Har du husket at fotografere din mad i dag? Har du husket at lægge din morgenespresso på Instagram, og har du oplyst dine Facebook-venner om, hvad du drikker for en vin? Ved verden, hvor du er, og hvad du foretager dig?
Det er let at gøre grin med, så det vil jeg ikke, ikke mindst fordi jeg ofte selv gør det – poster den slags billeder – og jeg modtager en syndflod af fotos og informationer, der hidrører mad, vin, restauranter og rejser. Og så selvfølgelig alt det andet; folks hunde, katte, børn, vinterbadning, armbøjninger, brok,
efterlysninger …
Og jo, jeg bliver også desperat, når jeg tænker på, hvor helt ufattelig mange indtryk og informationer, man lader passerer forbi sit blik hver dag. Og hvor meget tid, man hurtigt bruger på det, hvis man ikke er virkelig opmærksom på det.
Der er rigtigt meget pral og ”Se mig!” på de sociale medier og en fuldstændig ufattelig mængde opdateringer, der forekommer komplet uforståelige – altså uforståelige i den forstand, at det er umuligt at forstå, hvilken glæde andre skal have af at få de pågældende pseudo-informationer.
En af mine personlige yndlingsaversioner er, når en Facebook-ven poster indtjekninger a la ”NN er her: Ikea i Gentofte”. Det kan få mig til at gå fuldstændig amok indvendig. Hvad helvede skal jeg bruge den information til?
Der kan være meget langt mellem snapsene (og man er heller ikke altid selv for god), men man må jo gøre op med sig selv, hvor meget man orker og så filtrere så meget som muligt overflødigt fra.
Hvad mad- og vinbilleder angår, så får den som bekendt ikke for lidt, snarere en hel del for meget, men selv om mange vil mene, ”Hvad rager din aftensmad mig!”, så vil jeg for mit eget vedkommende sige, at jeg faktisk ofte hygger mig meget godt med at kigge andre over skulderen.
Nogle gange bliver jeg direkte inspireret. Andre gange ligefrem misundelig. Og hvad steder angår, så noterer jeg mig meget ofte adresser især i udlandet, der ser lovende ud på folks opslag.
Hvad pral angår, så er smag og behag jo forskellig, og ofte priser jeg mig lykkelig over ikke at være med på de billeder, der ret beset er ment til at gøre beskueren misundelig. Jeg er lykkelig for ikke at være i Dubai eller Las Vegas.
Eller i trangt sommerhus på Falster, mens regnen styrter ned, og der spises popcorn i et monster af en plettet hjørnesofa, mens der spilles Playstation og fyres op i pejsen, så der sikkert er 35 grader i stuen med fyrtræsbeklædte vægge og syv milliarder knaster! ”Hygger med familien” kan der så stå, og det gyser i en!
Igen smag og behag, men man kunne ikke desto mindre godt af og til ønske, at niveauet for pral var højere! Jeg fik for nylig en opdatering fra en Facebook-ven fra et eller andet sted i Italien. Der så faktisk ret trist ud, vejret var heller ikke for godt, og så sad han med en rodebunke af en skaldyrspasta og skyllede efter med rødvin. Der var sådan set intet at være misundelig over!
Mangt et opslag har pralekarakter uden rigtig at kunne leve op til det. Jeg har selv for ikke længe siden slået et par fotos op fra en ret dyr restaurant, hvor maden desværre ikke var voldsom fotogen, og en kommenterede det med ordene: ”Det er sgu ikke, fordi det ser specielt lækkert ud!”
Jeg indrømmer – det blev jeg fandeme sur over, og jeg havde lyst til at slette kommentaren, selv om det er barnligt, og selv om kommentatoren nok havde lidt ret …
Det nye Gastro er ude torsdag d. 2/2
Når det drejer sig om rejser, mad og drikke, så er der ligesom en uskreven regel på Facebook og Instagram om, at det skal være lækkert, lækkert. Men kunne man ikke godt en gang imellem savne lidt mere ærlighed på de sociale medier, ikke bare hvad mad og vin angår, men på alle måder?
Der er to hovedspor på Facebook; debatsporet, herunder klager, brok og kritik, og så er der det lykkelige liv, hvor selv de mindste ting udløser ekstatisk lykkefølelse i en grad, der får cremekongen Ole Henriksen til at fremstå mut og surmulende. ”Another day at the office. Elsker mit job!” Og så et billede af en laptop og et papbæger med coffee to go ...
Man skal fare med lempe og ikke bevidstløst bruge de sociale medier som affyringsrampe for sin vrede mod dette eller hint, men alt er jo ikke godt altid. Jeg ved ikke, hvor mange mislykkede bearnaisesaucer og sønderkogte ditten og datten jeg gider se, men jeg kunne af og til godt tænke mig at læse eksempelvis en saglig kritik af folks restaurantbesøg – det gode og det måske mindre gode.
Og rejserne; jeg vil rigtig gerne have diverse anbefalinger, men vil også gerne have et par staldtips til, hvad jeg skal holde mig fra – og undgå fusere, belært af andres dyrt købte erfaringer. Det er ikke nogen skam at fejle. Og man lærer mere af fejl end af succeser. Også andres.
LÆS OGSÅ: Den har vi ventet på: Nu kommer Fernet som øl
LÆS OGSÅ: Michelin-ambitioner og vine i verdensklasse: Odense er ikke længere bare et bump på vejen
LÆS OGSÅ: 6 myter om vin: Sådan vælger du den perfekte vin i supermarkedet
