Endelig en liste igen. Jeg beklager, at den udeblev i sidste uge, men jeg arbejder i øjeblikket på et stort projekt, og det æder meget af min tid. Men det betyder også, at denne uges liste er ekstra potent:
______________________________________________________________________________



Nu blev den gode Paul bekræftet til Roskilde for nylig, så lad os da starte med en designnyhed i hans navn. Han har nemlig i samarbejde med det belgiske non-profit firma, The Skateroom, designet 10 skateboards i en serie, de har døbt ’PROPO’.
 
Designet er holdt helt simpelt og er ganske vellykket med blandt andet motiver af dukker, ketchup, håndsæbe for blot at nævne et par af de 10 designs. PROPO serien er super limited, og der kommer kun 250 eksemplarer af hvert board, og når alle 10 designs er udsolgt, vil der blive lanceret et endeligt 11. board.
 
PROPO er i salg hos Colette’s samt MoMA’s webshop, og jeg ved at Colette stadig har en del tilbage. Prisen er ikke helt skæv, og så går alt profit til sydafrikanske Skateistan, der vil skabe en skateskole for underpriviligerede børn i Johannesburg. Glimrende.

Pris: 2477,-
______________________________________________________________________________



Det næste vi skal til, er jeg ret vild med. Generelt er der ret mange fede curated kunstprojekter, der popper op i Skandinavien i øjeblikket, og jeg skrev på en tidligere liste om Acne Productions interaktive udstilling. Dette projekt er skabt af New Heroes and Pioneers, og de har i samarbejde med 50 kunstnere skabt bogen ’Share’.

Idéen er ganske simpel. Hver af de 50 kunstnere har hver lavet et kunstværk, som indgår i bogen. Hver eneste side kan rives ud, og på den måde enten deles med andre eller hænges op på væggen som et lille kunstværk. Ud over en medgørlig pris er design samt stylingen af bogen på hjemmesiden virkelig flot - så giv den lige et kig. 

Pris: ca 400,-
______________________________________________________________________________



Det var først forleden, da jeg faldt over denne bog, at jeg fandt ud af at TEDx faktisk også udgiver bøger ind i mellem. Denne hedder ’The Future of Architecture in 100 buildings’, og det er Marc Kushner (grundlægger af architizer.com), der står bag.

Som titlen indikerer har Kushner udvalgt 100 innovative bygninger, som er med til at give et solidt fingerpeg på, hvordan arkitekturen i fremtiden kommer til at forme sig og ydermere gives der også et indblik i, hvordan sociale medier samt et generelt velinformeret samfund er med til at påvirke arkitektur. Bogen er en videreførelse af Kushners Ted Talk, som du kan tjekke ud her. Vildt fedt.

Pris: ca. 80,-
_____________________________________________________________________________



Som jeg flere gange har udtrykt, er jeg vild med, når design og håndværk går op i en højere enhed. Carl Nielsen & Søn’s relaunch af den ikoniske ’Metropolitan Chair’ er et glimrende eksempel herpå. Den blev oprindeligt designet af Ejner Larsen og Aksel Bender Madsen i 1949 og blev opkaldt efter det ikoniske museum i New York.

Metropolitan Chair kommer i eg og valnød, og læderet kan fås i to farver: cognac samt sort. Stolen forhandles ikke online, men på hjemmesiden kan du finde din nærmeste forhandler. Antallet er begrænset, så du skal nok ikke tøve for længe, inden du slår til.

Pris: Uoplyst
______________________________________________________________________________



Og så til noget markant anderledes. FitFox, der har hjemme i Cork, har nemlig designet et ’smart-sjippetov’. Normalt har sjippetov ikke just hjemme på listen, men ’Sophia’, som det er døbt, har et par smarte features, der er værd at tage med.

Udover at kunne måle antal sving og hop måler Sophia også forbrænding, hastighed samt kalorier. Derudover kan du parre tovet med din smartphone, og på den måde holde track med din aktivitet samt sætte mål og udfordre venner. 

Sophia fås i både polymer eller læder og er udstyret med magnetiske håndtag, så du nemt kan pakke det sammen efter brug. Og så har jeg sgu også haft et sjippetorv med på listen… Swing away.

Pris: fra ca. 335,-
______________________________________________________________________________



Jeg faldt over disse plakater forleden, og jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg kan lide dem. You be the judge. Det er den grafiske kunstner Julian Rentzsch, der står bag, og han har designet tre plakater med hhv. David Lynch, Alfred Hitchcock og Martin Scorsese.

Rentzsch’ design er trykt på højkvalitets bomuldspapir med pigment blæk, og der er produceret 200 eksemplarer af hver - alle nummereret og signeret. Niveauet af håndværket er højt - desværre er prisen ligeså.

Pris: 670,-
______________________________________________________________________________



Jeg har endnu en gang fundet en ordentlig gang ekstravagance til denne uges liste. Indrømmet, så er den ikke helt ny, men ’Ocean Kitchen’ af Robert Kolenik er cool - og alt, alt for meget.

Det er akkurat, som navnet indikerer: Et akvarium under dit køkkenbord, og det er egentlig virkelig elegant udført. Materialerne er af øverste hylde (selvsagt), og bordet løftes ganske nemt ved blot at trykke på en knap. 

Ocean Kitchen kan skræddersyes efter dine behov, og så er det yderst limited, men jeg tror ikke som sådan, der bliver udsolgt lige forløbig. Prisen fremgår kun ved forespørgsel, men mon ikke det koster en halv årsløn. Anyhow, opfordring givet videre.

Pris: Uoplyst
______________________________________________________________________________



Hermed enden på ugens liste og endnu et virkelig lovende Kickstarter-projekt. ’Noke U-Lock’ er en hidtil uset smart cykellås (bemærk ordspillet ’No Key’ = ’No Ke’…). Udover at være lavet i stål, vandresistent og udstyret med et batteri, der varer flere år på en opladning, er den spækket med geniale features.

Først og fremmest låses den op ved hjælp af bluetooth fra din smartphone. Du behøver ikke en gang have den op af lommen, den fornemmer, når du er i nærheden. Derudover er den udstyret med en alarm, så du med det samme får en meddelelse på din smartphone, hvis nogle forsøger at bryde den op. 

For at smide kirsebær på toppen, er U-Lock udstyret med GPS og en sharing funktion, så du kan give dine venners smartphone autorisation til at åbne netop din cykel, hvis du skal låne den ud. Projektet er virkelig tæt på at blive finansieret, så du kan give din hjælp med og bestille din lås allerede nu - forventet levering er i september.

Pris: ca 700,-

LÆS OGSÅ: 5 geniale cykelgadgets

LÆS OGSÅ: Modeeksperternes dom over Apple-watch: Kønt er det ikke

LÆS OGSÅ: Fremtidsflimmer