RUDO havde sidste servering 1. juli. Dermed nåede den kombinerede vermouthbar, café og restaurant kun at eksistere lidt over seks måneder.

Der har simpelthen ikke været gæster nok i butikken, fortæller restauratør Christian F. Puglisi, der sammen med sine partnere driver den Michelin-stjerne-belønnede restaurant Relæ samt stederne Manfreds, Bæst og Mirabelle:

”Vi var virkelig glade for RUDO og tilfredse med, hvad stedet kunne. Men der var ikke vind nok i sejlene.”

LÆS OGSÅ: Christian Puglisi: kokken der aldrig kunne blive mæt

Puglisi tror muligvis, at økonomien kunne have været vendt på længere sigt. Men, siger han, det er ikke sjovt at drive en restaurationsforretning uden den fornødne gennemstrømning.

”Vi stiller høje krav til vores personale, og vi har nogle meget dygtige ansatte. Dygtige folk skal holdes motiverede, og det er enormt svært, hvis de ikke er en del af en succes.”

LÆS OGSÅ: Vermouth-renæssancen den støvede drink er på vej ud af bedstemors barskab

RUDO lå i Pilestræde i forbindelse med det italienskejede madmarked-koncept Eataly, der rykkede ind i stormagasinet ILLUM sidste efterår. Christian F. Puglisi, der driver sine andre forretninger på Nørrebro, tror, at adressen har været en del af forklaringen på den manglende succes.

”Det er gået op for os, hvor tomt, der kan være i den ende af Pilestræde. Når ILLUM er lukket, er der jo fuldstændig dødt.”

Desuden tror han, at han og hans partnere har været for ambitiøse, da de indrettede restaurationslokalet med den svungne messingdisk, de smaragdgrønne kakler på væggene og designerlamperne i loftet.

”Det er jo kun en gisning. Men måske så RUDO dyrere ud fra gaden, end det egentlig var. Konceptet var, at der skulle være liv på RUDO lige fra morgenstunden, men hvis folk tænker ”Wow, der har jeg ikke råd til at købe en kop kaffe,” så er det jo et problem. Der kan man lære, at vi skal være endnu skarpere på sammenhængen mellem det, man serverer, og det, man signalerer.”

Lukningen efterlader Puglisi og hans partnere med seks-syv paller vermouth fra RUDO’s varierede lager. De flasker skal nok komme i spil, siger restauratøren:

”Det sidste glas vermouth er ikke skænket. Vi har nogle ideer til, hvordan vi kan genoplive vermouth-konceptet i indretningsmæssigt enklere rammer. Men det er ikke noget vi har travlt med. I første omgang vil vi nok bare gøre lidt mere ud af vermouth-kortet på vores andre restauranter.”

Det har hele tiden været en del af aftalen med Eataly, at RUDO-folkene kunne trække sig fra samarbejdet, når de ville. Imidlertid vil der fortsat blive serveret italiensk mad i lokalet i Pilestræde, idet Gianluca Gatti, der tidligere har arbejdet på Michelin-restauranten 108 overtager køkkenet til efteråret.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Restaurant Bæst

LÆS OGSÅ: Barchef: Der skal tequila i din drink til sommer

LÆS OGSÅ: Aarhusiansk startup vil levere kvalitetscocktails til din dør