42-årige Thomas Rode har med ’I kongens klæ’r’ skrevet sine (foreløbige) erindringer – i en tidlig alder, må man sige. Med 25 år i kokkefaget og mere end 15 år som køkkenchef på Kong Hans Kælder er han dog for så vidt gammel i gårde – alligevel må man spørge sig selv, om tiden virkelig er kommet for Rode til at se tilbage og gøre regnebrættet op sådan midtvejs? Jeg er ikke sikker – langtfra.
Der har i forlagsbranchen i flere år eksisteret en drøm om en dansk pendant til Anthony Bourdains succes ’Kitchen Confidential’ (2000, på dansk 2002), og jeg har Politikens Forlag kraftigt mistænkt for at have taget Thomas Rode som gidsel med det for øje. Han er med sin efterhånden ret betydelige eksponering og sin velkendte ’ikke læggen fingrene imellem’ en oplagt kandidat, hvis nogle skal bande og svovle sig igennem restaurantbranchen bag kulisserne, men det er, som om Bourdain har skrevet den bog én gang for alle.
Det kan yderligere også være, at Bourdain var af en helt særlig støbning, så han kunne lave en fantastisk underholdende bog om en branche, der gerne vil se sig selv som noget helt specielt – men reelt ’bare’ er en branche som så mange andre. Thomas Rode nævner selv, at så mange andre brancher har skæve arbejdstider, ubekvemme forhold etc., men alligevel insisterer hele projekt I Kongens Klæ’r på, at restaurantbranchen er en helt særlig verden befolket af et helt særligt folkefærd.
Hvis man beskæftiger sig professionelt med gastronomi, så læser man bogen med en vis nyfigenhed – hvem taler Rode pænt om, hvem taler han mindre pænt om, og hvem får et regulært spark over benet … Men mere end 300 sider – det er meget. Og det er for meget. Der skal være noget helt særligt på spil, noget ekstraordinært – og det er eksempelvis en helt almindelig hr. & fru Danmark-opvækst i provinsen ikke. Der er sine steder interessante betragtninger om dansk gastronomi, men der er alt, alt, alt for meget fra privatsfæren (ægteskab, skilsmisse, børn, nyt ægteskab …), som aldrig bliver interessant for læsere uden for vennekredsen og incrowden af københavnske kokke. Og kigget om bag kulisserne bliver aldrig andet end ’soldaterhistorier’ – sjovt for de medvirkende, men for os andre …!
Det fremgår ikke ganske tydeligt, men der må være tale om, at Anders Grønborg (kun nævnt på inderflap og i kolofon) har holdt mikrofonen og ført pennen for Thomas Rode – det havde været på sin plads med et forord, hvor Grønborg fortalte om tilblivelsen, sådan som man oftest ser det i ’samtalebøger’. I al fald havde det klædt bogen, hvis ikke Rode havde haft taletid hele tiden – hvis der også var blevet fortalt om Rode og ikke kun af Rode. Anders Grønborg skulle have skåret meget mere ind til benet i stedet for bare at lade diktafonen køre – og han skulle måske også have været lidt mindre forhippet på at minde Rode om at bande mest muligt. Man har det sprog, man har – men det er fuckin’ røvpissetrættende at læse sig igennem så skide mange eder og forbandelser!
Bogen her og Thomas Rodes i det hele taget ret betydelige eksponering får næsten en til at glemme, hvad han er – en fantastisk dygtig kok! Man får den tanke, at det hele er et projekt, et projekt, der drejer sig om at træde ud af den skygge, man uvægerligt kommer til at stå i som mangeårig køkkenchef på en restaurant, der er højprofileret, men alligevel ikke mere får helt den samme bevågenhed, som tidens kometer med Noma i spidsen oplever det.
Handler det hele (tv-optræden, reklame, optræden i ugeblade …) om at gøde jorden for et efterliv – et liv efter Kong Hans? 
Thomas Rode Andersen og Anders Grønborg: ’I Kongens Klæ’r’. Politikens Forlag. 300 kr.
