I begyndelsen af 2008 gik Gert Jørgensen i København og kedede sig i et kokkejob, da en af hans venner ringede. Vennen, der var køkkenchef på en lystyacht ejet af en amerikansk IT-milliardær, havde brug for en ny souschef i sin kabys. Ville han kunne være i Caribien om 12 dage? Gert Jørgensen tøvede ikke med at sige sit job op.

”Jeg har altid haft en vis eventyrlyst i mig. Og jeg ville rigtig gerne se Caribien,” siger den 51-årige kok, der i sin ungdom af to omgange havde arbejdet på fiskekuttere, først ud for den jyske vestkyst og siden omkring Færøerne. Så tanken om at tilbringe sin arbejdstid på bølgerne afskrækkede ham ikke.

Han pakkede tasken, forlod sin lejlighed på Nørrebro og tog afsted med den 2000 tons tunge yacht, der skulle blive hans hjem de næste fire og et halvt år.
gertflag.jpgYachten er indregistreret i Caymanøerne. Det meste af året er den uden passagerer, men med fuld besætning, der passer og plejer båden, så den altid fremstår som ny.

Hvert kalenderår havde sit nogenlunde faste forløb: Efterår og vinter blev tilbragt i Caribien, foråret i Middelhavet og sommermånederne i Skandinavien. Og så forfra igen.

I sammenligning med den stress og de arbejdstider, der ellers præger kokkebranchen, var der tale om et temmelig afslappet job. Der skulle selvfølgelig laves mad til ejeren og hans kone og deres eventuelle gæster ombord. Men med få undtagelser havde de ikke inviteret mere end en seks personer.

Samtidig var der ikke nogen begrænsninger på køkkenholdets budgetter, så de kunne efter forgodtbefindende benytte råvarer som foie gras’en, kaviar og tun. Den sidstnævnte forefandtes, i selskab med mange andre delikate fisk, af upåklagelig friskhed hos de lokale rastafari-fiskere, når skibet lå for anker i Caribien.

Men meget af tiden var skibets ejer ude efter langt ydmygere råvarer. Som ung havde han arbejdet med EDB i Danmark, og i sin nostalgi efterspurgte han ofte dansk mad.

”Der skulle altid være trestjernet salami og Stryhns leverpostej i fryseren. Det lavede jeg om på en gang, jeg var hjemme i min fødeby, Varde. Der ligger en god slagter. Så bestilte jeg varer for 100.000 kroner hos ham. Og så gav jeg mig til at lave min egen leverpostej,” fortæller kokken.

En kuriøsitet ved at arbejde ombord på yachten var mødet med diverse kendisser fra IT-milliardærens bekendtskabskreds, som kom til middag. Det kunne være nogle af verdens allerstørste IT-pionerer eller kunstnere. En dag stod Mick Jagger pludselig i kabyssen og hilste på: ”How do you do?”

”Der var jeg fandeme starstruck. Det blev jeg nødt til at skrive i en mail til en ven: Så mødte jeg lige Mick Jagger. Jeg skulle for øvrigt hilse.”

gertkoøje.jpg

Udsigten gennem Gert Jørgensens koøje over Falmouth Harbour på den caribiske ø Antigua.

Men størstedelen af året var der ingen fine gæster, for så var ejeren slet ikke ombord. Så var det kun besætningen, 17 mennesker, der skulle bespises.

”Det var lige til at klare. Særligt når man tager lønnen i betragtning.”

Som startløn fik han 30.000 om måneden, hvilket er okay for en kok, men måske ikke imponerer så mange danskere, før man tilføjer, at lønnen var skattefri.

Da han to år senere overtog stillingen som køkkenchef fra sin ven, røg han op på 60.000 udbetalte kroner om måneden. Da han først mønstrede yachten, havde han en anselig gæld i sin lejlighed. Den er væk i dag.

Har man et par år at  rive ud af kalenderen, kan det rigtig godt betale sig at få sin løn udbetalt til søs, i særdeleshed hvis arbejdsgiveren er hovedrig. Du har ingen sikkerhed i stillingen og kan blive opsagt fra den ene dag til den anden. Til gengæld kan du, hvis du er vellidt, komme i kontakt med nogle virkelig seriøse penge.

Gert Jørgensen fortæller om en ven, der har sejlet på forskellige yachter og har gjort sig og sin mad så populær, at en yachtejer har lovet at sponsorere en restaurant på Ibiza. Så nu går kokken og kigger efter det rette lokale.

”Man kan blive millionær i den branche. Hvis man spiller sine kort rigtigt og er god til at investere. Det kan jeg ikke rigtig finde ud af. Men jeg er lykkelig for, at jeg har kunnet betale mine lån ud. I dag skylder jeg ikke nogen noget. Det er en dejlig fornemmelse.”

Lønningerne og skattefriheden lokker rigtig mange til at søge arbejde på en yacht. Når en ny båd lægger til kaj i en lystbådehavn, bliver den ofte mødt af folk, der falbyder deres arbejdskraft. Selv om nogle holder i branchen, til de er pensionsmodne, er det dog mest unge mennesker uden familiære forpligtelser, der fristes af livsstilen. Livsstilen, der byder på mange fotogene baggrunde til selfies - og masser af muligheder for at feste, når ejeren ikke lige er om bord.

”Der var næsten fest hver aften. Jeg var selvfølgelig også med til det. Men langtfra hver aften, i det lange løb, følte jeg mig ofte lidt for gammel til det,” siger Gert Jørgensen.

Når tiden tillod det, lod han de andre drikke igennem, mens han selv tjekkede ind på et svalt værelse på et strandresort i nærheden for at dase og læse romaner.

Hjemme på båden delte han en beskeden kahyt med sin køkkenkollega. Og i det lange løb kunne han ikke holde til livet ombord på yachten.

”Jeg fik ret meget hjemve. Det sidste halve år var hårdt.”

Selv om det var en pænt stor båd, var der ikke mange steder at gå hen, hvis man blev træt af hinanden. Og det skete forholdsvis tit, at der opstod gnidninger på kryds og tværs af personalet.

Nogle kom til at gå i seng med de forkerte, mens andre stødte sig på hinandens albuer i kampen om at komme tæt på og indynde sig hos milliardæren. Hvis stemningen var dårlig ombord, kunne det være kvælende.

Selve det glittede jetset-liv, som besætningen levede som tilskuere til, endte også med at fremkalde en vis kvalme hos ham. Bådens ejere var søde og usnobbede, men rundt om dem, var det en verden af statussymboler, luner og tvangstanker. 

Plastikopererede mennesker og vanvittigt dyre marinaer. Rigmandsfruer, der insisterede på at blive skyllet af i Perrier efter morgendukkerten. Russiske bådejere, der ringede til deres køkkenpersonale fra byturen for at bestille en fem-retters menu til, når de kom hjem op ad formiddagen. 

Han var glad for, at de ikke på noget tidspunkt lagde til i virkelig fattige lande, hvor kløften mellem dem og de lokale havde været for ubærlig.

”Og CO2-regnskabet ved at sejle rundt i sådan en båd. Det skulle man ikke tænke for meget over.”

gerthajer.jpg

"Vandet er fantastisk i Caribien. Fuldstændig klart," siger Gert Jørgensen, der dog afholdt sig fra at svømme med disse hajer, der, skal det bemærkes, tilhører en tandløs art.

I dag er det fire år siden, at han sagde op på båden. De første tre måneder i land brugte han på at lave ingenting. Det havde været en psykisk kraftanstrengelse, den sidste tid ombord.Siden da har han haft forskelligt periodisk arbejde i kokkebranchen. Men det kniber lidt med motivationen.

”Det er bare ikke det samme at gå på arbejde og få nogen og tyve tusinde før skat. Når man har prøvet at få, det jeg har. Og når man har så små faste udgifter som mig, så er det fristende helt at lade være. Så længe jeg har til dagen, er jeg ganske tilfreds.”

Men det bliver omvendt også lidt kedeligt at lave ingenting. En overgang tog han en tur til Grønland for at hjælpe en ven, der er køkkenchef på et hotel i Ilullisat på øens vestkyst.Det nød han meget på grund af den smukke natur, lyset og den jomfruelige luft. 

For tiden er han ansvarlig for at lave mad til personalet på Hotel D’Angleterre. Ambitioner om at åbne sit eget sted, er han ikke drevet af. Angsten for mavesår taler imod. Og han tror også, han er for dovent anlagt til at have sin egen forretning.

”Dog har jeg overvejet at åbne et hul i muren et sted her på Nørrebro og lave et brødudsalg. Når man ser, hvor dyrt brød er. Det må man da kunne konkurrere med.”

Hvis ikke han skal til at være bager, fortsætter han nok med at arbejde lidt hist og her som kok. Det trækker ikke meget i ham at stå til søs igen. For selv om han godt kan savne gensynet med stemningsfulde havne, som i Antigua eller Marseille, så er yachtlivets cyklus blevet ensformigt for ham.

”Hvis jeg skulle gøre det igen, skulle det i hvert fald kun være for en kort periode.”