Det er nye og mindre røde tider hos Socialdemokraterne. I hvert fald i valgmateriale, i annoncer og på hjemmesiden.
 
Her har det gamle arbejderparti lanceret en ny, orange farve. Man kunne også kalde den laksefarvet, blodappelsin eller koral. 

Den orange farve afløser den postkasserøde, som har kendetegnet partiet indtil nu, og som kan ses i illustrationen ovenfor. 

Men det røde forsvinder ikke fuldstændig fra det socialdemokratiske univers, for den orange farve vil blive anvendt i samspil med en mere dyb og vinrød af slagsen.  Sådan her: 



Under alle omstændigheder er det vanskeligt ikke at se introduktionen af den orange farve som et politisk signal. 

”Farven og det politiske følges jo ad. Det virker som om, Socialdemokraterne vil lidt væk fra deres gamle image: Det røde er et internationalt symbol for socialisme, men de udvander det lidt. De nedtoner det, bogstavelig talt, siger” Anne Mette Møller Hartelius, der er lektor i grafisk design på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Det er ikke traditionelt for politiske partier at benytte to farver på den måde, men Anne Mette Møller Hartelius kan godt se pointen i det:

”Det kommunikerer mindre beton – at de er lidt mere nuancerede. ”

Sideløbende med det nye farvevalg har partiet skiftet til en ny typografi, der hedder Brandon Grotesque Bold. Den er skarpere end den gamle skrift, hvad der særligt kommer til udtryk i listebogstavet A. 

”Den nye skrifttype er mere moderne. Samtidig har den nogle referencer tilbage i tiden – til modernismen. Den er trendy og kan på en gang appellere til både unge og gamle, ” siger Anne Mette Møller Hartelius og fortsætter:  

”Samtidig er den nye, orange farve mindre skarp. Den er mere blodfattig, det er lidt sjovt, at de to elementer modarbejder hinanden.” 

Lektoren fæstner sig også ved den nye farve, som Socialdemokraterne har valgt til deres emblematiske rose. På billedet kan den fremstå som grå, men Socialdemokraternes designguide oplyser, at den reelt er lysegrøn.



”Jeg synes, den grønne farve i rosen ødelægger designet lidt. Der er så lidt kontrast i den grønne oven på den orange, at man næsten ikke kan se, hvad det forestiller. Det er meget fesent at se på.”

Socialdemokraternes partisekretær, Lars Midtiby, har fortalt til bt.dk, at det nye design er et led i en modernisering af Socialdemokraternes visuelle identitet op til valgåret. 

Ifølge Anne Mette Møller Hartelius er den slags beslutninger følsomme.  

”Det er altid farligt at skifte identitet lige op til en valgkamp,” siger hun og tilføjer:

”Men det er helt sikkert, at de får noget opmærksomhed på det, og det er næsten altid godt.”