Byggerod har fyldt meget i københavnernes hverdag i mange år efterhånden. Cityringen, multiarenaer og nye bydele er blot få af de mange bygningsprojekter, der arbejdes på for tiden. 

2016 bliver året, hvor flere større og forventningsfulde projekter kan åbne. Variationen af bygninger er stor, og der bliver bygget fra Ørestaden til Nordhavn.

Cykler man igennem de københavnske gader, vil man allerede i dag opleve en meget varierende arkitektur. Et byrum, hvor gammelt og nyt står side om side. Men det er ifølge civilingeniør og programchef hos Dansk Arkitektur Center, Mikkel Kragh, en del af byens charme. 

”Det værste er, når man i udlandet prøver at lave noget nyt i den gamle stil, og det bliver falsk. I Skandinavien er vi gode til at være opmærksomhed på det gode design og ofte at lave noget afdæmpet, der bringer noget nyt frem i det gamle, så begge stile får lov til at være der.”

Sammen med Mikkel Kragh tager vi her en gennemgang og vurdering af de otte mest spektakulære bygninger, der efter planen står færdig i løbet af 2016.

Royal Arena

Forventes færdig: Ultimo 2016 (forventes at åbne i starten af 2017)
Tegnestue: 3XN, HKS, Architects, Arup, ME Engineers og Planit-ie



København får sin egen multiarena til kultur, musik og sportsarrangementer, der skal være med til at tiltrække flere internationale kunstnere og begivenheder til København og Øresundsområdet. Royal Arena får plads til op til 15.000 siddende og stående tilskuere til kultur- og musikarrangementer, og 12.500 tilskuere til sportsbegivenheder som fx håndboldkampe. Partnerne bag arenanen forventer, at der vil blive afholdt ca. 60-80 arrangementer om året.  



Arenanen skal være med til at udvikle Ørestaden, og den er placeret tæt på indkøbscentret Fields og flere internationale virksomheder og hoteller. Dertil er beliggenheden ideal med motorvej, metro, tog og fly lige i nærheden. 

Realdania og Københavns Kommune har hver bidraget med 325 millioner kroner til projektet. Derudover har det nu nedlagte Elitefacilitetsudvalg under Kulturministeriet givet betinget tilsagn om op til 15 millioner kroner i etableringstilskud. Resten af finansieringen optages som lån i selskabet. 


Januar 2016.

Mikkel Kraghs vurdering:

”Projektet er meget vigtigt, fordi det kan være med til at skabe mere liv ude i Ørestaden, hvor der ikke sker så meget i øjeblikket. Det er en spektakulær bygning med en nordisk stil, hvilket ses på det rolige udtryk og et fint materialevalg. Og så er det et godt eksempel på, at man i Danmark er gode til at designe med mennesket i centrum og skabe indbydende omgivelser.”

Axel Towers 

Forventes færdig: Ultimo 2016
Tegnestue: Lundgaard & Tranberg



Fem nye tårne i varierende højder skal i slutningen af 2016 give nyt liv til det før halvtriste Axeltorv. Scala, der lå på pladsen før, blev revet ned i 2012, og i stedet vokser Axel Towers nu op fra pladsen i hjertet af København. Tårnene vil variere i højde fra 28 til 61 meter i 15. sals højde. Det samlede areal udgør 40.200 kvadratmeter - 23.000 af dem over jorden og 17.200 som en kælder. 



Tårnene kommer til at huse kontorer, hvor advokatfirmaet Gorrissen Federspiel bliver største lejer. Gadeplanet bliver en sammensætning af caféer, restauranter, butikker og kontorer. Derudover vil der komme en byhave imellem tårnene og en bar på niende og tiende etage med udsigt over byen. 


Januar 2016.

Mikkel Kraghs vurdering:

”Med sit cirkulære fodaftryk og vilde materialevalg er det en meget utraditionel bygning. I Danmark er vi vant til, at det hele skal være afdæmpet, men her får den hele armen med guldfarvede metalplader, der spiller godt op mod Tivolis hovedindgang. Det er tydeligt, at man nu vil gøre Axel Torv attraktivt og tiltrække nogle eksklusive lejere. Udfordringen er både at skabe et rart sted, hvor folk har lyst til at være, og bygge en flot bygning. Det er vigtigt for fremtiden, at der bliver skabt et byrum, hvor de rigtige forretninger, virksomheder og restauranter har lyst til at ligge.”

Mærsk Bygningen

Forventes færdig: I løbet af 2016
Tegnestue: C. F. Møller



Nørrebro bliver snart beriget med en 75 meter høj bygning, som skal udvide Panum Instituttets areal fra 105.000 til 140.000 kvadratmeter. 
Bygningen bliver 15 etager høj fra gadeplan, hvor 12 af etagerne vil rumme forskergrupper fra hele verdenen. Udover det høje fortårn, består bygningen af fire lavere bygninger, der er svagt roteret i forhold til hinanden i en stjerneformet komposition.


 
Panum har sat dette store udbygningsprojekt i verden for at få tidssvarende biomedicinske laboratoriefaciliteter, undervisningslokaler, auditorier, ny kantine, ny cykelkælder og en ny hovedindgang. Der er stor pladsmangel på det nuværende Panum, og moderne forsknings- og undervisningsfaciliteter er nødvendige, hvis Københavns Universitet fortsat skal kunne tiltrække og fastholde de bedste forskere og studerende i en hård international konkurrence. 



Byggeriet koster 1,5 milliarder, hvoraf A.P. Møller Fonden bidrager med 600 millioner plus 125 millioner til inventar. 


Januar 2016.

Mikkel Kraghs vurdering: 

”Den guld- og kobberfarvede facade er en stor trend i arkitektur for tiden, hvor det handler om at lege med materialerne efter en periode, hvor alt skulle være i rent glas. Det her er en kolossal spændende bygning, og er man vild med facader, som jeg, bliver det ikke meget vildere. Solafskærmningssystemet på bygningen, kan åbnes og lukkes alt efter, hvordan solindfaldet er, hvilket betyder at refleksionen varierer, og at bygningens derfor ændrer sig. Derudover er det jo vildt, at man har trukket laboratorierne, som normalt hører til i kælderen, op i højderne og lyset. Det er en god ide, hvis man vil tiltrække verdens bedste forskere. Og hvem ville ikke arbejde heroppe med denne udsigt?”

Kvæsthusmolen / Sankt Annæ Plads 

Forventes færdig: Foråret 2016
Tegnestue: Lundgaard & Tranberg 



Nord for Skuespilhuset i Nyhavn får København en ny særlig plads, når Kvæsthusmolen er færdigbygget og strækker sig 320 meter ud i havnen. Udover at give befolkningen et nyt 'hæng-ud-sted' til solrige dage, skal molen huse nogle af Det Kongelige Teaters forestillinger og andre kulturbegivenheder såsom kunstudstillinger. 

Udover den nye mole indbefatter projektet også en renovering af Kvæsthuspladsen Syd, som er arealet mellem Nyhavn og Skuespilhuset - et ret overset område. Pladsen vil dels fungere som hovedindgang for den kongelige familie samt som oase for borgere, da der ofte er læ og sol. 



Under pladsen vil der blive bygget en ny parkeringskælder med plads til 500 biler for at lette mængden af parkerede biler i gaderne. 

Samtidigt bliver Sank Annæ Plads også renoveret for at skabe en rekreativ grøn forbindelse til Kvæsthusmolen og Skuespilhuset. Området skal gøres grønnere og mere tiltrækkende at opholde sig i, samtidig med at det skal sikre området mod oversvømmelse ved ekstreme regnskyl. 


Oktober 2015.

Mikkel Kraghs vurdering:

”Efter at vandet er blevet rent og industrien er væk, er havnen blevet det nye rum som folk bruger, når de har fri, hvor man i stedet tidligere slentrede omkring Strøget eller gik en tur i parken. Her skaber man et fantastisk byrum med en plads midt ude i havnen, og det er nærmest det modsatte af, hvad man gjorde med Kalvebod Brygge, hvor man næsten ikke kunne komme ned til vandet. Det er unikt, hvordan vi i København bruger havnen. Det er man misundelig på i hele verden.”

Professionshøjskolen UCC’s Campus Carlsberg

Forventes færdig:
 Juli 2016 (undervisningen starter september 2016)
Tegnestue: Offentlige og private aktører samarbejder i partnerskab (Carlsberg Byen Ejendomme PS er bygherre)



Indenfor de kommende år vil Carlsberg Byen blive Københavns nye bydel, når der bliver bygget boliger, butikker, erhverv og kultur- og idræt-institutioner. Kvarteret vil blive levende, og det vil også være muligt at hænge ud i nye grønne parker og pladser. 

Bydelen ligger på et 330.000 kvadratmeter-stort område. I alt skal der bygges 567.000 kvadratmeter fordelt med 45 procent boliger, 45 procent butikker og erhverv og 10 procent til kultur, idræt og institutioner. Det hele forventes at ske over en periode på ca. 10 år. 



Professionshøjskolen UCC’s nye uddannelsescampus vil være blandt de første større projekter, der færdiggøres i Carlsberg Byen, når 10.000 studerende til efteråret flytter ind de helt nye uddannelsesfaciliteter. Ovenpå Campus vil et 100 meter højt tårn med ejerlejligheder rejse sig.

Campus Carlsberg bliver Nordeuropas største uddannelses- og forskningsmiljø på det pædagogiske område og vil huse uddannelser såsom pædagogik og tekstilformidling. Målet med den 57.000 kvadratmeter store og otte etagers-høje bygning er at sikre nye og bedre uddannelser og et stærkere fagligt niveau. 



Mikkel Kraghs vurdering:

”Denne bygning leger med materialer og blanding af overflader for at skabe variation og identitet i de forskellige dele af byggeriet. Det er det første bevis på, at arkitekterne og bygherrerne bag Carlsberg Byen har store muskler at spille med. Carlsberg Byen er et stort byggeprojekt i dansk målestok, og jeg er sikker på, at det bliver interessant at følge.”

The Silo

Forventes færdig: Ultimo 2016 
Tegnestue: COBE



Den velkendte og efterhånden ikoniske ’Hva' Drikker Mølr’-silo i Nordhavn er i gang med at blive totalrenoveret og forvandlet til eksklusive lejligheder i 62 meters højde. Den forhenværende kornsilo og største industribygning i Nordhavn bliver til 40 forskellige lejligheder stablet ovenpå hinanden med udgangspunkt i den nuværende silostruktur.


 
Den 8.500 kvadratmeter-store bygning giver god mulighed for rummelighed og varierende rumstørrelser, hvilket giver lejligheder, der varierer i størrelse og rumfordeling. I den mest eksklusive ende kommer der toplans penthouselejligheder, hvor flere har privat tagterrasse. Der bygges altaner på alle lejligheder. 



Stuetagen af den 17-etager høje bygning vil huse butikker, cafeer og udstillingsrum, og på vil der komme en stor restaurant med udsigt over København og Øresund, der skal give bygningen og området mere liv. Der vil desuden komme et stort fitnesscenter og en lobby, som vi kender fra Manhattans velhaver-boliger.  



Mikkel Kraghs vurdering: 

”Af et boligbyggeri er det ret vildt. Det er en god historie, at man har brugt en eksisterende og velkendt bygning og nyfortolket den. Beliggenheden og udsigten er fantastisk, og standarden af boligerne bliver unikke i dansk kontekst. Det er et godt eksempel på en stor tendens i arkitektur, nemlig tranformering af eksisterende bygninger, der får nye anvendelser. Og så er det smart med de offentlige aktiviteter, så der kommer liv i stedet for en række tomme lejligheder for velhavere, der bor i udlandet. Livet vil højne værdien for hele området ved Nordhavn.”

KU. BE kultur- og bevægelseshus

Forventes færdig: September 2016
Tegnestue: ADEPT og MVRDV



Frederiksberggensere får til september et 3800 kvadratmeter-stort mødested, som udforsker grænserne mellem kultur, sundhed og bevægelse. Der vil blandt andet være bibliotek, forskellige træningsmuligheder, café og sale til teater, dans og koncerter. 

Det store samlingssted skal udforske nye trends og folkelige strømninger i spændingsfeltet mellem kultur, sundhed og bevægelse. Derfor er rummene åbne og ansporer nye måder at tilgå og forene de forskellige områder. Der kommer desuden også en stor park til udendørsaktiviteter.  



De første tanker om det nye kultur- og bevægelseshus opstod i 2007, hvor der blev afsat 100 millioner kroner til projekter, og i år kan huset så holde officiel åbning.

Mikkel Kraghs vurdering: 

”Dette er et godt eksempel på, at man for tiden tænker i nye måder at skabe det gode projekt på, og inddrager brugerne i stedet for at håbe på, at folk vil tage det til sig. På den måde får man brugerne til at føle, at det er deres hus. Bygningen har et meget moderne udtryk med sine komplekse rumopbygninger, som gør, at brugeren kan bevæge sig igennem bygningen og blive ved med at opdage noget nyt.”

Carlsberg Station

Forventes færdig: 3. juli 2016
Tegnestue: Gottlieb Paludan Architects



Sammen med UCC’s nye Campus bliver Carlsberg Station det først større projekt, der færdiggøres i Carlsberg Byen. Den skal sikre en nem og hurtig adgang til den kollektive trafik fra den nye bydel. 

Stationen ligger ca. 200 meter fra Enghave Station i retning mod Valby, og når den bliver taget i brug, vil Enghave Station blive nedlagt og fjernet. Det sker efter planen i efteråret 2016. Den støder op til Professionshøjskolen UCC’s nye uddannelsescampus, hvor der er tre nedgange fra. Foruden disse vil der også komme adgang til stationen fra Vesterfælledvej ved Sønder Boulevard. 



Man regner med, at stationen med tiden vil blive en af S-togsnettets mest benyttede med op mod 24.000 daglige rejsende.

I forbindelse med den nye station bliver der også etableret en ny cykelsti, der vil forbinde Sønder Boulevard med Valby langs baneterrænnet, og der bliver bygget en ny vejbro over baneterrænet, som skal lede bilerne fra Vigerslev Allé og ind til Carlsberg Byen.

Mikkel Kraghs vurdering: 

”Vi får en ny bydel, og derfor er det vigtigt, at den offentlige transport fungerer optimalt. Her skaber man et byrum i samme stil med den nye Nørreport Station, hvor man havde held med at gøre infrastruktur til en anvendelig plads. Det er meget moderne at bygge infrastruktur og byrum, der også håndterer fx klimaudfordringer såsom store regnmængder. Derfor planter man grønt og tænker over, hvordan regnen kan ledes bort. I stedet for at bygge dyre kloakker, laver man en park, skate-område eller plads, som bringer noget værdi til byen.”

LÆS OGSÅ: Sådan kommer Danmarks nye trafikknudepunkt til at se ud

LÆS OGSÅ: Se billederne: Bjarke Ingels skaber nyt spektakulært World Trade Center

LÆS OGSÅ: De 9 mest spektakulære bygninger der færdiggøres i 2015