Ralph Steadmans stil er ikke til at tage fejl af. Kantet i stregen, ekspressivt blækklattende og fortællende som en tegneserie.

Illustratoren, der blandt andet havde et længerevarende samarbejde med Gonzo-journalisten Hunter S. Thompson og tegnede til historier som ’Fear and Loathing in Las Vegas’, er på en måde indbegrebet af journalistikkens syrede, rock n’ rollede storhedstid i 1960'erne og '70'erne. 

Men tegneren, der i tidens løb har arbejdet freelance for blandet andet New York Times, Rolling Stone Magazine og Daily Telegraph, har også illustreret klassiske romaner som ’Skatteøen’ og ’General Napoleon’.

Og briten, der er født i 1936, ser ikke ud til at have nogen planer om at gå af mode lige foreløbig. Ud over at have tegnet coveret til den hippe amerikanske mikroøl Flying Dog har Steadman netop lavet et samarbejde med Vince Gilligan om blu-ray-covers til en limited edition-udgave af Breaking Bad, der udkommer til februar.

LÆS MERE: Børsen er blevet street

Steadmans streg klæder Breaking Bads hovedkarakterer, og det viser sig, at tegneren selv er fan af serien.

”Jeg så hele serien på to uger, og nu lider jeg af abstinenser,” siger han til sitet Pissed off Geek .

Beundringen går begge veje. Det var Breaking Bad-skaberen Vince Gilligans ide at få Steadman til at fortolke sine hovedpersoner. Han siger:

”Jeg kan næsten ikke beskrive den blanding af vantro og svimle glæde, jeg følte, da jeg hørte, at han var med ombord på projektet. Ralph er kunstnernes Walter White: Han er et mørkt geni, der laver foruroligende, men samtidig vanedannende produkter. Jeg er meget bevæget af den slående dystre måde, han intuitivt har forestillet sig vores Breaking Bad-karakterer.” 


LÆS OGSÅ: Kunstnerpar sætter ild til arkitektoniske mesterværker