Den helt store begivenhed i Fiskebranchen er den årlige fejring af Fiskens Dag. Her samles hele branchen fra fiskeren over opkøberen, grossisten, fiskeindustrien til fiskehandleren – for en dag om året at sætte ekstra fokus på branchen, men også for at minde os om, hvor vigtigt det er for vores sundhed at få spist fisk – mindst 2 gange om ugen.

Fiskens Dag foregår igen i år på Rådhuspladsen i København, men der vil også være mange af landets havne, fiskeriforeninger og fiskehandlere, som vil markere dagen.

En af deltagerne på Rådhuspladsen er Nørreport Fiskehus fra Frederiksborggade 7, som vil have sin ”fiskeforretning” som bod på Rådhuspladsen.
”Vi har altid, så længe man har haft Fiskens Dag, været en aktiv del af denne fejring af branchen, ikke blot for egen vindings skyld, men fordi vi her i vores hus har den tilgang at det er meget vigtigt, at Fiskebranchen står sammen om det meget enkle budskab, at den enkelte borger fra baby til olding skal huske at spise fisk 2 gange om ugen, ikke for Nørreport Fiskehus skyld eller nogens anden skyld – men helt lavpraktisk for borgens egen skyld,” fortæller fiskehandler Hans Hebo fra Nørreport Fiskehus.

Arrangementet på Rådhuspladsen foregår fra kl. 10 til kl. 15. Her vil du også kunne opleve Sebastian Klein, som fortæller børn og deres forældre om, hvor nemt det er at tilberede fisk og hvor godt det smager. Der er fiskere fra Vestkysten, som har taget deres ”koner” med. De sidste skal stege rødspættefilet og mændene skal flå og filere dem. Der er Fiskeaktion og smagsprøver.

Se mere på fiskensdag.dk, hvor du også kan se, om der foregår et arrangement nær dig.

Se også: Kom til kåring af Danmarks lækreste hotdog på søndag