Før du får set dig om, så er det din lillebror, der er blevet tjekket, og dig, der er blevet gammel.

Den situation passer i hvert fald på forholdet mellem Aarhus og København for tiden. Før rangerede København på toppen af lister over 'steder du skal se', 'bedste byer at bo i' og lignende. I dag guider Lonely Planet rejsende til Aarhus,

New York Times har byen på sin liste over 52 steder, du skal besøge i 2016, og Aarhus er både europæisk kulturhovedstad region for gastronomi i 2017 og ifølge The Guardian: 'Danmarks nye kulinariske hovedstad'.

"Her sker noget, som man ikke vil misse," siger Anders Kjørup, administrerende direktør ved gourmet-pizza-kæden Gorm's. De vil ligesom Mikkeller, Tommi's Burger Joint, Grillen, Madklubben, Grød, Retour Steak udvide deres spisesteder til Aarhus – nogle af dem er allerede rykket ind. Juicy Burger og Cofoco meldte også ud ved nytår, at de overvejede at rykke. Men det har de sat på hold for nu.

Det seneste år har Anders Kjørup og Gorm's ledt efter et lokale i Aarhus, men det har vist sig at være sværere, end han først regnede med. De vil gerne ligge i Latinerkvarteret eller ved Jægergårdsgade, som er nogle relativt små områder, huslejen er på niveau med København. Derfor har Gorm's ikke fundet en perfekt løsning endnu.


Gorm's Pizza. Foto: Andreas Houmann. 

Når de finder den, er de klar til at rykke med det samme. De vil lave et takeaway-koncept med et par få siddepladser, og selvom det bliver en udfordring af få fragtet ingredienser, den hjemmelavede dej og tomatsovs fra storkøkkennet udenfor København til Aarhus, så vurderer han, at det er et godt træk for forretningen. Og så er der en stemning i Aarhus, Gorm's skal være en del af.

"I mine øjne har Aarhus en atmosfære ligesom Skanderborg Festival, hvor folk accepterer, at en hoftehøj grøn hæk udgør et hegn. København er – karikeret sagt - mere rå og beskidt som et højt metalhegn på Roskilde Festival. Dét er i sig selv tiltrækkende, synes jeg. Men det handler også om den udvikling, vi kan se, der finder sted. Kulturelt og madmæssigt er Aarhus i høj grad der, det næste sker," siger Anders Kjørup.

Samtidig, fortæller han, har Gorm's en stor efterspørgsel fra Aarhus og Jylland generelt, og det er på tide, de kommer til det østjyske. Her hvor de 310.000 aarhusianere siden 2015 har vænnet sig til byens tre Michelin-stjerner. Og blandt andet denne hæder har fået 17 procent flere hotelgæster til Aarhus i løbet af halvandet år, siger Visit Aarhus til Politiken.

Kvaliteten har ramt madscenen bredt i Aarhus, fortæller Rasmus Holmgård, redaktør for restaurantguiden White Guide, der anmelder cirka 400 danske restauranter årligt.

"Der har været en eksplosion både i mængden af gode restauranter og niveauet af gastronomisk mod, kant og personlighed i, hvad man får serveret i Aarhus," siger han og påpeger dog, at man altid har kunnet spise godt i Aarhus. Det nye er, hvor mange forskellige, gode spiseoplevelser, der er, i mellemlaget i byen.

White Guide fokuserer især på de nyskabende, kreative restauranter som Hærværk og Domestic, der alle er poppet op indenfor de seneste par år, hvor guiden også er gået fra at have 22 til nu 42 aarhusianske restauranter optaget. De står får et mere eksperimenterende gastronomisk niveau end de københavnske koncepter, der serverer god mad til billige penge.

I mine øjne har Aarhus en atmosfære ligesom Skanderborg Festival, hvor folk accepterer, at en hoftehøj grøn hæk udgør et hegn.
Anders Kjørup, Administrerende direktør, Gorm's

Men begge retninger er en del af bølgen af nye madtakter i Aarhus. Fra sensommeren åbner blandt andet også et madmarked i DSB's gamle haller ved rutebilstationen, i oktober kommer et fast fødevaremarked ved Skt. Knuds Torv, og samtidig har Aarhus ført an med 'gastro-pubs', hvor maden er god og stemningen rustik som på Vesterlauget og OliNico.

Udviklingen i Aarhus blev special-øl-bryggerne allerede en del af i 2015, da de slog sig ned i den 95 år gamle Jægerhyttes lokaler på Jægergårdsgade; så hvor du engang fik 'et sæt' med arnbitter og en top, får du i dag en Mikkeller.

"Vi overtog en kulturinstitution i Aarhus, og har heldigvis oplevet, at folk tager rigtig godt imod os. Her er en energi, vi håbede på at få, hvor de lokale kommer og er nysgerrige i forhold til nye smagsoplevelser, og jeg synes faktisk, at det er gået fantastisk," siger Jakob Alsing, daglig leder i Mikkeller.

Han har efter et halvt år i Aarhus fået draget to erfaringer. For det første var det vigtigt, at de ventede to år til de havde fundet det helt rigtige lokale centralt i byen og i aarhusianernes dagligdag. For det andet er der færre turister og færre gæster i hverdagen i Aarhus.

Derfor er de glade for at se, de har fået flere lokale stamkunder. Det har de fået ved at holde fast i deres koncept, som de har i alt fra København til San Francisco og Seoul, og se om aarhusianerne også var interesserede i eksperimenterende øl.

"Det er faktisk gået fantastisk, hvis jeg skal sige det. Vi kan godt mærke, at Aarhus på nogle måder lige er fem år bagud i forhold til Københavns spise-ude- og restaurantkultur generelt. Men her er mange ideer og kantede, personlige projekter i gang, og vi er glade for at kunne pirke til ølkulturen. Om vi er interessante og holder i længden... det er op til aarhusianerne at bedømme," siger Jakob Alsing.


Mikkellers bar i Aarhus. Foto: PR.

En af de trends i København, som Jakob Alsing blandt andet taler om, er at mange københavnere spiser ude flere gange om ugen. Her har Aarhus stadig et andet tempo og stil. Men Louise Byg Kongsholm, administrerende direktør ved Pej Gruppen, Scandinavian Trend Institut, mener, at samme tendens meget vel kan være på vej til Aarhus.

"Trends er typisk nogle år undervejs, før de for alvor rykker sig fra en storby til en anden i den brede befolkning." siger hun og forklarer, at når en tendens til gengæld først rammer en by eller et område, kan den være selvforstærkende:

"Så jo flere steder, der er, du kan få sund og interessant mad, jo flere kunder kommer der. Og jo flere kunder, der kommer, jo flere nye steder vokser frem. På den måde er tilflyttere også med til at prikke til den videre udvikling af et miljø som i Aarhus," siger Louise Byg Kongsholm.

Spørgsmålet er, hvor mange steder Aarhus kan holde til. Eller omvendt hvilke steder, der kan holde til at være i Aarhus; selvom Aarhus Kommune regner med, at der bor 35.000 flere mennesker i byen i 2025 og at mange af byens 52.000 unge studerende er dem, der går allermest ud og spiser og drikker ifølge Horesta, restauranternes brancheorganisation, så vil Aarhus stadig kun være halvt så stor som København. Og selvom hotellerne er mere bookede end før i tiden, så hænger turisterne heller ikke på træerne.


Latinerkvarteret er sammen med Jægergårdsgade to af de mest populære områder at slå sig ned for restauranter. Foto: Aarhus Update.

Derfor er svaret, at det kun er de bedste steder, der overlever på lang sigt i Aarhus. Sådan lyder det i hvert fald, hvis man spørger Frantz Longhi, administrerende direktør ved Kähler Design. Han har flere restauranter i Aarhus og en – snart to – i København, står bag Nordisk Spisehus og ejer lokalerne som Mikkeller og Tommi's Burger Joint er flyttet ind i. Derudover er Frantz Longhi også med bag det nye fødevaremarked ved Skt. Knuds Torv.

"I begyndelsen er alle selvfølgelig nysgerrige og kommer forbi for at prøve det nye. Især hvis det kommer fra ens storebror (København, red.), det kender alle vidst. Men hvis du skal holde langsigtet, så er min erfaring, at du skal levere kvalitet, hvis aarhusianerne skal blive ved med at komme," siger Han

"For mig at se er det faktisk sværere at være restaurant i Aarhus sammenlignet med København. Her er ikke noget letkøbt publikum. Folk vil kun have de gode restauranter ligesom i Sydeuropa. Men forskellen på Aarhus og Sydeuropa er, at her ikke er nok 'lette' gæster, der lader sig spise af med en turistfælderestaurant."


Restaurant Domestic åbnede for lidt over et halvt år siden i Aarhus. Siden da har de fået mange anmelderroser og indgår i samarbejde med blandt andet Hærværk, der de sidste to år er blevet hædret med en Bib Gourmand (god mad til billigere penge, red.) af Michelin-guiden. Foto: Domestic.

Rasmus Holmgård fra White Guide er enig i, at udviklingen på madscenen i Aarhus forstærker sig selv, som der kommer nye restauranter til, der er med til at pirke til madinteressen- og kulturen. Han understreger dog at Aarhus har et problem med byens størrelse:

"Der vil være færre kunder i Aarhus sammenlignet med København, derfor siger det også sig selv, at der heller kan være lige så mange restauranter, som kan være med til at sætte mellemniveauet og den gastronomiske elite. København har stadig et bredere udbud, og der nok et naturligt lavere loft i Aarhus i forhold til, hvor mange der er plads til," siger han.

Frantz Longhi er enig, og påpeger samtidig, at udviklingen med nye lokale restauranter og tilflyttere i Aarhus er med til at presse kvalitetsniveauet op:

"Vi er nødt til at blive dygtigere og dygtigere for at følge med, men det får forhåbentlig også endnu flere ud at spise oftere. Og dem der ikke er dygtige nok til at give kunderne den kvalitet, de vil have. Det er nok dem, der på lang sigt på se sig slået," siger han.

LÆS OGSÅ: Surt øl er det hippeste du kan drikke lige nu

LÆS OGSÅ: 19 ting du skal opleve i Aarhus

LÆS OGSÅ: Henrik Boserup: "Vi laver 10 eller 15 burgerbarer. Vi banker til den i København."