I et hjørne ved endevæggen sidder Niels Vestergaard Sørensen i en flettet Børge Mogensen-stol. Han taler helt rent og ædrueligt, forbavsende nok i betragtning af, at klokken er lidt i syv om aftenen, og at han har siddet her siden klokken 12 og drukket øl, lige fra den ny ølbar Himmeriget åbnede dørene for offentligheden for første gang. 

”Vi tog af sted fra Aarhus klokken seks i morges for at være her lige fra starten,” siger Niels Vestergaard Sørensen, der anslår, at han og hans otte venner har drukket for 5000-6000 kroner, siden de ankom.

Men på Himmeriget behøver så høj en regning langtfra at resultere i en kongebrandert. I hvert fald ikke, hvis man går så meget op i øl som de tilrejsende, der alle arbejder i ølbar-branchen til daglig og gerne lægger flere hundrede kroner for en enkelt øl. Derfor har de indfundet sig tidligt for at være sikre på, at få fingrene i nogle bestemte flasker.

Himmeriget, der åbnede onsdag i en nedlagt slagterforretnings flisebeklædte lokaler på Åboulevarden i København, har Danmarks største udvalg af sjældne øl; mange af dem flasker som man skal være ægte connaisseur eller bare ualmindelig stor i slaget for at bestille.

Den dyreste på kortet er en Millenium Gueuze brygget i 1998 på det belgiske bryggeri 3 Fonteinen - den står i 2500 kroner for trekvart liter.

”Det er en af de allermest eftertragtede og sjældneste øl i verden, og den smager sindssygt godt. Den blev kun lavet en gang, op til årtusindskiftet, så den er ufattelig svær at få fat på, og den står til 1000 dollars på det sorte marked,” siger Jeppe Jarnit-Bjergsø, der selv er indehaver af det anerkendte bryggeri Evil Twin og sammen med Henrik Boes Brølling og Rasmus Seidler Krebs har åbnet Himmeriget.

Rasmus bliver Himmerigets daglige bestyrer, mens Jeppe og Henrik bidrager med de eksklusive flasker, hovedsagelig fra Belgien og USA, som de har samlet gennem årene i arbejdet med deres fælles øl-importfirma Drikkeriget. 


Fra højre: medejer Henrik Boes Brølling, medejer Rasmus Seidler Krebs, medejer Jeppe Jarnit-Bjergsø og bartender Nicolai Kleinerman Koch.

En anden sjældenhed, som man kan købe på Himmeriget, er en Lambic fra det belgiske bryggeri Goosen’s, der kom på flaske i 1959.

Lambic er en belgisk ølstil, hvor man ikke tilsætter rendyrket gær, men kun lader brygget gære med den vilde gær, som øllet kan optage fra luften, inden det bliver fadlagret og fyldt på flaske. I modsætning til meget øl, der er bedre, jo friskere det er, er lambic’en en øltype, der kan udvikle sig i en spændende retning, hvis man gemmer den – i princippet kan den holde sig for evigt, hvis den bliver opbevaret køligt, mørkt og uden at blive rystet for meget rundt. 

”Ligesom vin er forskelligt, er noget øl mere egnet til at gemme. Lambic, der i sit udgangspunkt har en sur og ret funky smag med en del hestestald, bliver faktisk mere balanceret og afrundet. Det kan godt smage lidt henad lagret hvidvin. Det er ikke for alle, men det er virkelig godt,” siger Jeppe Jarnit-Bjergsø, der sammen med sine kolleger har åbnet og smagt på en af de støvede flasker fra Goosen’s. Derfor er han ikke bekymret for at de øvrige, som den er blevet opbevaret sammen med, skulle være blevet dårlige.


Goosen's Lambic fra 1959 til 1500 kroner, etiketten har ikke tålt tidens tand.

Han mener altså ikke, at der skulle være den store fare for at betale de 1500 kroner, som flasken fra 1959 koster, for en øl, der ikke er pengene værd. I det hele taget strækker de langt, pengene, hos Himmeriget. For selv om mange af priserne på kortet er tre- og firecifrede, er de fleste af de sjældne øl, ifølge Jeppe Jarnit-Bjergsø op til ti gange billigere end, hvad de bliver handlet for blandt samlere.

”Vi har samlet længe, og vi er venner med en masse mennesker på bryggescenen. Så vi har ikke brugt så mange penge på de her flasker. Derfor synes vi, det er sjovt at give folk mulighed for at smage dem til en rimelig pris. Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg solgte noget, som jeg har fået til en vennepris, med en kæmpe avance. Det er jeg ikke fan af,” siger Jeppe Jarnit-Bjergsø og forklarer, at de af samme årsag har besluttet, at Himmerigets øl skal nydes på stedet og ikke kan købes to go. For så ville de lynhurtigt ende til salg på nettet.

Selvom udvalget på Himmeriget i den grad appellerer til folk med særligt trænede smagsløg og en udstrakt viden om øl, er det ikke de tre bagmænds tanke, at baren kun skal tiltrække kendere og velhavere. Der vil for eksempel altid være en flaskeøl til 40 kroner og en husøl på fad til 35 kroner, ligesom man også kan få en Gin & Tonic. Så alle kan føle sig velkomne.


Himmeriget kommer altid til at have 10 øl på fad. 

”Ambitionen er at skabe en ølbar med det bedste øl, du kan få, men uden snobberi. Vores målgruppe er fra 20 år til rollator. Vi skal have plads til både Tinder-dates, forretningsmøder og beer-geeks, der har pen og notesbog med for at rate øllet,” siger bestyrer Rasmus Seidler Krebs med henblik på de mest entusiastiske øl-elskeres skik med at give øllet point.

Ved siden af sin stilling som bestyrer af Himmeriget er Rasmus Seidler Krebs indehaver af Kronborggade 3, hvor man gerne må ryge, og hvor klientellet i lige så høj grad kommer for at feste og drikke som for at smage, selvom Nørrebro-værtshuset har et pænt udvalg af nicheøl.

Der er røgfrit på Himmeriget, men Rasmus Seidler Krebs har alligevel forsøgt at tage lidt af den uformelle stemning med sig fra Kronborggade 3. For eksempel er bartenderne på Himmeriget ikke udvalgt for deres ølkundskaber, men for deres personlighed og gode musiksmag. Personalet tæller flere musikere og dj’s.

”Ølnørderne blandt publikum kommer til at vide 1000 gange mere end den, der er på arbejde. Det er ikke vigtigt, at personen bag baren er et omvandrende ølleksikon. Til gengæld er det vigtigt for mig, at han kan være en god vært og sætte en stemning med god musik. Musikprofilen kommer til at være broget, det kan være verdensmusik, det kan være folk, det kan være avantgarde-rock, men det bliver ikke umiddelbart genkendelig luftguitar-musik,” siger Rasmus Seidler Krebs.

Flasker fra Florida-bryggeriet Cigar City.

Tilbage i hjørnet ved langbordet sidder Niels Vestergaard Sørensen med sin lille sorte bog, hvor han har taget noter om de øl, som han og vennerne har smagt sig igennem i løbet af dagen.  

Højdepunktet er Mexican Cake fra bryggeriet Westbrook i South Carolina i USA. Mexican Cake er er en imperial stout med en alkoholprocent på 10,5, der har trukket med chili, kanel, vanille og chokolade i lagringstanken. Den er meget hypet, fordi den kun blev udviklet til personalet på bryggeriet og produceret i et meget lavt antal flasker. Men nu er en af dem altså endt her på Åboulevarden.

”Jeg havde aldrig forventet at se den i Danmark. Den var jeg simpelthen nødt til at smage. Selvom jeg har alt for få penge at gøre godt med denne måned. Men ellers var jeg bare kommet til at bruge endnu flere penge og meget mere tid på at få fat på den en anden gang,” siger Niels Vestergaard Sørensen, der har noteret, at stouten smager af karamel, sød lakrids og bourbon-whisky på en mælkechokoladeagtig måde. 

”Nogle gange kan det være svært at afgøre, hvad der er hype, og hvad der er kvalitet ved en sjælden øl. Men Mexican Cake er kvalitet. Jeg har givet den karakteren 4,5 ud af 5 og vurderer den til at være en af de 15 bedste øl, jeg nogensinde har smagt,” siger Niels Vestergaard Sørensen, der ikke fortryder rejsen fra Aarhus.

Folkene bag Himmeriget mener, at de ved at underbyde det sorte ølmarked, kan få ølkendere til at rejse endnu længere efter deres udskænkning. I første omgang fra Sverige, hvor der er en stærk interesse for nichebryg. Senere hen vil ølnørderne komme fra USA, spår Jeppe Jarnit-Bjergsø:

”Belgisk øl er det mest hypede i USA for tiden. Og vores sindssyge lambic-udvalg bliver noget, der kommer til at trække ølturisterne til byen.”


Kælderkontoret.


LÆS OGSÅ: Det drikker bryggeren: Førende danske mikrobryggere fortæller om deres yndlingsøl

LÆS OGSÅ: 14 gode og budgetvenlige restauranter

LÆS OGSÅ: Mezcal: den hippeste spiritus lige nu