Kræsne film-entusiaster ender ofte med en plasmaskærm fra Panasonic. Sådan har det været, lige siden Pioneer holdt op med at lave skærme og overlod deres markedsledende teknik til Panasonic.

Disse skærme kendes på en dyb sort, der får farverne til at tindre. Vel at mærke, uden at det kammer over i den glansbilled-agtige farvelade, man ser på mange LCD-skærme. Hudtoner fremstår naturligt, og her er ingen problemer med at gengive hurtige bevægelser. Eller de mørke nuancer, som udgør en stor del af mange film. Takket være skærmens THX-profil kan man opnå et så godt som perfekt billede med et tryk på fjernbetjeningen.

Eneste ulempe er, at det fine plasma-billede kræver mørke omgivelser. Selv om Panasonic har reduceret skærmens reflekser, er LCD/LED stadig at foretrække, hvis man ofte ser tv i solskin.
Billedet i VT30 er forfinet i forhold til forgængere som V10 og VT20. Men her er tale om små, evolutionære fremskridt fra et meget imponerende udgangspunkt. Aktuelt er lillebror GT30 et værdigt alternativ, dog med et mere traditionelt design.

Med VT30 har Panasonic nemlig gjort lidt ekstra ud af de ydre former. Hele fronten er belagt med et enkelt lag glas, som efterlader et helstøbt og ’rammeløst’ udtryk med den smalle sølvstribe langs kanten som en elegant accent. Også fjernbetjeningen har fået et designløft og lys i de vigtigste knapper.

Selv om skærmen er slanket, kommer profilen ikke i nærheden af de tyndeste LCD-modeller. Og ved siden af Samsungs topmodeller virker VT30 stadig en smule klodset. Men Panasonic har omsider fået vendt stikkene på bagsiden, så de ikke peger bagud. Derfor kan skærmen hænges langt tættere på væggen end forgængerne.

Læs resten af teksten på næste side...