I gymnasiet var 7 elevens vinsortiment mere end tilstrækkeligt, når der skulle lidt godt i glasset fredag aften. Det var intet problem at hælde papvine ned i litervis.

Måske er du ikke den store feinschmecker udi vin og kan ikke smage, hvilken druesort, der er tale om, eller hvilken årgang vinen er fra. Men det kan jo være, at dine smagsløg har udviklet sig end lille smule, siden Liebfraumilch var din udsøgte favorit, og alkoholprocenten var langt vigtigere end smagen.

Men når man står ved vinhylderne i Netto, kan man ved et uheld komme til at købe noget, der mest af alt falder i kategorien ’sprøjt’. Og skal man nyde sin oksemørbrad eller spaghetti bolognese med et glas rødvin til, byde sine gæster på et køligt glas hvidvin en sommeraften eller købe en værtsgave, så er det jo meget rart, hvis man kan undgå at diske op med noget, der har en syrlig eftersmag af ribs.   

Foto: 

Som minimum kunne det altså være rart at vide, hvad man skal dreje uden om for ikke at ende med førnævnte, og heldigvis er det muligt at købe helt tilforladelig vin uden at ruinere sig selv. Man skal bare vide, hvad man skal kigge efter.

Og her har vi allieret os med Rasmus Palsgård, der er mad- og vinanmelder for Gastro og indehaver af bloggen feinschmeckeren.dk. Han afliver de myter, mange har lænet sig op ad i forsøget på at vælge den perfekte flaske, og til slut kvitterer han med et bud på den perfekte bolo-rødvin og andre gode råd.

Myte nr. 1: Korkprop er bedre end skruelåg

I nogle kredse går korkkroppen for at være et symbol på en god vin. Det er simpelthen bare finere at hive proptrækkeren frem end at skrue et lille metallisk låg af. Og derfor tænker man, at vinen må være bedre, hvis den har kork på toppen.

”Det korte svar er, at korkproppen med sikkerhed ikke er en kvalitetsindikator på en god vin,” siger Rasmus Palsgård.

Faktisk kan man næsten vende myten om og sige, at det er et dårligt tegn, hvis der er en korkprop i en vin i den billige afdeling. Det forøger nærmest bare risikoen for korkkrummer i vinen.

”Hvis vinen i forvejen er billig, har producenten ikke råd til at spendere på en god korkprop. Årsagen til, at de dyre producenter bruger mange penge på korkpropper, er, at det giver mindre risiko for prop i vinen,” siger Palsgård.

Han forklarer, at det i højere grad er et spørgsmål om kultur, hvorvidt man som producent benytter sig af det ene eller det andet.

”Nogle lande sværger til korkproppen, mens de nyere vinlande bruger skruelåget i højere grad. I Australien bruger de for eksempel ofte skruelåg.”

Myte nr. 2: Bunden skal være dyb, ikke flad

I gymnasiet kaldte vi dette kriterium for tommelfingertesten: Jo længere, du kan stikke din finger op i bunden af flasken, jo bedre er vinen. Hvis bunden er flad, er den altså helt gal.

”Det er en skrøne. Forestil dig, at du købte vindruer, kørte dem igennem en juicer og lod dem stå på bordet i noget tid, så det begyndte at gære – så kan du jo selv bestemme, hvilken flaske du hælder det på. Det er ikke højden på flaskens bund, der afgør, om det bliver en god eller en dårlig vin,” siger Palsgård.

”Men jeg kan ikke afvise, at der er nogle producenter, der prøver at lukrere på det, fordi folk tror, det har noget med kvalitet at gøre.”  

Myte nr. 3: Kvaliteten af vinen stiger i takt med alkoholprocenten

Også her har vi fat i en skrøne. Rasmus Palsgård forklarer, at alkoholprocenten i vinen kun har indflydelse på smagen og ikke kvaliteten.

”Vine med høj alkoholprocent er meget kraftige og robuste, mens vine med lav alkoholprocent er mere elegante og friske. Man kan altså ikke sige, at en vin på 16 procent er bedre end en vin på 13 procent,” siger han og fortsætter:  

”I Champagne i Frankrig er der forholdsvis koldt og få soltimer sammenlignet med et land som Sydafrika, og derfor har vinen en lav alkoholprocent. Men de fleste kan blive enige om, at Champagne-området har vin af god kvalitet, selvom alkoholprocenten er lav.”

Nogle tester også kvaliteten ved at se, om vinen laver ’gardiner’, når man snurrer den let rundt i glasset. Men gardinerne er gardinerne er udelukkende et udtryk for alkoholspændingen i vinen.

”Man skal også huske på, at i forhold til alkoholprocenten, kan vinen også være manipuleret. Man kan gøre mange ting ved en vin for at hæve alkoholprocenten, enten ved at tilsætte ren alkohol eller sukker,” siger Rasmus Palsgård.

Han forklarer, at jo mere sol druerne får, jo mere modne bliver de. Og modenheden er lig med et højere sukkerindhold, hvilket altså giver en højere alkoholprocent.

Myte nr. 4: ’Reserva’ eller ’riserva’ er et kvalitetsstempel

På nogle vine står der ’reserva’ eller ’riserva’ på mærkaten, og for folk, der ikke er vinconnaisseurs, bliver det anset for at være et kvalitetsstempel. Og det er også til dels rigtigt forklarer Rasmus Palsgård.  

”Udtrykket ’reserva’ eller ’ riserva’ bruges i nogle vinområder om, hvorvidt vinen har ligget på fad i flere år. Det er udelukkende et udtryk for, hvor længe vinen har ligget på fad og flaske, inden den er blevet frigivet. Typisk vælger producenten at bruge sine bedste druer til de her vine, fordi det er det bedste druemateriale, der kan holde til fadlagring. Men det er jo ikke det samme som, at man ikke kan proppe dårlig vin på fad og lade det ligge.”

”Desuden er det heller ikke alle steder, der er regler for, hvornår du må kalde noget ’reserva’. Og i det tilfælde kan du jo putte hvad som helst i flasken.”  

Myte nr. 5: Hvis du er på den anden side af 60 kroner, kan det ikke gå galt   

Man kan forledes til at tro, at man er godt dækket ind, hvis man smider alt over 60 kroner efter en flaske vin. Det kan man også godt være heldig at være, men det er stadigvæk ikke et ubetinget kvalitetsstempel. For det kan også godt gå galt på den anden side af den gyldne 60 kroners-grænse.

”Jo billigere en vin, man køber, desto større er andelen af prisen, der er gået til at betale afgifter, omkostninger til forsendelse, pris på kork og flaske. Så jo billigere slutprisen er, jo mindre er der gået til selve vinen,” siger Rasmus Palsgård.

Palsgård forklarer, at man gerne skulle kunne regne med, at man får en bedre vin, jo dyrere den er, men at det er svært at fastsætte en decideret prisgrænse. For det kommer også an på, hvor god en pris importøren har forhandlet, og hvor presset producenten har været med at afsætte sin vin. Det er parametre, der godt kan gøre vinen billigere.   

”Man kan godt finde fantastiske vine til 60 kroner. Holder man sig over 60 kroner er man sikret et eller andet bundniveau, men det er ikke det samme som, at man ikke kan løbe ind i noget skidt,” siger han.

Men der er dog et prisminimum, man helst ikke skal under, hvis man gerne vil være fri for sprøjt.

”Hvis man køber vin i 35-40 kroner-segmentet, skal man ikke regne med, at det er en vin, der er lagt kræfter i. Det er storproduktion, og der er ikke nogen romantisk historie om, at der er nogen der gjort sig overvejelser om høsten. Det er store maskiner, der kører hen over oversprøjtede marker.”

Myte nr. 6: Jo ældre årgang, jo bedre vin

”Der er ingen tvivl om, at årgangen betyder noget. Nogle år er der masser af sol, andre år er der ikke. I de områder, der ikke er så varmt, betyder årgangen meget,” siger Rasmus Palsgård.

Men igen er heller ikke årgangen et sikkert kvalitetspejlemærke, når du skal købe vin i den billige ende. Som det forholdte sig med alkoholprocenten, så gør det samme sig gældende for årgangen. Årgangen har betydning for, hvordan vinen smager, ikke for kvaliteten af vinen.

”Når du går ind i supermarkedet og ser en vin fra 2016, så er det et udtryk for en simpel vin, som producenten ikke har brugt lang tid på at gemme. Derfor er det meningen, at det er en vin, som skal være frisk og frugtig og bare skal drikkes nu,” siger Rasmus Palsgård.  

”Årgangen er altså ikke et udtryk for kvalitet i sig selv. Det handler også om, hvad man er ude efter. Hvis du vil have en frisk og sprød sommer-savignon blanc fra New Zealand, så kan den nyeste årgang være perfekt, fordi den dermed er frisk. Men hvis det derimod er selvsamme slags vin fra 2014, der har stået i butikken, så er den måske ikke længere god, fordi det ikke er meningen, at den skal blive gammel.”

Det skal du i virkeligheden kigge efter på vinhylden i supermarkedet

Nu hvor Rasmus Palsgård har falsificeret, eller hvert fald nuanceret, så godt som ethvert pejlemærke, vi har lænet os op ad gennem tiden. Dog forsikrer han om, at supermarkedsvin ikke er dårligere end vin, der er købt i en vinbutik. Og heldigvis er han klar med nye gode råd.

”Man kan starte med at tænke, at hvis det ser ud til at være for godt til at være sandt, så er det det også. Supermarkederne vil altid forsøge at afkode tidens trends og lukrere på de populære tendenser. De seneste år har amarone vundet indpas, og her har supermarkederne forsøgt at sælge det til en lav pris. Hvis man bilder sig selv ind, at man kan få en god amarone eller en barolo for 89 kroner, så bliver man skuffet, siger Rasmus Palsgård.  

”I stedet for skal man gå efter de beskedne og underspillede vintyper. Man kan gøre fornuftige køb ved at rette sig mod de nye vinlande, der ligger uden for Europa, fordi de ikke kan leve på deres navn. New Zealand, Australien, Sydafrika, Chile og Argentina er eksempler på lande, der ikke kan tage de samme høje priser, som de eksempelvis gør i Bourgogne. Hvis du vil have bourgogne, så koster det mange penge, og sådan er det bare, fordi det er en lav produktion.”

De nye vinlande har ikke et rennomé, der gør at prisen automatisk bliver høj. De skal kæmpe mere for det.

”Coop forhandler for eksempel en chilensk vin, der er både økologisk og biodynamisk til billige penge. Nogle af dem er på tilbud til 50-60 kroner,” siger Rasmus Palsgård.  

Og netop økologi er en tendens i vinverdenen, der kan bruges som et pejlemærke, man kan læne sig op ad i supermarkedet.

”Alkohol er ikke sundt, men man kan godt forsøge at gå efter, at de andre dele af indholdet er produceret på en fornuftig måde. Det er en fordom, at økologisk vin automatisk smager dårligt. Der er masser glimrende økologiske vine, og her satser supermarkederne, så i den genre kan man finde rigtig god vin til billige penge. Der er færre sprøjtegifter i, hvilket gør dem til et ’sundere’ valg,” forklarer Rasmus Palsgård.  

Han henviser også til, at de fleste supermarkeder har personale gående i vinafdelingen, der ved, hvad de snakker om. I Føtex, Menu og Kvickly kan man regne med at få god hjælp, hvis bare man kan fortælle, hvilken mad man eksempelvis skal drikke vinen til. I Fakta og Netto skal man derimod kunne klare sig selv, og her har Palsgård et generelt råd:

”Man skal ikke tænke så meget i, at det skal være noget bestemt. Man skal hellere prøve at definere, hvilken smag man er ude efter, snarere end om det ser fancy ud. Tit er det et spørgsmål om, hvad vinen skal bruges til – og netop til det er der ofte skilte i supermarkederne,” siger Rasmus Palsgård.  

Og en klassiker, som mange af os med rette forfalder til i supermarkedet, når vi står over frysedisken og skal vælge aftensmad, er den velsmagende spaghetti bolognese. Det er nemt, det er hurtigt, og det er lækkert. Men der hører sig rødvin til, og Rasmus Palsgård har naturligvis svaret på, hvordan man udvælger den helt rette bolo-vin.

”I en bolognese spiller kød og tomat ind. Tomater har sødme og syre, hvis de er solmodne. Hertil river man typisk parmesan ud over, og det giver umami-køddybden. Derfor ville jeg vælge en frugtig vin, der ikke er alt for kraftig og alkoholtung.”

Helt konkret anbefaler han en almindelig Cotes du Rhone af Grenache-druen, Barbera d’ Alba eller druen Dolcetto til en spaghetti bolognese.

”De er frugtige vine, der har noget tyngde til at klare den kraftige bolognese, samtidig med de er friske. Riesling og tomater har det også godt sammen, så riesling fra Alsace eller Tyskland med en lille smule sødme kan også godt klare en bolognese,” siger Rasmus Palsgård. 

LÆS OGSÅ: Danmarks første gin-festival åbner i København

LÆS OGSÅ: Her er ingrediensen der vil gøre din Spritz eller Negroni endnu mere lækker

LÆS OGSÅ: Vermouth-renæssancen: Den støvede aperitif er på vej ud af bedstemors skab