... Og folk strømmer stadig til. Det forstår man godt. Der er så bare lige noget med menuprisen, der er mindre let at forstå.
__________

Sidste år lukkede Spiseri på Nørrebro på højden af sin succes og kun godt to år efter åbningen. De fire ejere, alle med en fortid på Famo, havde lyst til noget andet, og det andet så dagens lys tidligere i år, Pop – et spiseri. Hjørnelokalet på Griffenfeldsgade er det samme, men indretningsmæssigt strammet op i forhold til den ret marskandiseragtige stil tidligere. Nu er stolene ens, og der er kommet en lille bar m.m. Der serveres stadig på ukurant mormorporcelæn, men det svinger helt fint med det uhøjtidelige, der er kendetegnende for stedet.


Jeg spiste kun én gang (med stor fornøjelse) på Spiseri, så jeg kan tage fejl, men umiddelbart synes jeg, at maden på Pop ligger meget tæt op ad den oplevelse, jeg da havde. Det er imidlertid nyt, at a la carte ikke længere er en mulighed, men at valget er taget på forhånd; en femretters menu med tilhørende vin til 600 kr. Det giver umiddelbart indtryk af, at Pop er rykket et nyk op i ambitionsniveau, men det er vel ret beset blot et spørgsmål om, hvordan man har valgt at pakke det ind.

Intet problem … og dog

Vi havde to børn med – tænkte, at et trattoriasted også er et familiested – men ved ankomsten gik det pludselig op for mig, at ’pakken’ på 600 kr. jo var inkl. vinmenu, som børnene jo i sagens natur ikke skulle have. Det var ikke noget problem, fik vi at vide – der var også diverse saft og æblemoster. Både til børn og voksne, der af den ene eller anden grund ikke var til alkohol. Ikke noget problem – det var så ikke helt rigtigt, skulle det vise sig, men herom senere.

Umami tilsat umami

Pop lancerer ikke sig selv som en decideret italiensk restaurant, men der tales om antipasti, primo, secondo etc., og kortet er i udtalt grad italiensk, så selv om stedet ikke springer helt og fuldt ud som italiensk restaurant, så kan man godt tillade sig at betragte Pop som et mestendels italiensk sted – et par franske vine på menuen til trods. Efter vores prosecco kom tre forskellige antipasti, hvor især carpaccioen er værd at fremhæve – vidunderligt smagende skiver oksekød (dansk, øko og fritgående) med olivenolie og citron, serveret med skiver af syltet bolsjebede. Vinen til var en tør jurancon til den oxiderede side. Et overraskende valg, men den svingede fint.

Herefter fulgte cannelloni med svampe (bl.a. rørhatte) og ricotta i en sauce af smør og salvie. Enkelt og ret klassisk italiensk bondekøkken – og det smagte fuldstændigt fantastisk. Smør, salvie og ricotta er et guddommeligt triumvirat og sammen med svampene taler vi umami tilsat umami. Med chianti i glasset kunne man ikke forlange mere.
__________

Fortsætter på næste side...Ikke fotogent, men velsmagende

Hovedretten var stegt poussin med hjemmelavet salsiccia-pølser og serveret med oliven og borlottobønner. Serveringerne på Pop sker fadvis – og i rigelig mængde. Her var godt nok to børn ved bordet, men også fire voksne ville blive rigeligt mætte af den rustikke servering. Ret beset ikke nogen fotogen anretning, sådan lidt brunt i brunt, men et godt eksempel på, at sublim velsmag ikke altid også er en fryd for øjet. Pølserne med fennikelfrø i farsen smagte sygt godt, og barberaen til var velvalgt. Og hende, der stod for vinen (ved ikke, hvem der er hvem af de fire ’pop-tøser’), skriver sig ind i historien som en af de mest behagelige vintjenere, jeg har oplevet – diskret, vidende, indfølt og samtidig meget afslappet og udogmatisk i sin tilgang.

Vand og vin til samme pris

Inden desserten var der ost, et par skiver caprino crabu (kortet insisterede på cabru), en hård gedeost, der minder om pecorino, som her var stænket med olivenolie og serveret med tysk riesling. Osten blev fulgt af panna cotta med bagte blommer – en helt enkelt og ganske dejlig dessert. Til gengæld var det det eneste tilfælde, hvor jeg ikke syntes, at vinen passede. Den søde vendange tardives fra Alsace var simpelthen for sød til den friske dessert, og den fik de bagte blommer til at fremstå syrlige.

Vi sluttede med kaffe og en regning på fire gange menu a 600 kr. Og det regnestykke har jeg det lidt svært med, mildt sagt. Menuen var jo inkl. vin, men vi havde to børn med, der kun drak vand og to flasker æblemost. På den ene side kan jeg godt forstå, at der kun er én eneste valgmulighed, men på den anden side kan jeg slet, slet ikke forstå, at man partout er tvunget til at drikke vin, når man nu kan have sine gode grunde til ikke at ville have vin. Men man er så heller ikke tvunget til at drikke vin – vand og saft er som sagt en mulighed, men hvordan fanden kan vand og vin være samme pris?


Jeg synes, at Pop har et forklaringsproblem, når de ikke på forhånd gør opmærksom på, at det forholder sig sådan – at prisen er den samme, uanset om du drikker vin eller vand. Alle andre steder ville jeg betragte det som bondefangeri, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at tro det om Pop-pigerne. Det må simpelthen skyldes, at de nærmest aldrig kommer ud for, at gæsten ikke skal have vin. Om end vores store nabobord talte én højgravid og én mor med et medbragt spædbarn, så … Den udregning er helt skæv, den må Pop skrue på – det er et helt unødvendigt irritationsmoment på et sted, man ellers kun kan synes godt om.
__________

Det fik vi

Prosecco, Adami

Appetizers
- Crostini med ansjos
- Jordskokker og grønkål med mayo
- Okse med bolsjebede

Hertil Camin Larredya 2012, Jurancon sec

Forret
- Cannelloni med svampe og ricotta, smør og salvie

Hertil Le Ragnie 2012, Chianti Colli Senesi

Hovedret
- Poussin og salsiccia i borlottobønner

Hertil Vietti Tre Vigne 2012, Barbera

Ost
- Caprino crabu

Hertil Ayler Pass 3 2013, Riesling, Saar

Dessert
- Panna cotta med blommer

Hertil Pinot Gris Vendange Tardives 2007, Schmitt, Alsace

Kaffe og vand

Vi betalte 600 kr. pr. person
__________

Det mener gastro 

Man kan umiddelbart tænke, at Pop er et lidt (undskyld) poppet navn til en restaurant, men der skal man jo lige huske på, at ’pop’ er en forkortelse af ’populær’, og derfor er navnet yderst velvalgt til stedet, der siden sin åbning (som Spiseri) i 2011 har været en veritabel gæstemagnet. Jeg har et ret anstrengt forhold til klicheen ’ærlig mad’, men jeg er ikke desto mindre tæt på at betegne maden på Pop som netop ærlig – ærlig, gennemskuelig, i alle henseender virkelig velsmagende mad. Og til ikke ret mange penge. Pop serverer enkel mad, der distancerer sig milevidt fra eksempelvis de serveringer, man kan få andre steder i byen, hvor det rustikke italienske og prisbillige også er på menuen. Men hos Pop er maden ikke lavet på samlebånd og er ikke bare mad, der ligner, men ikke smager.

Det er lykkes de fire kvinder bag Pop at skabe et sted i fuldstændig øjenhøjde med sine gæster – et sted, hvor man både føler sig hjemme og har følelsen af at være ude og blive opvartet. Det kan umiddelbart virke meget håndholdt, men Pop er professionelt i sin kerne, og det kan kun anbefales at slå vejen omkring Griffenfeldsgade. Det der med prisen på menuen, uanset om du drikker vin eller vand – det er de simpelthen nødt til at få afklaret! Det holder ikke, at man skal betale for vin, man ikke drikker.
__________

Om restauranten

Stil
Pop har lagt shabby chic-looket fra sig – om end det nu aldrig var shabby chic, eftersom den stilart er langt mere kontrolleret og stylet. Spiseri var second hand-indrettet, slet og ret. Det langstrakte lyse lokale er nu strammet op, der er ens stole til alle, spots i loftet og en bar i enden af lokalet. Stedet har bevaret sin meget jordnære fremtoning, på en eller anden måde er det stadigvæk lidt hjemmegjort, og sådan fungerer det rigtigt godt. Pop ligner et sted med et stort stamkundepotentiale, det passer simpelthen ind i kvarteret – indre Nørrebro – med sin rustikke blanding af nyt og gammelt.

Maden
De fire kvinder bag Pop – et Spiseri har som bekendt en fortid på Famo, så det ligger lige for, at maden dels er af italiensk tilsnit, dels også sine steder har en moderne kant. Pop serverer, hvad man kunne kalde moderne trattoriakøkken, som man eksempelvis kan møde det på den nye generation af trattoriaer i Italien. Det er det italienske bondekøkken med et tvist, og på Pop er det danske tvist, man lægger mærke til – tvist i form af råvarer, man forbinder med det danske køkken. Der er tale om ret rustik mad, i al fald ved vores besøg. Der er tillige tale om ret enkle og ligetil serveringer, som man – hvis man er en habil hjemmekok – godt kunne frembringe selv. Dog vil det visse steder i givet fald kræve noget af en husholdning, eksempelvis hvad de hjemmelavede salsicciapølser angår. Pops køkken er et forholdsvis enkelt køkken, og et køkken med en samvittighedsfuld råvarebevidsthed. Der serveres udelukkende én menu, fem retter til 600 kr. Menuen skifter på ugebasis.

Vinen
Der er ikke noget vinkort, den dygtige vintjener har sat vin til hver ret. Selv om det italienske køkken dominerer stedet, så betyder det ikke, at der kun serveres italiensk vin. Vi fik også et par franske vine – der er tydeligvis ingen dogmer, og der serveres gavmildt. Prismæssigt er det ikke til at gennemskue, hvor meget der er mad, og hvor meget der er vin, men samlet set ser regnskabet aldeles rimeligt ud.

Åbningstider
Onsdag-fredag
kl. 17.30-24.00
__________

Pop – et spiseri
Griffenfeldsgade 28
2200 København N
Tlf. 5053 0222

www.pop-etspiseri.dk
__________

LÆS OGSÅ: Restaurant-anmeldelse: Spiseri
LÆS OGSÅ: Pop man gider