Lone Rasmussen og Umahro Cadogan har forfattet en ny bog, som er en guide til at vælge sunde godter, der giver din krop styrke og energi.

Lone Rasmussen fortæller i bogen om sin fortid som trøstespiser, og Cadogan deler ud af råd og vejledning til at gøre det allerbedste for din krop, når det gælder søde sager.

Her er dog heldigvis ingen løftede pegefingre, fanatiske sundhedskure eller trusler om slikcølibat. For de to forfattere elsker også at spise masser af godter – de foretrækker bare, at de er lavet af gode råvarer uden tilsætningsstoffer. Bogen er derfor også fyldt med opskrifter på kager og andre lækkerier.

Du får 3 opskrifter fra bogen på de følgende sider
Frossen valødde-daddel-tærte
 Raw food, der smager godt!

Mængde: Nok til 12-16 meget mættende stykker tærte.
Tilberedningstid: 8-10 minutter til at lave dejen, samt mindst 4-5 timer til indfrysning af tærten. Holdbarhed: Tærten kan holde sig i flere uger i fryseren.
Anvendelse: Som dessert.
Køkkengear in action: Din foodprocessor.

Du skal bruge:
5 dl valnødder
7-8 dl udstenede dadler
fintrevet skræl og friskpresset saft af 1 økologisk citron eller ½ økologisk appelsin
et meget lille drys vaniljepulver
et meget lille drys friskkværnet sort peber
et lidt større drys kanel
et tilsvarende drys stødte nelliker
et tilsvarende drys stødt kardemomme
kokosolie til at smøre tærteformen

Så nemt er det: Kør alle ingredienserne på en foodprocessor, indtil du får en masse, der minder om groft figenpålæg.

Pres valnødde-daddelmassen ud i en tærteform smurt med lidt kokosolie, og frys tærten i mindst 4-5 timer, til den er helt fast. Den kan ikke blive rigtig frosset,og den er så fed, at den ikke kan danne iskrystaller.

Tag tærteformen ud af fryseren, lige inden tærten skal serveres, og skær den i passende stykker, der toppes med diverse godter.

Køkkentip: Prøv at komme en smule finthakket frisk rosmarin i tærten, så bliver smagen ekstra pikant.

Sundhedsfif: Tærten er fed, men den indeholder det gode fedt. Valnødderne indeholder både omega 3-fedtsyren alfalinolensyre, fytosteroler, naturligt E-vitamin, L-arginin og gallat. Alt sammen godter for dine blodårer.
Blåbærsoftce med cashewcreme
Umådelig nem at lave, ufatteligt velsmagende og samtidig sund.

Nu er der ingen dårlig samvittighed forbundet med at spise is, og ingen undskyldning for ikke at spise is dagligt!

Mængde: Til 4 personer.
Tilberedningstid: 10 minutter.
Holdbarhed: Skal helst spises med det samme, men kan godt holde sig et par timer på køl. Kan dog ikke fryses, for så krystalliserer softicen.
Anvendelse: Som dessert … eller rørt ud i yoghurt naturel til en ekstra lækker brunch. Køkkengear in action: Din foodprocessor.

Du skal bruge:
300 g frosne blåbær
150 g dadler uden sten
1 banan uden skræl
½-1 dl kokosmælk
en knivspids vaniljepulver
½ tsk stødt kanel
evt. ½ tsk stødt kardemomme
evt. friskpresset saft og fintrevet skræl af ½ økologisk citron eller ¼ appelsin c
ashewcreme

Så nemt er det: Kør samtlige ingredienser i en kraftig foodprocessor i et par minutter, til du har en tyk is med en lidt grov konsistens. Fordel isen i skåle, top med cashewcreme, og server.

Køkkentip: Blåbær kan erstattes med stort set alle andre slags frosne bær. Dadlerne kan erstattes med tørrede abrikoser. Bananen kan udelades, og så bliver softicen endnu mere chunky. Bananen kan også erstattes med en mango. Og cashewcremen kan erstattes med mandelsmør eller hasselnøddesmør.

Sundhedsfif: Softicen her er så sund, at det ikke er et spørgsmål, om du må spise den i dag, men mere et spørgsmål om, hvorfor du ikke allerede har spist en portion. Fedtet i kokosmælken gør, at sukkerstofferne er længere tid om at nå ud i blodbanen, og derfor er isen blidere ved blodsukkeret.
Qunoa-banan- kakao-muffins
Chokolademuffins i en sundere udgave og uden mælk og gluten. Og smagen, den holder selvfølgelig.

Mængde: 20-24 minimuffins.
Tilberedningstid: 40-45 minutter.
Holdbarhed: Muffinserne holder 3-4 dage i en lukket kagedåse e.l.
Anvendelse: Som dessert, som en lille snack i hverdagen.
Køkkengear in action: Din elpisker.

Du skal bruge:
60 g kokosolie + lidt ekstra til at smøre formen
135 g xylitol
4 æg
1 banan
100 g quinoamel + lidt ekstra til formen
50 g rent kakaopulver
et lille drys vaniljepulver
en meget lille knivspids havsalt

Så nemt er det: Smelt kokosolien, og afkøl den til fingertemperatur (men den må ikke begynde at størkne).

Pisk xylitol, æg og banan sammen til en luftig masse. Det tager ca. 5 minutter med en elpisker med fuld fart på. Smør en tærteform på ca. 25 cm i diameter med lidt kokosolie, og drys en smule mel i, så hele bunden er ”støvet”, og lagkagebunden ikke hænger fast, når den er bagt.

Rør quinoamel, kakao, vaniljepulver og havsalt sammen. Vend forsigtigt blandingen i ægge-xylitolmassen ad tre omgange. Vend så kokosolien i dejen. Sørg for, at dejen er rørt godt sammen, men vær lidt forsigtig og rør ikke alt for længe, for så går noget af luften ud af ægge-xylitolmassen.

Kom dejen i 20-24 små muffinsforme smurt med lidt kokosolie. Bag muffinserne i en 175 grader varm ovn i 15-20 minutter, eller til de er færdige.

Køkkentip: Prøv at komme fintrevet skræl af 1 økologisk appelsin i dejen; det skal piskes i ægge-xylitolmassen. Xylitol kan erstattes med erythritol. Lidt finthakkede nødder i dejen er heller ikke nogen dårlig ide.

Sundhedsfif: Quinoamel er rigt på protein og indeholder også gode mængder fibre. Kombinationen af protein, fibre samt den bitre kakao og det faktum, at der ikke er tilsat sukker, gør, at dit blodsukker ikke bliver forulempet af disse muffins.

Se også: Ny kogebog om svampe