Postbudet bliver for alvor truet, når internetgiganten Amazon tager sin flåde af fuldautomatiske droner i brug. De små maskiner vil levere produkter på dørtrinnet blot en halv time efter, du har trykket ’køb’.

Internethandel står til at blive boostet markant med Amazons nye planer om at levere varer hurtigere end nogensinde før. Med droner som fremtidens postbude gør Amazon hvad de kan for at fjerne incitamentet til at gå i fysiske butikker og i stedet handle hjemme foran skærmen. I en opsigtsvækkende video løfter Amazon sløret for, hvordan droner om fire-fem år vil kunne levere pakker blot 30 minutter efter et køb.

Se videoen her:

Ud over den hurtige levering vil dronerne være et grønt alternativ til konventionel fragt med dieseldrevne lastbiler, fortæller Amazons grundlægger og direktør Jeff Bezos. De små droner vil kunne klare pakker på et par kilo og nå en radius af 15 kilometer fra et af Amazons lagrer.

Amazon er allerede i dag – uden droner – verdens største internetbutik med et salg i 2012 på over 61 mia. dollars.

I USA har Amazon med stor hast udkonkurreret større bogkæder og har nu kastet sig over det europæiske marked. Derfor kæmper både branchen og myndighederne i blandt andet Frankrig i øjeblikket en indædt kamp mod nethandlen. Frankrig har nemlig faste bogpriser, og det omgår Amazon ved fx at give faste kunder særlige tilbud på andre varer end bøger.

Det franske skattevæsen har også et godt øje til dem. For selv om Amazon er fysisk til stede i Frankrig, lister de størstedelen af selskabets indtjening videre til Luxembourg og undgår dermed den højere skatteprocent. Sidste år betalte de kun 29 millioner kroner i skat i Frankrig, selv om omsætningen officielt var 825 millioner kroner.

Om Amazon har planer om at bruge de nye droner til at flyve endnu flere penge i skattely, vides endnu ikke. Men hatten af for den teknologiske innovation.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman