Interessen for gastronomi er eksploderet herhjemme inden for de seneste 10 år, og det samme er glæden for quizzer på cafeer og pubber. 

Nu smelter restauranten Madsvinet de to interesser sammen i dysten MadQuiz, som dog ikke er den traditionelle spørgsmål/svar-quiz.

Deltagerne vil nemlig opdage, at menukortet ikke er helt udfyldt, og serveringen ikke bliver fulgt op af uddybende kommentarer om, hvor vinen stammer fra. Den slags skal deltagerne selv smage og gætte sig frem til.

Se også: Østers-cruise og guerilla-dining: Tag med til Copenhagen Cooking

Mellem retterne stiller Madsvinet spørgsmål af den type, man kender fra Trivial Pursuit og Bezzerwizzer, som i MadQuiz alle handler om mad og drikke.

Spørgsmålene vil variere fra de helt lette:
"På hvilken restaurant er René Redzepi chefkok?" A: NOMA B: RELÆ C: KIIN KIIN

Til de svære: "Hvilket af nedenstående firmaer er verdens ældste portvinshus?" A: KRUG B: KROHN C: KOPKE

Og så de næsten umulige: "Hvor mange Gajol-pastiller spiser danskerne om året (i runde tal)?" (Ingen svarmuligheder, men det hold, der kommer tættest på får 1 point)

Det foregår sådan, at du samler et hold på to til fire personer – og så gælder det om at have de skarpeste smagsløg, for holdet, der er bedst til at smage og ved mest om gastronomi, bliver naturligvis præmieret.

Arrangementet foregår d. 4. og 18. september på Madsvinet, Enghavevej 58, København V. Prisen for hele arrangementet inkl. quiz, mad og vin er 450 kroner.

Billetter kan købes på www.billetto.dk/madquizpaamadsvinet