Min gamle klasselærer sagde, at hvis du rækker fingeren op, så kommer du til tavlen. Det første, man skal gøre for at vinde en konkurrence, er at deltage i den. Det har jeg taget med mig.

Jeg har altid troet, jeg skulle tegne tegneserier. Arkitekturen dukkede op som en mulighed undervejs.

Som lille gjorde gamle fæstninger og militæranlæg stort indtryk på mig. Det er en hybrid af ramper, bolværk og voldgrave. Natur og vand og byggeri i ét. Der var en borg nede i det gamle Jugoslavien, hvor jeg fik kostet mine forældre op to gange, men ellers kiggede jeg først på bygninger, da jeg begyndte at studere arkitektur.

På min første skoledag på arkitektskolen i København afsluttede vores lærer Pernille Poulsen med et råd, som er et af dem, jeg har taget med mig. Hun mente, at det ikke var vigtigt at studere det hele, men vigtigt at blive brændende forelsket eller lidenskabeligt optaget af noget. Min karriere har uden tvivl været et udtryk for serielt monogami. Jeg er helt vild med en arkitekt, inden forelskelsen falmer, og jeg opdager grelle fejl eller selvmodsigelser ved vedkommende. Så går der detektivarbejde i at finde ud af, hvor han har de ideer fra. Der er meget master and apprentice inden for arkitektur. Henning Larsen arbejdede for Jørn Utzon, og Utzon arbejdede for Arne Jacobsen. I Barcelona går der også en klar linje fra Gaudi til Miralles.

Mine år i Barcelona har givet mig en åbenhed, som ikke normalt bor i det danske folkesind. Mine forældre var tolerante nok, og jeg har heller aldrig set mig selv som utilnærmelig, men jeg har sikkert været det i en vis udstrækning. I dag er vores tegnestue kendetegnet af den åbenhed. Vores 90 ansatte fordeler sig vel på 25 sprog og endnu flere nationaliteter, og modsat mange hjemlige tegnestuer, der ellers har eksisteret i 30 år, har vi stort set hele vores omsætning i udlandet. Du får det igen, som du sender ud – og omvendt.

Man skal ikke hænge med hovedet, når man står i lort til halsen. Derfor siger jeg: ”Ja, det fuckede op, men hvad kan vi lære af det, og hvordan kommer vi videre?” Så snart jeg har fundet stenen i skoen, generer den mig ikke længere.

Vi havde vundet konkurrencen om at bygge Islands nye nationalbank, og det var et drømmeprojekt. Den fedeste bygning på den bedste grund i hjertet af Reykjavik. Vi nåede akkurat at fejre sejren, og jeg havde købt champagne til hele tegnestuen og holdt en skåltale, hvor jeg frydede mig over, at vi for en gangs skyld arbejdede for dem, der trykte pengene. Der var sådan set ikke noget, der kunne gå galt. Det skulle da lige være, at atlanterhavsfolden åbnede sig så meget, at hele Island forsvandt i en sky af lava – eller også skulle hele landet gå bankerot. Heldigvis var sandsynligheden for en af de ting stort set lig nul. Det var i august 2008.

I 1994 fik Frank Dahlgaard, der var sådan en semiexcentrisk satan fra De Konservative, prisen som Årets Pikhoved af Kvindeligt Selskab. Prisen blev kun uddelt den ene gang, og han fik den for udtalelsen: ”Kvinder bruger hele deres liv på at få dig ud i køkkenet, og når du står der, så skrider de med ham på motorcyklen.” Der er en vis visdom i den sætning.

Bjarke Ingels er leder af arkitektgruppen Bjarke Ingels Group, der arbejder på projekter over det meste af verden. Han er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole. Sidste efterår åbnede BIG kontor i New York efter at have fået flere opgaver på Manhattan.

Læs også: Det har jeg lært: Kasper Winding