Måske kan en ny teknologi, der kombinerer teknologier fra vindmøller og luftskibe, være med til at begrænse verdens klimaproblemer.

De fleste er enige om, at hvis jordens dystre temperaturstigningskurs skal ændres, så går vejen uden om fossile brændstoffer. Ved hver eneste internationale klimakonference bliver det også erklæret, at regeringer og privat erhverv er nødt til at samarbejde om alternative løsninger på vores energiforsyning. 

Lige netop sådan et initiativ er BAT (Buyont Airborne Turbine), en flyvende energikilde, som forskere i den amerikanske iværksættervirksomhed Altaeros har udviklet med støtte fra blandt andre staterne Alaska og Californien. 

BAT’en er en vindturbine, der bringes i luften ved hjælp af en skal fyldt med helium. Flere hundrede meter oppe i luften skal turbinen, der er designet til at modstå ekstremt vejr, opsamle vinde, der er op til otte gange kraftigere, end de er inden for normale vindmøllers rækkevidde. 

Den opsamlede energi kan ledes fra turbinen ned til jorden gennem ekstra stærke og hurtigtledende kabler.