Rom hører ubetinget til blandt verdens bedste madbyer med så mange restauranter, at det kan forekomme overvældende og umuligt at vælge den rigtige. SAS flyver op til to gange dagligt til Den Evige Stad, og SAS har i samarbejde med Gastro lavet en lille guide til fem romerske spisesteder, man ikke går galt i byen med.

Det er alle steder med fokus på det traditionelle romerske køkken, men flere af dem har en moderne tilgang til traditionen. Og et af stederne er faktisk 14 steder i ét!

Du kan se vores tips på Remap her

1. CESARE
Cesare gør ikke noget væsen af sig udadtil – gadedøren har matteret glas, og i vinduet er gardinet diskret trukket for, men vel indenfor åbenbarer sig et veritabelt madtempel, der har eksisteret siden 1927. Ristorante Cesare serverer udelukkende friskfangede, ikke-opdrættede fisk. Hvad kød angår, fornægter stedets toskanske ophav sig ikke – tre sjældne og eftertragtede oksekødstyper fra Toscana er på kortet; chianina, calvana og muccu pisano. Vinkortet er langt større, end man typisk finder det i Rom.
 

2. EATALY
Roms 'madsupermarked' Eataly er indrettet i en tidligere lufthavnsterminal med 14 forskellige spisesteder under samme tag. Læg dertil en lang række gastronomiske specialafdelinger fordelt på fire etager – og så er der også lige en kæmpeafdeling for kogebøger og køkkengrej. Eataly er stedet, hvor man kaster sig op på en høj barstol og smager sig gennem diverse charcuteri, kyler en pizza i sig, går amok i ostespecialiteter, fedter sig til i friture, svælger i grillspecialiteter...
 

3. ROSCIOLI
Roscioli-familien lagde ud med en delikatesse- og vinforretning, som de siden udvidede til også at være en restaurant, der nu er et af Roms bedste spisesteder! Man kan spise et relativt enkelt måltid, eksempelvis stedets oste og charcuteri, eller tage det helt store udtræk med flere retter. Snyd ikke dig selv for den dagfriske mozzarella eller ricotta. Vinkortet rummer over 600 flasker. Kom tidligt til frokost eller aften eller bestil i forvejen.


4. CHECCO ER CARRETTIERE
Checco er Carrettiere i Trastevere kan ligne en turistfælde ved første øjekast, men er en romersk institution, der har udviklet sig fra at være et simpelt osteria til veritabelt madtempel. Om søndagen til frokost får man til fulde bekræftet sin forestilling om store, larmende italienske familier. Det omfattende kort rummer lækre pastaretter som fx klassikeren cacio e pepe. Vinkortet rummer både kostbare vine og hverdagsvine og husets vin går man ikke fejl af.
 

5. L'OSTERIA DE MEMMO
Tæt på Piazza Navona ligger et af den slags huller-i-væggen-trattoriaer, der gør Rom til en gastronomisk metropol. Ejeren, Domenico Santori, er 'udbryder' fra det nærliggende trattoria L'Orso 80 og åbnede sit eget sted for knap 10 år siden. Den meget store antipasto er stedets specialitet – de små serveringer kommer i en lind strøm, marinerede grøntsager, kødboller i tomatsauce, frisk mozzarella, skinke og melon... Kortet tæller de fleste romerske klassikere foruden Memmos helt egne retter.