Der er kommet en bog. En bog om amarone, en bog om AmaronEN, for vi har vænnet os til i Danmark at omtale Italiens tre store vinøse geografisk bestemte brands i bestemt ental – brunelloEN, baroloEN og amaronEN. Af de tre, vil jeg påstå, har Amarone den største kendisfaktor, blandt andet fordi en del på et tidspunkt har smagt amarone og husker oplevelsen som noget særligt, en kraftfuld, overvældende, måske sødmefuld, alkoholisk og svesket oplevelse… i bedste fald. De to andre fra trioen ligner mere ”almindelig” rødvin.



Bogen Amarone og vinene fra Valpolicella er forfattet af landets stærkeste ”italienerskribent”, altså vinøse skribent, Thomas Ilkjær – og her vil jeg med det samme kundgøre min manglende objektivitet idet Thomas Ilkjær var faktakonsulent på min egen bog om Toscana fra sidste år. Ikke desto mindre fortjener referenceværket en omtale, også i denne spalte. Til mit kendskab findes der intet lignende værk, slet ikke på dansk og ikke engang på hovedsprogene, måske bortset fra Paolo Morganti og Sandro Sangiorgios Amarone fra 2003, men den er svær at skaffe. Thomas Ilkjærs bog er smækfyldt med fakta og er skrevet i hans typiske vidende stil, hvor detaljerne kommer med… næsten alle sammen. Emnet fortjener sin egen bog og indholdet i Amarone og vinene fra Valpolicella illustrerer tydeligt hvor meget der er at fortælle. Bogens historiske afsnit er et af de mest grundige og relevante, set meget længe i en dansk vinbog. De historiske afsnit har tendens til at virke sært løsrevet fra den vinøse kerne i bøger, sandsynligvis fordi forfatteren ikke har den nødvendige brede viden eller allerhelst havde sluppet for at tage det med. Sådan er det ikke her. Værd at fremhæve er også det lille, men efter min mening altafgørende kapitel med titlen Amarone-stilarterne. Her inddeler Thomas Ilkjær den reelle verden i seks typer, den gammeldaws, de nyklassiske, de rene og elegante, de postmoderne, miniportvinene og kopierne. Her viser Thomas Ilkjær mandsmod, idet han, på trods af grundige beskrivelser af jord, topografi og klima, ikke forfalder til romantisering og svævende snak om de forskellige steders afgørende betydning for vinen i glasset. Nej, bag vinen står en beslutsom vinproducent og har taget stilling til hvilken type amarone han eller hun ville lave – og har handlet derefter, med de virkemidler man nu har til rådighed som opbinding, udbytter, tørretid, pro- eller antibotrytis, barrique eller botti, mekanisk ventilation eller åbne vinduer osv. Osv.
Herefter følger blandt andet hundrede sider med producentgennemgang, omfattende også producenter, som ikke er på det danske marked. Nogle producenter får naturligt mere plads end andre, både kvalitet og størrelse har vel været afgørende for tilvalg og næsten alle producentgennemgange bærer tydeligt præg af forhåndskundskab fra forfatterens side. Kort sagt bør bogen have en kraftig anbefaling med, for dem der vil i dybden med AmaronEN og for os med hang til det italienske.

Thomas Ilkjær slog et smut forbi i forbindelse med en smagning han skulle holde i nabolaget og til sådan en gæst er det vel kun det bedste, man serverer. Fra gemmeren fandt jeg derfor:


1993 Amarone della Valpolicella Vigneto di Monte Lodoletta, Romano dal Forno
Da jeg sidst besøgte Romano dal Forno var han i gang med en komplet ombygning af produktionsfaciliteterne og nu kan jeg se i Thomas Ilkjærs bog, at alt er på plads og lige så hysterisk hygiejnisk, high-tech og detaljeorienteret at man skulle tro der ikke kunne komme levende vin ud af det. Ilkjær placerer Dal Forno i gruppen med miniportvine, helt rimeligt, men der er jo heldigvis variationer indenfor rammerne. Dal Fornos normale alkoholprocent på 16,5-17,5 siden 1996eren, som i øvrigt er noget af det største amarone jeg har behaget mig med, håndteres finurligt med frugtkoncentration og noget der kunne ligne kølighed! I 1993 står der ”kun” 15 % på etiketten og selvom Valpolicella-konsortiet giver fire af fem stjerner til ’93 generelt, var det ikke selvsikkert jeg serverede vinen for Il Maestro. Overraskelsen var stor, i hvert fald hos undertegnede, for vinen opførte sig 5-8 år yngre. En fed, olieagtig væske gled hen over tungen, prikkede pirrende på siden af tungen, efterlod lidt bitterhed lige før svælget, skyllede tilbage igen til tungespidsen hvor den lækreste underspillede sødme lod sig mærke. Jeg kan ikke forestille mig smagen kan skabes mere harmonisk i kategorien for tørrede druer, samtidig med intensitetsniveauet selvfølgelig også er langt over de fleste konkurrenters. En cremeskildpadde blev overhalet indenom af inddampet granatæblesaft, men så genoverhalet udenom af blåbærsyltetøj med grillbriket, hvorefter kapløbet foregik med skiftende føringer. Lige før målstregen kom julekrydderierne ind i kampen, men det mest overraskende var den ”røde” tone vinen havde… af granatæble, af jordbærsaft… af virginia-tobak. En duft-vin af dimensioner. Gad vide om de yngre versioner bliver sådan med samme alder?