En såkaldt klassiker-årgang med bordeauxer som i gamle dage – rankhed, nippende tannin, ret udtalt syre og fin koncentration, hvor mørk overmoden frugt ikke dominerer. 09'erne er homogent dygtige, fra top til bund. 10'erne kræver lidt mere af deres køber og vindrikker, og de positive kendetegn ved årgangens topvine bliver nemt til negative, når høstudbytterne og høsttidspunktet bliver presset. Surhed, pjasket viskositet og besk eftersmag ligger lige for, når vi er nede i de lavere prisklasser. Holder de positive træk så også for Philipsons seks tilbuds-10'ere? Til dels.

Se blot her:

Château Leboscq, Médoc
Cabernet Sauvignon er genetisk afkom fra blandt andre sauvignon blanc. Derfor kan der nogle gange være klare fællestræk mellem de to sorters vine. For lang tid siden var et af rød bordeaux’ særkender den stærke lugt af grøn peber. Det var dengang slottene ikke altid var i stand til at høste modne druer. Tiderne er anderledes, evnerne i marken er bedre og somrene er varmere. Leboscq lugter af grøn peber, solbærgren, blyant og fidibus, smager knastørt, ret tannisk, lidt grøn og umoden, pulveragtigt og mundvandsdrivende. Fornuftig lille bordeaux, der vil gøre sig fint til hverdagens ikke alt for krydrede mad. ****
79,95 kr. v/12 fl.

Château Liversan, Haut-Médoc
Bordeaux kan ligne blod – når glasset hældes fremkommer en oval hvor den transparente kant mod glassets væg ligner fortyndet blod, et godt tegn, ganske vist. Liversan har farven, en frisk rød bærtone, lidt stilk og blyant, faktisk rød blandet saft fra Rynkeby. Médoc kan have tendens til granulatagtig tannin og det har Liversan, syren er pirrende, grænsende til høj og den renser munden godt… for godt, og efterlader en ret køkkenrulleaftørret mundhule, men det er jo det gode ved bordeaux. ****
79,95 kr. v/12 fl.

Château Lamothe-Cissac, Haut-Médoc
Typisk for Lamothe-Cissac, en ret lys farve og transparens. Næsen er frisk, mostagtig, let mintet fra enten cabernet eller barrique, sure intense kirsebær, vanilje og mineralitet. Den løber let over tungen, har fornuftig drøjhed, ikke for fed, ikke for tynd, ganske enkelt en ret helstøbt vin med forbavsende god intensitet og moden tannin. *****
99,95 kr. v/12 fl.

Château Le Chêne, Haut-Médoc
Der er noget med Médoc og lugten af hest eller zoologisk have. Den potentielt grumme gærtype brettanomyces florerer overalt, den kan tilføre spænding til vin, men også overspænding… ja rædsel. Le Chêne lugter ret landligt, elefantbursagtigt, af ribssaft, fåreuld og fedtstensdyr. Syren er udtalt, tanninen mild, mens smagen er til den pjaskede side og eftersmagen er… borte. **½
69,95 kr. v/12 fl.

Château Lamothe-Cissac Vieilles Vignes, Haut-Médoc
Igen en transparent Lamothe-Cissac med flot blodrød kant. Næsen er kompakt pakket, klassisk med cedertræ, blyant og mere nutidig moden frugtighed, vanilje fra fad og kul. Smagen er massiv, tæt, med udtalt syre, men her suppleret af en del trætannin og aroma. Giv den lige nogle minutter i karaffel eller glasset, så bliver den ”mørkere” og mere helstøbt. Den almindelige Lamothe-Cissac er ikke lige så god, men et bedre køb. ****
199,95 kr. v/12 fl.

Château Patache d’Aux, Médoc
Meget mørkrød, mættet rød kant. Tydelig lugt af mælkesyre, hvilket plejer at være et godt tegn, fløde over syrlige solbær, lidt grenet i duften og spor af våd sten. Tanninen er mild, frugtkoncentrationen er fin, der lidt syrebid og ovenikøbet interessant chilieffekt. Tiltalende bordeaux og god pris.
99,95 kr. v/12 fl. ****