Johan Bülow euroman
"På et tidspunkt var der en eller anden, der fandt på at kalde mig Lakridskongen, og nu er det bare sådan," siger Johan Bülow, der har 10 års lakridsjubilæum i dag.

Johan Bülow gør status efter 10 år

Johan Bülow solgte sin virksomhed og sit navn for 470 millioner: ”Jeg er stadig en del af brandet”

I dag er det 10 år siden, Johan Bülow solgte sin første lakrids i en lille butik på Bornholm. Op til jubilæet har han solgt størstedelen af sin forretning til et investeringsselskab. Men han arbejder stadig på at erobre hele verden med lakrids.

10 kilo ad gangen kunne de koge. Og alle 10 blev revet væk, lige så snart de var afkølet nok til at blive skåret i mundrette stykker og pakket i æsker. De havde slidt for at være klar til turistsæsonen, og nu var de næsten nødt til at sparke de sidste forgæves ventende købere ud af døren hver aften, når butikken skulle lukkes.

Det var dengang for 10 år siden, da Johan Bülow og hans kæreste lige havde åbnet deres lille kogeri og butik i Svaneke – og oplevede en belejringstilstand, hvor insisterende købere blev stående i timevis for at få en friskkogt lakrids.

I de mellemliggende år har Lakrids by Johan Bülow åbnet yderligere 19 forretninger i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. Succesen har været med Johan Bülow i en grad, så en svensk kapitalfond sidste efterår gav ham 470 millioner for hans navn – og for aktiemajoriteten i hans virksomhed.

Ophavsmanden ejer dog stadig 25 procent af selskabet. Og han arbejder fortsat med at udvikle og promovere lakridserne, der bliver fremstillet på en fabrik i Avedøre Holme uden for København, men som ifølge planen skal indtage markeder og åbne flagskibsforretninger i Dubai, London, Paris og New York. 

En 22-årig Johan Bülow i sine tidligste lakridskogerdage. Privatfoto

Hvorfor kom du til at lave lakrids?

”Jeg har altid elsket lakrids. Som alle andre er jeg vokset op med Piratos og Gajol. Og det er jo supergode lakridser, der er ikke noget dér. Der er måske ikke tænkt så meget over indholdet, økologi og den slags. Men de smager jo fint. Alligevel kunne jeg fornemme, at varens kvalitetspotentiale var helt uudforsket. En lakridsrod er jo en råvare, lige så vel som en kakaobønne er det. Så hvordan kunne det være, at der var verdensmesterskaber for chocolatierer (chokolademagere, red.), mens lakrids var lig med masseproduktion? Jeg havde arbejdet som tjener og var meget interesseret i god mad, vin, tobak og velsmag, og det var en drivkraft for mig at lave noget, der var markant bedre end det, der fandtes i forvejen. Så jeg og min kæreste, der i dag er min kone, kæmpede i 14 måneder hjemme i min mors køkken med at fremstille lakridser og finde den rigtige formel, inden vi åbnede vores kogeri.”

I de år, hvor Johan Bülow og hans kæreste lærte sig at lave lakrids og udviklede deres første opskrifter, hæftede de en lille lakridsprøve ind ved hver opskrift i kladdehæftet. Lakridsbiblen kaldte de den. Privatfoto

Men hvordan lærte I det?

”Vi havde eksperimenteret derhjemme og søgt på Google, og vi havde haft besøg af en australsk lakridsfabrikant, der lærte fra sig. Men den virkelige udvikling skete først, da to danskere, der havde arbejdet med lakrids i henholdsvis 10 og 35 år, ringede og spurgte om, de måtte komme og hjælpe til. De havde hørt om de to uerfarne unge mennesker med ambitioner om at åbne deres eget sted. Det var lige 45 års anciennitet og kompetence, der landede på øen. Der begyndte indlæringen at tage fart. Den ene af dem, Tage Kusk, blev sidenhen min produktionsdirektør, og han er stadig med mig på fabrikken i Avedøre Holme, hvor han styrer al produktion.”

Hvorfor tror du, I fik så stor succes med lakridserne?

”Vi ramte et tidspunkt i tiden, hvor folk fik lyst til at bruge penge på god mad, ordentlige fødevarer og egnsprodukter. Og lakrids var temmelig uudforsket. Vi arbejdede hårdt med at dele smagsprøver ud og overbevise folk om, hvor godt de smagte – for eksempel vores lakrids med chokolade, som folk syntes, var en underlig kombination, men som siden blev en af vores bedst sælgende produkter. Og når folk havde haft en mindblowing oplevelse med vores lakridser, så fortalte de det videre. Desuden havde vi en super fed iværksætterhistorie om at bygge sin forretning på noget, man brænder for, som medierne virkelig tog til sig.”

Efter at du for nylig underskrev en aftale om at sælge størstedelen af din virksomhed til en kapitalfond, skrev Børsen, at du havde valgt at møde op til underskrivningen iført jeans og T-shirt, fordi, som du sagde ”den Johan, køberne har købt sig ind i, er ret loose.” Hvornår gik det op for dig, at du var et brand?

”Det har aldrig været meningen, at jeg skulle være et brand. Det lyder måske lidt dumt, når jeg nu har sat mit navn på dåsen. Det gjorde jeg for at få folk til at huske produktet, lige som vi har givet dåserne numre og farver. Men folk tog virkelig koblingen til sig. Jeg har ingen ide om, hvem det var, men nogen kaldte mig på et tidspunkt for Lakridskongen, og nu er det bare sådan. Nu bliver jeg kaldt Lakridskongen hver dag, og der er altid folk, der gerne vil tale med mig. Opmærksomheden kan godt føles lidt vild, men generelt er folk super søde. Selvfølgelig kan det også have omkostninger, men man vælger jo selv, hvad man vil gå med til. Medierne er meget interesserede i at få mig til at medvirke i store landsdækkende ting. Det har jeg valgt ikke at gå videre med.”

Så du kunne godt have danset noget ’Vild med dans?’

”Ja, og det er bare en del af det. Og det har jeg ikke haft lyst til. Det kan godt være, at jeg er nødt til at gå lidt dybere ind i den slags, når vi for alvor skal lancere os selv i Tyskland. Men så længe man har sig selv med i det, går det nok.”

Nu, hvor du har solgt aktiemajoriteten i dit firma, føler du dig så i mindre grad som et brand?

”Faktisk ikke. Jeg er stadig en del af brandet. Jeg arbejder stadig lige så meget med forretningen, hvis ikke mere. Jeg arbejder på at gøre forretningen interessant udadtil. For eksempel har jeg for nylig besøgt vores to pop up-shops i Emiraterne, hvor jeg har været nede at tale med de arabiske kunder. De kender godt lakridsroden, som de drikker et udtræk af under ramadanen. De er ikke super vilde med smagen. Men hvis man fortæller dem, at mange af vores lakridsrødder kommer fra Mellemøsten, og fortæller dem, hvordan vi kommer chokolade udenpå og gør det til en delikatesse og måske endda parfumerer dem med rosenblade, som er en stor ting i deres kultur, ja så kan de sagtens sætte pris på det.”

Johan Bülow med mentor og produktdirektør Tage Kusk på lakridsfabrikken.

Så du har ikke tænkt, at lakridsbølgen var toppet, og at det derfor var en fornuftig beslutning at sælge virksomheden nu, fordi du ikke ville få en højere pris sidenhen?

”Nej. Når man kigger på andre dygtige folk i fødevarebranchen, der har lavet chokolader og andre specialprodukter, så har de jo haft forretninger, der klarede sig godt i både 25 og 30 år. Hos os går tingene stadig fremad. Jeg vil gerne have hele verden til at elske lakrids. Og der havde jeg brug for noget hjælp. Nu har jeg fået nogle partnere, som er dygtigere end mig i forhold til at arbejde i den størrelsesorden. Som har prøvet det før.”

Det må da også være meget rart at foretage sådan en ekspansion med en mindre risiko?

”Det kan du sige, men jeg har nu stadig mange penge investeret i firmaet.”

Du tjente næsten en halv milliard kroner på at sælge ud af det. Fik det dig til at føle dig en lille smule mere som Lakridskongen?

”Selvfølgelig er jeg stolt. I løbet af de sidste 10 år har jeg aldrig været god til at stoppe op og nyde det og drikke et glas champagne, eller hvad man nu gør. Men forleden morgen på vej på arbejde stoppede jeg lige op og kiggede på lakridsfabrikken, en stor sort bygning, og tænkte: ”Hold kæft mand, det er sgu sejt.” Men så mødte jeg ind og gik i gang med at arbejde.”

Har du nogle investeringsplaner nu?

”Jeg er jo super ambitiøs. Men lige nu handler det bare om Lakrids. I hvert fald de næste fem år. Når man går ind i sådan en proces her, så kommer der jo et nyt salg på et tidspunkt. Og det er ikke sikkert, at jeg er med i det. Så til den tid må vi se, hvad der sker. Måske skal jeg prøve at lave noget igen i en anden industri. Eller prøve at hjælpe nogle af de dygtige unge iværksættere, vi har i Danmark. Det kan også være, jeg skal rejse verden rundt med min familie.”

LÆS OGSÅ: Michelin-restauratør lukker bar og restaurant i indre København efter 6 måneder: "Det sidste glas vermouth er ikke skænket"

LÆS OGSÅ: Ny forskning: Tag en chokolade, den er god for hjernen

LÆS OGSÅ: Claus Meyer genåbner i New York efter tre måneders ufrivillig pause