Man skulle umiddelbart synes, at metropolen New York havde øer nok. Men nu får byen endnu en.

Det vil sige, en egentlig ø er det ikke, men set ovenfra kommer platformen på i alt 300 svampelignende stylter, grangiveligt til at ligne en ø.

På 'øen', der planlægges anlagt ud for 13. gade på Manhattans vestlige langside,  kommer der efter planen til at være græsplæner, træer og store, åbne scener.

Den kunstige ø kommer til at være tilgængelig med gangbroer fra land og bliver døbt Pier 55, fordi den erstatter den eksisterende, men henrådnende mole nr 54.
 
Rigmanden Barry Diller, tidligere topchef for mediefirmaerne Fox og Paramount Pictures og nuværende bestyrelsesformand for internetfirmaet IAC, har taget initiativet til øen, og det bliver også ham, der kommer til at finansiere størstedelen af byggeriet, der ifølge New York Times kommer til at koste i omegnen af en milliard. 

Avisen skriver dog også, at byggeriet endnu skal igennem en længere godkendelsesproces, hvor hærens ingerniørkorps og miljøministeriet skal tage stilling til det.

Men indtil videre antager både New Yorks bystyre og Barry Diller, der også agter at finansiere driften af det rekreative område i dets første 20 år, at Pier 55 bliver en realitet.

"Jeg har altid elsket offentlige pladser. Jeg tager fuldt ansvar for, at det her projekt er blevet så ambitiøst. Vores ambitioner slår fuldstændig fejl, hvis det her ikke kommer til at føles fuldstændig som en park og fuldstændig som en scene," siger Barry Diller til New York Times.

Øen er tænkt som et sted, hvor offentligheden gratis kan nyde kunst og optrædender, som Scott Rudin, en kendt amerikansk producer skal kuratere. 








Den mest prominente scene på Pier 55 bliver et amfiteater med plads til 700 mennesker.


Pier 55 er tegnet af det britiske firma Heatherwick Studio og landskabsarkitekt Mathews Nielsen.


Pier 55's svampelignende nedre struktur skal sikre, at der stadig falder lys ind under platformen, så gydende fisk i floden ikke skal mange solen. Desuden skal strukturen gøre konstruktionen mere stormsikker.
 
LÆS MERE: Sådan kommer Danmarks nye trafikknudepunkt til at se ud

LÆS MERE: Tørst bringer verdensklasseøl til Brooklyn

LÆS MERE: Tag med til Williamsburg, hipsternes højborg