Duncan Forsyths tatovering var ægte, mens min version var af børneslagsen, en af dem man fugter og klistrer på huden. Ikke desto mindre stod der riesling på min overarm i tre uger! Der burde måske have stået pinot noir, for et par timers smagning sammen med Duncan Forsyth gjorde mig til fan af huset - af både hans riesling og pinot noir.

6000 kasser vin er 120 paller. De gør ingen herregård! Forholdene ønsker både Duncan Forsyth og medejer John Buchanan at bevare små. Alt skal helst håndteres med hænderne for størst præcision.


”Det bedste ved New Zealand er, at der ingen regler er”, siger Duncan Forsyth.
”Central Otago er tilmed en ny vinregion, reelt 25 år gammel, så vi er med til at skabe det hele og vi søger stadig områdets sjæl og dens særegenheder.
På den anden side er det træls, at vi skal vente, vente på alder for vinstokkene, vente på at endnu en årgang har lært os noget”.

Duncan Forsyth tøver ikke med at fremhæve Bourgognes styrker og forbilledet, uden dog at ville kopiere det. Han er misundelig på de hundredevis af årgange, man dér har haft til at forfine udtrykket og lokalitetsopdele.
”Jeg vil da gerne om 500 år omtales som en af dem, der var med til at starte Central Otagos succes”, siger han og ligner en low key, håndværksidealistisk kiwi med hang til verdens mest skrøbelige druesort.


Central Otago har kort vækstsæson med risiko for frost i både forår og efterår. Udsvingene på termometeret er ret voldsomme, både nat og dag og sommer/vinter.
”Vi forstod slet ikke hvad det var for en guldgrube vi havde for 25 år siden. Vi vidste ikke meget om vin, lavede rigtig dårlig vin, men det gode var at new zealænderne heller ikke vidste noget om vin og drak det alligevel”.

Mount Edward taler konsekvent om Central Otagos foreløbige tre underegioner, Bannockburn, Lowburn og Gibston, hvor den første er varm og den sidste er kold. Stilen er tilsvarende mere korpulent i Bannockburn og mere stram og slank i Gibston.


Duncan Forsyth serverede blandt andre en stålsat og let petroleumsduftende Riesling 2009 (88), en lidt mere liflig og røget, men lige så stålsat Earth’s End Riesling 2008 (89) og to tæt på formidable enkeltmarksrieslinger, Morrison Vineyard 2012 (92) og The Drumlin 2011 (93). Morrison med appelsinblomst, hvedeøl og varm stål, The Drumlin med mere røg, batterisyre og nærmest salt lemonade. Begge vine i halvtør kabinett-agtig udgave.

Central Otago pinot noir kan nemt blive overaromatiske med for meget sød kirsebær. Mount Edward undgår det og giver vinene den fornødne kant. Pinot Noir 2008 (87) har sund mælkesyre i duften, lakrids og kirsebær, smag med spejderhagl og let slikket eftersmag. Earth’s End 2009 (89) er komplet, ribs- og rødbedepræget og med pikant undermoden, meget intens smag. 2010'eren af samme vin er knapt så fin.

Til gengæld er de tre enkeltmarksvine Morrison, Muirkirk og Steven’s i 2010 hver for sig noget af det bedste, jeg har smagt fra Central Otago. Muirkirk (92) rummer sure kirsebær, rødbedesaft og stram, koncentreret smag med blid tannin, mens Morrison (93) har mere solid jordet bund i smagen, højere koncentration men også større friskhed. Steven’s (94) fra det kolde Gibston er røget og let urteagtig i duften med aromatisk bund af ribs og smagen har fornem mineralitet.
 Morrison 2009 (95) er dog dagens mand i skysovs! En La Tache-agtig sojatone og lakridset chambertin-note sammen med ekspressiv, men nemt drikkelig intens, elegant pinot smag. Lidt af en milepæl for pinot i Central Otago.

Mount Edward importeres af Laudrup Vin & Gastronomi –

www.laudrup.dk