Mange har i tidens løb interesseret sig for, hvad der får personale til at præstere mere på en arbejdsplads.

Pisk har været forsøgt, men gik af mode. Lønforhøjelser er stadig ret udbredte. Og så er der dem, der tror på personlig anerkendelse i form af ros fra chefen eller arbejdsopgaver, der i sig selv er så prestigefulde, at man kan opdatere om dem på sociale medier.

Nu er der heldigvis en forsker, der har skåret igennem og fundet den kraftigste motivator: Det viser sig at være en sprød pizza.

Jo, den er god nok. Der er faktisk lavet en undersøgelse af, hvor effektiv en gulerod en pizza kan være.

Det er den amerikanske psykologiprofessor Dan Ariely, der i sin bog 'Payoff' skriver om, hvad der gør en ansat sulten efter at præstere, og som har afprøvet lovningen om pizza på en israelsk Intel-fabrik.

Arbejderne blev delt i tre grupper, der modtog tre forskellige beskeder. En gruppe blev lovet pizza, en anden kontant bonus og den tredje ville modtage ros, hvis de kunne nå at samle et bestemt antal computerchips på en arbejdsdag.

Og gruppen, der blev lovet pizza præsterede bedst af de tre, skarpt forfulgt af ros. Penge kom bemærkelsesværdigt på sidstepladsen. Sådan var resultatet efter en arbejdsdag. Over en længere periode viste rosen sig at være den største motivator.

Men Ariely tror, at pizzaen ville have sejret på den lange bane, hvis man i stedet for at lade arbejderne spise den på arbejdspladsen havde leveret den til deres hjem.

"På den måde ville vi ikke bare belønne dem, men også gøre dem til helte i deres familiers øjne," skriver forfatteren.