At det blev til hele tre stjerner i Århus, overraskede nok de fleste – selv havde jeg tippet på Substans som en mulighed, hvis Michelin virkelig var i gavehumør, men reelt regnede jeg kun med, at Frederikshøj ville få. Og nu kan Wassim Hallal nok godt begynde at glæde sig til stjerne nummer to.

At Gastromé også kom med i det fine selskab er den helt store overraskelse, men ikke mindre glædeligt af den grund.

I København har Søren Selin & co. nu med to stjerner endnu en gang slået fast, hvor sublimt et køkken, de står for. Jeg havde ikke turdet gætte på en ekstra stjerne til AOC alene af den grund, at Michelin erfaringsmæssigt er meget nærige med at give den anden stjerne, skønt flere af byens etstjernede sagtens kunne trække to stjerner.

At der ikke er sket yderligere med stjernerne i København, er egentlig ikke nogen overraskelse, men det overrasker i al fald undertegnede, at Michelin udgiver en nordisk guide uden en trestjernet restaurant. Min personlige favorit til tre stjerner er Geranium, men jeg troede, at det var Mathias Dahlgren Matsalen i Stockholm, der skulle debutere som Nordens første trestjernede restaurant.

Som altid med Michelin så er deres udeladelser også i år måske den største overraskelse. Jeppe Foldager på Alberto K må med rette være skuffet i dag, og at Mielcke & Hurtigkarl igen i år bliver forbigået virker helt absurd. Kong Hans Kælder genåbnede først midt på året 2014, så alene af den grund har de nok ikke kunnet komme i betragtning.

Helt ubegribeligt er det, at No. 2 og Uformel ikke er blevet tildelt i det mindste en Bib Gourmand.

Med 21 stjerner kan Danmark vel godt tillade sig at kalde sig Nordens madland, og København med sine 18 stjerner for Nordens gastronomiske hovedstad. Sverige kan mønstre 20 stjerner, heraf 12 i Stockholm, mens Norge har tre stjerner og Finland en enkelt. I Sverige er Malmø for første gang med på det gastronomiske landkort.

MICHELINSTJERNER I KØBENHAVN

2 stjerner til Noma
2 stjerner til Geranium 
2 stjerner til AOC (Ny)

1 stjerne til Clou
1 stjerne til Den Røde Cottage
1 stjerne til Era Ora
1 stjerne til formel B
1 stjerne til Grønbech and Churchill
1 stjerne til Kadeau
1 stjerne til Kiin Kiin
1 stjerne til Kokkeriet
1 stjerne til Marchal
1 stjerne til Relæ
1 stjerne til Søllerød Kro
1 stjerne til Studio at the Standard

MICHELINSTJERNER I ÅRHUS

1 stjerne til Frederikshøj (Ny)
1 stjerne til Gastromé (Ny)
1 stjerne til Substans (Ny)

LÆS OGSÅ: Sådan forudså gastro, at michelinstjernerne faldt
LÆS OGSÅ: gastro giver Noma 3 stjerner