Auberge de Tourrettes

På yderkanten af byen i retning mod Grasse ligger det dejlige Auberge de Tourrettes, som både er hotel og restaurant. Stedet drives af danske Cofoco, og køkkenet i den smukke lyse restaurant bærer præg af den enkle, kvalitative stil, som vi kender fra Cofocos populære restauranter i København med gode sæsonvarer og selvfølgelig under stor indflydelse af det lokale provencalske køkken. I restauranten og på dens terrasse har man et fantastisk vue ud over Cap d’Antibes og kysten. Menuen skifter konstant efter sæson og er altid et godt køb. 

11 route de Grasse
Åben alle aftener
Tlf. +33 04 93 59 30 05
Aubergedetourrettes.fr

FÅ FLERE TIPS PÅ NÆSTE SIDE

Les Bacchanales

Vence har naturligvis mange restauranter, men særligt gourmetrestauranten Les Bacchanales skiller sig ud.

Køkkenchef og indehaver er Christophe Dufau, som har boet flere år i Danmark og arbejdet på nogle af vores bedste restauranter. Han åbnede oprindelig Les Bacchanales i små, mørke lokaler i Tourrettes-sur-Loup, hvor han fik sig en michelinstjerne. Siden flyttede han restauranten til Vence, hvor den nu residerer i en stor smuk villa i italiensk stil – tæt på byens kendte Matisse-kapel.

Dufau er locavore: han går efter de meget lokale råvarer og holder sig gode venner med både lokale fiskere og grøntdyrkere. Hans køkkenstil er moderne, men udtalt provencalsk og hans friturestegte brødstænger med persillepesto, som alle måltider starter med, er uundværlige.

247 avenue de Provence
Åben frokost og aften torsdag-mandag
Tlf. +33 04 93 24 19 19
Lesbacchanales.com/fr

SE FLERE TIPS PÅ NÆSTE SIDE

TOURETTES-SUR-LOUP

Nabobyen til Vence er den lille middelalder by Tourrettes-sur-Loup. En ægte village perché, som ligger balanceret på en klippeskrænt og ser ud, som om det ikke kan lade sig gøre. Under platantræerne på det smukke firkantede torv er der marked hver onsdag formiddag med grøntsager, fisk, ost, pølser, skinker, krydderier og også tasker, tøj, farvestrålende stråhatte og smukt lertøj fra Algeriet.

Bag torvet går man ned i selve middelalderbyen med miniaturehuse og smalle stenbelagte stræder, som kun er tilgængelige på gåben og ikke for folk med gangproblemer. Charmen er uimodståelig, og selv om byen er lille bitte, er der alligevel to bagere, to slagtere og hele tre små købmænd strøet rundt om torvet, hvor de gamle mænd spiller boules ved fyraftenstid.

Boulangerie de la Bourgade
Den ene af de to bagere ved byens lille torv, Boulangerie de la Bourgade, er særligt et besøg værd. Deres croissanter er til at dø for og deres spidse flutes, campaillettes, er intet mindre end fantastiske at gå med under armen. 

12 rue de la Bourgade
Åbent onsdag-søndag

FÅ FLERE TIPS PÅ NÆSTE SIDE

CANNES

Stemningen i Cannes er på en måde endnu mere ’Cote d’Azur’ end i Nice. Der er mere rigdom in your face i form af store yachts i havnen og dyre designerbutikker langs strøget efter Palais des Festivals, hvor Cannes Filmfestivalen hvert år afholdes i maj.

Byen er god til shopping, men har du brug for et hvil efter hardcore shopping i Chanel, Miu Miu og Prada, så er skaldyr og stranden vejen frem.

Coquillages Brun

Elsker du skaldyr, er du nødt til at besøge Coquillages Brun i Cannes. Mange lokale anser stedet for det bedste sted at spise østers på hele Côte d’Azur, og sukker du efter en stor plateau de fruit de mer, er du kommet til det rette sted.

Restauranten er altid stuvende fuld, men man kan ikke reservere bord, så der kan forekomme ventetid, hvor du imens kan stå og beundre de andre gæsters smukke fiske- og skaldyrsretter. Her ser man små tynde franske damer indhalere 30 østers hver – de feder jo ikke, og det er helt normalt med små børn, der glubsk sluger havsnegle, søpindsvin og flækker krabber. Der er masser af liv i og uden for den centralt placerede restaurant, så du får Cannes-stemning for alle pengene.

Alle borde får som amuse bouche en lille skål med minihavsnegle, som man med en nål lirker ud af skallen. Vælg derefter fra det store kort, hvor der både er flere varianter af skaldyrsfade, mange slags østers, muslinger og en masse tilberedte fiskeretter. Men det er skaldyrene, man skal koncentrere sig om. Og har man været tynd og fransk og ’kun’ spist 30 østers til frokost, så må man gerne svine sig til i en af de store isdesserter, fx en overdådig dame blanche – et enormt glas med vaniljeis, chokoladesauce og flødeskum, som får alle i restauranten til at vende hovederne i misundelse.

Er der helt proppet, kan du prøve deres andet sted lige ved siden af i rue Louis Blanc, L’Annexe, hvor man kan spise et par østers i baren og få en apéro. Restauranten ligger i øvrigt tæt på Forville-markedet (på 12 rue Louis Blanc). 

27 rue Félix Faure
Åben hele dagen alle dage
Modtager ikke reservationer
Astouxbrun.com

FÅ FLERE TIPS PÅ NÆSTE SIDE

Chez Grand-mère

På kølige dage kan man få varmen inde i mørket hos Chez Grand-Mère i middelalderbydelen. Restauranten er kendt for sit åbne ildsted, hvor der ristes hjemmelavede merguez-pølser – de nordafrikanske, krydrede lammepølser, som serveres til stedets lækre couscous. På varme dage sidder man skønt udenfor på den stille plads foran byens lille rådhus.

Her kan du slappe af og drikke en skoldhed og hvinende sød marokkansk thé à la menthe.

Place Macimin Escalier
Åben alle dage, undtagen onsdag og lørdag til frokost

SE FLERE TIPS PÅ NÆSTE SIDE

Enkel takeaway til stranden

Hvem siger, man kun kan nyde Cannes som gæst til Cannes Filmfestival eller med et stort fad østers og en spand champagne foran sig? Man kan sagtens få den ægte Cannes-følelse bare ved at bruge nogle timer på stranden, og hvorfor ikke klemme en god sandwich med æg, tun og ansjoser ind, mens man nyder havudsigten, solen og de topløse skønheder af både maskulin og feminin art, som Cannes er så berømt for?

Kører du vest ud af byen langs stranden, ligger den ene lille sandwichbod efter den anden. Og i modsætning til danske forhold, så er standarden utrolig høj i disse små skure, hvor du kan købe frisklavede baguettesandwich, burgere og fyldige salater. Nogle af dem laver tilmed steak frites. Drik iskold Badoit, Orangina eller en 1664’er til, og slut af med en friskbrygget café. Sand mellem tæerne er absolut ikke ensbetydende med primitive forhold!

Se også: Her skal du spise i Nice

VENCE

Nogle af os ønsker at forblive incognito som danskere, når vi rejser, og selv om Vence er velbesøgt af danskere, kan man sagtens lade som om, man er en af de lokale, hvis man følger de lokales vaner og undlader at købe Rød Aalborg i supermarkedet. Vence er en hyggelig by med en fin størrelse, og bortset fra strand og hav har den alt, hvad man har brug for af gode madbutikker og restauranter.

Byens frugt og grøntmarked foregår hver fredag formiddag på byens lille torv, Place Clemenceau, foran rådhuset. Onsdage er der brocante – altså loppe-/antikmarked på byens lidt større plads, Place du Grand Jardin. Her er der i øvrigt de fleste dage en bod, der sælger lidt frugt, grøntsager og frilandsæg.

På Place Clemenceau ligger også byens bedste fiskehandler, Poissonnerie des Halles, med et godt udvalg af altid friske fisk og skaldyr. Går du herfra ned ad den smalle og korte gade med det passende navn rue du Marché, finder du alt, hvad du i øvrigt har brug for af gode råvarer.

En fremragende ostebutik, Au Poivre d’Ane, med stort udvalg af lokale gedeoste fra Les Courmettes og meget andet, deriblandt også lidt vin.

Noget, der mest af alt minder om et skab ind i væggen fra rue du Marché, er en vidunderlig lille slagter, Chez David, hvis korte Perugina-pølser – lokale, italienskinspirerede pølser med svinekød og masser af hvidløg – er helt fantastiske på grillen og i pastaretter eller som farsering til kød og grøntsager. Alt, hvad du køber chez David, præpareres noget så fint – fjerkræ bindes op, côte de boeuf pudses af og vagtler gøres i stand. Har han kaniner, så husk at få leveren med – en udsøgt delikatesse. Steg den rosa, og spis den på sprødt brød gnedet med lidt olie og hvidløg, eller hak den, og kom den i saucen til din kanin.

Shopping på rue du Marché skal gøres om formiddagen, hvor alt har åbent.

Restaurant Les Templiers
Der er noget oldschool over et af byens andre finere steder, Les Templiers, som med hvide duge, ikke så kønt porcelæn og servile, usynlige tjenere minder en om, hvad en god gammeldags fransk restaurant kan. Retter med stegte duer og foie gras er perfekt tilberedte, stilen er generelt klassisk, om end en smule vanilje kan snige sig ind imellem to perfekt tilberedte fileter af babypighvar lagt sammen med unge porrer blidt sauteret i masser af smør. Desserterne bør man endelig få med, for Les Templiers forstår at røre ved ens sarte punkter med sentimentale barndomsminder i dessertform. Arme riddere med karamelliseret æble og vaniljeis kan sagtens røre en til tårer.

Restauranten, der drives af ægteparret Demichelis med manden i køkkenet og hustruen i restauranten, har en smuk gårdhave i skyggefuldt læ.

Torsdag er der knaldtilbud til frokost med dagens ret, et glas vin og en kaffe til sølle 20 euro, og her vælter de lokale ind, så husk at bestille bord.

30 avenue Joffre
Åben frokost og aften tirsdag-lørdag
Tlf. +33 04 93 58 06 05
Restaurant-vence.com

FÅ FLERE TIPS PÅ NÆSTE SIDE