Drik din kaffe med god samvittighed og lev længere, undgå hjertesygdomme, slagtilfælde og leversygdomme. Sådan lyder konklusionen på to nye, store undersøgelser af den mørke driks effekt på folks sundhed. Det skriver The Guardian.

De to undersøgelser, der er publiceret i det akademiske tidsskrift Annals of Internal Medicine, er lavet af forskere fra University of Southern California og International Agency for Research on Cancer. Begge viser, at jo mere kaffe du drikker, jo større er den positive effekt på dit helbred.

Den ene undersøgelse er foretaget blandt 185.000 mennesker, som forskerne har fulgt i gennemsnitligt 16 år, og her var dødeligheden hele 18 % lavere for kaffedrikkere, som indtager mere end én kop om dagen – og 12 % for dem, som nøjes med en enkelt.

”Vi fandt, at kaffedrikkere havde en reduceret risiko for at dø af hjertesygdomme, slagtilfælde, luftvejssygdomme, diabetes og nyresygdomme,” siger Veronica Setiawan, lektor ved University of Southern California og medforfatter af den ene undersøgelse, til The Guardian.

Den anden undersøgelse involverede mere end 450.000 deltagere, som forskerne fra International Agency for Research on Cancer ligeledes har fulgt gennem 16 år. Undersøgelsen viser, at når man tager højde for faktorer som alder, rygning, fysisk aktivitet og uddannelse, har mænd, der drikker mere end tre kopper kaffe om dagen, 18 % lavere dødelighed, mens tallet er 8 % for kvinder.

Andre forskere, som The Guardian har talt med, advarer dog mod, at de to undersøgelser ikke påviser, at det reelt er kaffen, som er den afgørende årsag til den lavere dødelighed. Fx er det muligt, at kaffedrikkere generelt har en sundere livsstil end folk, der ikke drikker kaffe, og at det er dét, som slår ud i undersøgelsen.

”Det er plausibelt, at der er noget andet bag, som er årsag til sammenhængen,” siger Marc Gunter fra International Agency for Research on Cancer til The Guardian. Han understreger dog, at resultaterne er så konsistente, at det vil overraske ham, hvis kaffen ikke spillede en rolle i den reducerede dødelighed.

Ifølge The Guardian bliver der i gennemsnit drukket 2.25 milliarder kopper kaffe hver eneste dag på global basis. Andre undersøgelser har tidligere påvist, at kaffe har en positiv effekt på helbredet, men det er første gang, at undersøgelserne er blevet foretaget i så stor skala. Forskerne bag siger til The Guardian, at man stadig ikke definitivt kan sige, at man lever længere, hvis man drikker kaffe, men et stort kaffeindtag gør under alle omstændigheder ingen skade:

”Jeg vil ikke anbefale folk at fare ud og drikke store mængder kaffe, men jeg mener, at den (undersøgelsen, red.) indikerer, at kaffe ikke gør nogen skade. Det kan være en del af en sund kost,” siger Marc Gunter.

LÆS OGSÅ: Ny forskning: Tag en chokolade, det er godt for hjernen

LÆS OGSÅ: Fedtbombe: Rodfrugtchips er mere usunde end kartoffelchips – og marsbar

LÆS OGSÅ: Jensens Bøfhus har rebrandet sig, men de serverer stadig færgemad