Ruths Gourmet
- Jordnær luksus


Selve gourmetrestauranten er lige så charmerende som et kommunalt venteværelse, men Michel Michaud serverer godt med godt på i en grad, så man er nødt til at overgive sig og må lede forgæves efter et sted at klage. Men uha, hvor det koster, hvis man også gerne vil have vin til. Og det vil man jo gerne.

”Kom på torsdag, så har Peter Paris været her om onsdagen!” hviskede Michel Michaud, da jeg ville booke bord til gourmetrestauranten på Ruths Hotel. Jeg fulgte tippet og kunne så fra min udsigtspost på Jeckels Hotel vis-a-vis Ruths Hotel sultent se legendariske Peter Paris’ store hvide lastvogn svinge ind på gårdspladsen om onsdagen, direkte fra det store Rungis-marked uden for Paris. Vi er på Skagen, og vist sætter fisk og skaldyr sit præg på menukortet, men Michaud fastholder den ærkefranske forbindelse og kæmper en venskabelig kamp med sine unge kokke i køkkenet, der på deres side prøver at smugle nynordiske tendenser ind. De samler urter, bær, svampe m.m. i naturen omkring Skagen, men de får ikke helt så meget ’ukrudt’ på maden, som de gerne vil – Michaud piller af igen og bestemmer tydeligvis det meste, men de sætter deres præg, og resultatet er et lykkeligt møde mellem nynordisk og klassisk fransk.

GODT MED GODT PÅ

Der er tre menumuligheder på kortet: en treretters Signature til 660 kr., en fireretters Fiskemenu til 795 kr. og femretters Surprisemenu. Ruths Gourmet er et ’torvekøkken’, der helt er afhængigt af dagens udvalg, hvorfor den trykte menu ikke kan være videre præcis.

Jeg var endog meget lun på fiskemenuen, men vi endte med overraskelsesmenu for at komme bredere omkring.

Vi lagde ud med en samling appetizers, der i opfindsomhed, modernitet og velsmag matchede, hvad man kan møde på steder som Geranium og aoc. Og derfra gik det slag i slag: kalvecarpaccio på jomfruhummere garneret med peberrodsmayonnaise – sprødt brød over en fond på kantareller og med tørret andebryst – stegt hummer med en hummer-balsamicofond, verdens mest smagsintense soltørrede tomater, artiskok og tørret serranoskinke – stegt foie gras med næsten obskønt erotisk smagende hvide ferskner og ferskengastrik – stegt spædlam fra Pyrenæerne med ærter, brøndkarse og kantareller – nøddeis på nøddebund – syltede abrikoser …

Således forløb måltidet – sådan kort fortalt, og der er ikke andet at sige, end at der hele vejen igennem var tale om ’godt med godt på’ – præcise, knivskarpe tilberedninger, alle med den ultimative velsmag i højsædet. Nogle vil savne eksperimenter og sjov og ballade på tallerken, men det kan aldrig være et minus, når noget ’bare’ smager godt, godt, godt …


MASSER AF VIN …

Vinkortet er helt igennem fransk og meget klassisk, og det bliver meget hurtigt ret peberet. Der er et par røde og hvide (og ikke de mest inter-essante) på halvflasker, men ikke rigtigt nogen mulighed for vin glasvis/vinmenuer. Det skyldes givetvis gourmetens begrænsede åbningstid (se nedenfor) – man kan ikke brænde inde med åbne flasker, men det gør det samtidig svært for gæsten at manøvrere. Den store menu ’kræver’ både hvid og rød, og vi sad således med en flaske rødvin (klassisk, skøn Margaux til lammet, Durfort-Vivant 2006), der var mere end halvfuld, da vi nåede kaffen.

Til osten ville tjeneren servere Mas Amiel – ”Det passer til alle ostene,” sagde han, hvilket jeg absolut ikke var enig i. Så foreslog han en flaske hvidvin, hvilket i givet fald ville have været tredje hele flaske på bordet! Og på regningen, ikke mindst.

Den praksis er med til at få regningen alt, alt for højt op. Og når man bones 210 kr. for to dobbelte espressoer og et lille etagefad med hugget sukker (der vel ikke i sig selv bør koste) og et par søde bagateller, så begynder det sgu at gøre ondt!


KEDELIGE RAMMER

Når maden virkelig svinger, som den gør her, så kan jeg sidde hvor som helst. Men når det så er sagt, så er selve restaurantlokalet nok et af de kedeligste inden for kategorien ’toprestauranter’. Vi sidder i et landets mest naturskønne områder – og har udsigt til en parkeringsplads! Rummet med det slidte parketgulv minder mest af alt om et anonymt selskabslokale i et almennyttigt boligbyggeri, der med et snuptag kan omstilles til banko, skolekomedie, yogatimer … Bordene og de sært draperede stole er som taget ud af receptionslokalet på et amerikansk kædehotel, og ligesom resten af hotellet lider lokalet af stilforvirring.

Udefra er Ruths Hotel helt, som det skal være, men indvendigt har den navnkundige Skagen-arkitekt Alfred Hansen efter min mening slet, slet ikke haft sin finest hour. Et HK-kursuscenter er mindst lige så charmerende som dette luksusresort med 80’er-spots i lobbyens lavthængende institutionsloft, branddørsskilte, nålefilt …! Kun morgenmadssalen og brasseriet er vellykket.

Men maden er fantastisk, hvis ikke det er blevet sagt.
__________

BONUSINFO: Tjek hotellets hjemmeside for gastronomiske særarrangementer året igennem – Skagen er andet end en filial af Café Victor og Rungsted Havn midt i juli. Og de evige rygter om Michauds trækken sig tilbage vækker mindelser om Frank Sinatras afskedskoncerter, han som bekendt turnerede med det meste af livet.

PS: Send flere penge!
__________

Ruths Hotel
Gl. Skagen
9990 Skagen
Tlf. 9844 1124

Åben 13. august-28. september torsdag, fredag og lørdag 29. september-23. december kun lørdag – alle dage kun aften

ruths-hotel.dk

Fortsætter på næste side...Brasseriet
- Gl. Skagens hotspot


Man kan ikke komme længere væk fra København, og i sommerhøjsæsonen ikke tættere på ’stedet’, man ’skal’ være. Men Brasseriet på Ruths Hotel er ikke bare rige nordsjællænderes tumleplads i uge 29(00) – det er et velsmurt maskineri, hvor alle altid føler sig velkomne og får valuta for pengene.

Brasseriet på Ruths Hotel har haft vokseværk siden sidste år, skønt intetanende nok vil synes, at den rummelige og lyse udbygning må have været der altid. Det har den altså ikke, og den har virkelig opgraderet det tidligere noget trange appendikslokale. Gastronomisk set er Brasseriet jo lillebror til gourmeten inde ved siden af, men hvad de fysiske rammer angår, så vinder Brasseriet stort på point over det noget indeklemte og mildt sagt charmeforladte lokale, der huser gourmeten. Læg dertil, at Brasseriet tillige råder over den store terrasse foran hotellet, og når man sidder der en sommerdag eller aften, så kan det være svært at forstå, hvad man har gjort, siden man skal have det så godt!

ALLE ER ÆRESGÆSTER

Det er den ’billige’ afdeling af Ruths Hotel, der virkelig trækker gæster til på hotellet – især i de hektiske sommeruger, kulminerende med den efterhånden nærmest legendariske uge 29. Og det er ikke svært at forstå, for Brasseriet er, som allerede antydet, et meget livligt og stemningsfuldt sted at sidde. Og så er maden fremragende – betjeningen ligeledes.

Kortet er inddelt i Ruths salater, Ruths klassikere som Oste og Desserter, og man kan desuden få en trerettersmenu til 395 kr. Nogen innovationsmenu er der ikke tale om, men det er gennemført veltillavede brasserieretter, der bærer præg af et køkken, der igen er styret af en kompromisløs og klassisk fransk kok, fænomenet Michel Michaud.

Fra a la carte-kortet prøvede vi blandt andet Michaud-klassikere som kammuslinger a la nage (160 kr.), hjemmerøget laks med salat og syrnet fløde (180 kr.) og salat med gratineret gedeost (150 kr.).

Ud over a la carte-kortet er der et ’tavlekort’ med dagaktuelle serveringer. Dér lige omkring 1. juli var det bl.a. de allersidste danske hvide asparges med sauce mousseline (195 kr. for seks stk. – så er de også betalt!). Et hit var den letsaltede laks i en beurre blanc med estragon, pocheret æg, grønne asparges og karljohansvampe. En tredje mulighed var kantareller – små vidundere, nyplukkede i nabolaget – ristede og flødestuvede og serveret på ristet brød (240 kr.). Jeg så den på bordet tre gange – anden gang viste lysten sig at være større end sulten, og jeg måtte levne det meste af denne overmåde ’rige’ servering – og jeg blev siden af køkkenet anset for at være en svagpisser, om end det blev sagt mindre direkte!


ET AF LANDETS BEDSTE SPISESTEDER

Vinkortet er enkelt og overskue-ligt – det fungerer, men er man interesseret i vin ud over på ’brugerniveau’, så savner man nogle sjovere ting, både på glas og flaske.

Selvfølgelig er det ikke billigt at spise på ’stedet’ i ’reservatet’, hvor landets rigeste og en hel del flere wannabees har deres gang, men jeg synes i det store hele, at kvalitet og pris følges fint ad på Brasseriet, der er et af Skagens bedste spisesteder, når alle parametre tages med.

Sluttelig skal restaurantchef Morten Hesselholt have et ord med på vejen, for han besidder denne særlige ’Jan Restorffske’ evne til at få enhver gæst til at føle sig som noget særligt. Han er vært, der tydeligvis elsker at betjene, han kender sin kunder og ikke mindst sine stamkunder, der på sin side spinder som vellystige katte af fryd over at blive taget imod som de æresgæster, Hesselholt kan få dem til at føle, at de er. Den slags er guld for en restaurant.
__________

BONUSINFO: Det er en udbredt misforståelse blandt Brasseriets gæster, at det helt rigtige er at smide sin Audi/Mercedes/Porsche/Maserati … foran terrassen og så slentre skødesløst og fully dressed ind på Brasseriet. Forkert! Det rigtige er at komme til fods, evt. på en gammel, rusten sommerhuscykel, helt ’neddresset’ og med en selvsikker, hjemmevant attitude. Bentley’en holder hjemme mellem klitterne – ulig plebs har man ikke behov for at vise den og dermed signalere, at man bor så taberagtigt langt fra downtown Gl. Skagen, at man er nødt til at køre til Ruths!

PS: Musikken i Brasseriet har mere karakter af forgrundsmusik end af baggrundsmusik!
__________

Ruths Hotel
Gl. Skagen
9990 Skagen
Tlf. 9844 1124

Åben mandag-lørdag – frokost og aften

ruths-hotel.dkRestaurant Sømærket
- Det ny Spanien i Gl. Skagen


Det ligner ved første øjekast lidt et kultursammenstød – en tapasbar under Skagens (til tider) blå himmel og blafrende dannebrogsflag. Men det er en genial idé, der fungerer optimalt. Olé, det var i Skagen, men det ku’ lisså godt ha’ været i Granada!

Restaurant Sømærket hører under Ruths Hotel, men lever sit eget liv i forpagtning – et indtil i år noget omskifteligt liv. I år debuterer Robin Alexandersen fra Tapasbaren i Københavns Indre by med en ’sommerhusversion’ sideløbende med butikken i byen (der dog holdt lukket i højsommeren). Og det ligner en rigtig god idé, for godt nok er sommerferielandet sine steder ret forlystelsessygt – ikke mindst på Skagen – men folk er også bare stadig på ferie og er ikke rigtig gearet til at gå ud og ’spise fint’ i større stil.

Og selv om Gl. Skagen tiltrækker et i særklasse pengestærkt publikum, så er samme publikum ikke kendt for nødvendigvis at bruge sine penge på restaurantbesøg. Alt i alt er tapas en genial ting i sommerlandet – uforpligtende (spis lidt, spis meget, vælg selv), og det behøver hverken trække i langdrag eller koste en mindre formue.


KLASSISK OG INNOVATIVT

Man kan vælge at tage en regulær tapasmenu – 12 små serveringer til 325 kr. pr. hoved (min. to personer), eller man kan gå i a la carte-kortet. Vi valgte det sidste, og lod tjeneren fylde bordet med herlighederne. Vi fik blandt andet en snackplatte med crostini og aioli, små gazpacho-shots, pan con tomate (det catalanske svar på bruschetta), espárragos y serrano (pocherede asparges i skinkesvøb serveret med ansjoscreme), rejer stegt i olie og masser af hvidløg, grillede jomfruhummere, grillet lammekrone …

Priser pr. tapas ligger på 20- 75 kr. – dog 150 kr. for en lille tallerken med den kostbare sortfodsskinke og det samme for en dejlig anretning med udvalgte pølser. Stilmæssigt er der tale om både klassiske og innovative tapas.

Vinkortet er rent spansk, naturligvis, og kommer ret godt omkring, både i det klassiske og i vinøse hjørner af Spanien, man ikke møder så tit. Der er bl.a. vin fra Mallorca og den i baskerlandet meget lokale (og stort set ikke set andre steder) Txacoli – tapasbaren ligger sågar inde med de særlige små og helt fladbundede glas, som tapasbarerne i San Sebastian serverer denne lette og let perlende specialitet i. Sammen med Brasseriet på Ruths Hotel er Tapasbaren svaret på, hvor man stiller sin sult i Gammel Skagen.
__________

BONUSINFO: Er man som kvinde (eller mand) træt af at se på sin solskoldede mand med hvidvinsvom, så vil man blive glad for José med dådyrøjnene og sovekammerblikket. Vi andre nøjedes med at glæde os over, at denne indfødte fra Andalusien (fra Granada nærmere bestemt) forstår at skære skinken på spansk maner, så fedtmarmoreringen i kødet kommer mest til sin ret. Han er også en ferm cocktailmixer, så han er alt i alt et stort plus for Gl. Skagen.

PS: Tapasbaren har et større udvalg af gin – meget godt at vide dér i sommerlandet, hvor uroen godt kan komme listende ind over en.
__________

Restaurant Sømærket
Jeckelsvej 6
9990 Skagen
Tlf. 9844 3348

Åben alle dage indtil udgangen af august – frokost og aften

soemaerket.comHotel Plesner
- Det urbane strandhotel


Man går glad og mæt fra Hotel Plesner – det er dejligt, når nogen vil en det godt, men køkkenet skal måske være lidt mindre bange for ikke at mætte sine gæster, og så til gengæld skeje lidt mere ud med kreativiteten?

Hotel Plesner er oprindelig, i 1907, opført som privatbolig, tegnet af arkitekten Ulrik Plesner, der har sat markante præg på byen – bl.a. Klitgården (Kongehusets sommerbolig indtil 1997), stationen og Skagen Museum, men er så her i sin alderdom blevet til hotel, opkaldt efter sin kreative skaber. Stedet har levet en lidt omtumlet tilværelse de senere år, men slog dørene op sidste år – med ny ejerkreds og meget smagfuldt og nænsomt renoveret. Hotel Plesner præsenterer sig selv som et badehotel.

Det er umiddelbart at tage munden for fuld, synes jeg nok. Godt nok er der ikke voldsomt langt til stranden, men med en nutidig bymæssig beliggenhed (engang var der udsigt til klitter fra adressen) mellem havnen og bymidten, på et gadehjørne, er ikke heeelt det, de fleste forstår ved et badehotel. Nå, vi spiller jo alle med de kort, vi nu engang har på hånden – eller påstår at have!


SKRU OP FOR ELEGANCEN

Menukortet er på bedste vis præget af usikkerhed, dvs. dagens udbud er bestemmende, om sådan en usikkerhed tæller på plussiden. Kortet har – havde, da vi var der – tre forretter, tre hovedretter og tre desserter samt ost. En af forretterne ved vores besøg var stegte kammuslinger på en puré af jordskok, jordskokchip, nødder og brunet smør. Glimrende, men i sin rustikke fremtoning nok mere avanceret bistrostil end ambitiøs restaurant.

Den ristede helleflynder med blomkål, syltede urter, hestebønner og hollandaise var tilsvarende velsmagende – og savnede tilsvarende en smule elegance i sin fremtoning. ”Der måtte godt have været lidt mindre!” sagde fotografen. Husets gode oste er fra Sønderhaven Mejeri.

Prismæssigt skal man beregne 5-600 kr. pr. kuvert – afhængig af vinvalg. Og hvad vin angår, så taler vi i forhold til vinkort om et typisk ’importørkort’, dvs. med et lille udvalg fra en specifik importør – her H.J. Hansen. Den slags kort ’virker’, men er sjældent voldsomt ophidsende. Heller ikke her!


Jeg synes, anslaget på Plesner er rigtig godt – råvarerne er i orden, håndværket ligeså og serveringerne har en befriende gennemskuelighed, dvs. råvarerne får lov til at stå frem, men jeg savner, at virkeligheden på tallerkenen er ligeså interessant, som det meget lovende spisekort giver løfter om. Det er lidt, som om man først og fremmest er bange for ikke at mætte gæsten. Men vi bliver mætte, bare rolig, og køkkenet kan sagtens, så skru nu op for elegancen og skarpheden!
__________

BONUSINFO: Hotel Plesner har egen gårdhave med meget magelige havesofaer, et oplagt sted til en aperitif. De anneksværelser, der vender ud mod gårdhaven, er ejendommens tidligere hestestalde, altså fra dengang man dels kørte med hestetrukken vogn, dels red som mondænt tidsfordriv. Ak ja – de gode gamle dage var nu gode. For de få udvalgte!

PS: Ulrik Plesner virkede også i København, hvor han bl.a. tegnede det hus (dengang til Kvindelig Læseforening) i Gammel Mønt, der i dag huser Weekendavis-en. Og Weekendavisens Pernille Steensgaard har skrevet den ultimative bog om Skagen. Sådan er verden nogle gange så lille
___________

Hotel Plesner
Holstvej 8
9990 Skagen
Tlf. 9844 6844

Åben mandag-lørdag frem til oktober – kun aften

hotelplesner.dk

Brøndums Hotel
- Til bords med historien


Man kunne frygte, at Brøndums Hotel forfaldt til at servere Aftensol over Skagen Sønderstrand, men selv om stedet er sig sin historie bevidst, så bliver der ikke slået plat på den. Der er ikke overvældende mange gode spisesteder i Skagen til at betjene byens lige så overvældende turistmængde, men Brøndums gør sit til, at der ikke går ’Skagen-platter’ i den.

Det kunne være en fristende kliché at skrive, at man skal besøge Brøndums Hotel alene for de historiske rammer, som stedet jo repræsenterer – som omdrejningspunktet for Skagens myteomspundne kunstnerkoloni sidst i 1800-tallet. Det ville i givet fald bare ikke være nok, men heldigvis er Brøndums Hotel ikke den fæle turistfælde, det kunne have været – om end stedet har haft sine bølgedale, hvor det mest af alt har været historiens vingesus, der var attraktionen.

De senere år har forskellige kokke været omkring Brøndums, blandt andre Kristian Rise, der hævede niveauet betydeligt, men siden fortrak sydpå til Vendia Bryghus i Hjørring. Jasper Kure (nu Orangeriet i Kgs. Have i København) og Bocuse d’Or-vinderen Jeppe Foldager (nu Alberto K) har også været omkring køkkenchefposten på Brøndums. Men det er, som om det har været svært for de skiftende kokke at finde balancen mellem det innovative i tiden og det klassiske, som hotellets gæster tilsyneladende forventer.

Siden 2011 har Anders Rex været køkkenchef på hotellet, og han balancerer køkkenet rigtig godt mellem det klassiske og det tidssvarende. Det er årstid og udbud, der bestemmer – ikke dybfryseren og de store plasticspande fra engroshandleren!


FOR MEGET AF DET GODE

Frokostkortet giver mulighed for smørrebrød og/eller lettere frokostretter. Hvad sidstnævnte angår, er en servering som kalvebrisler med løg og urter (160 kr.) sigende for, at det med klassisk dansk mad ikke skal forstås som ’frikadelle-dansk’! Vi var dog meget klassiske i vores valg, idet vi bl.a. fik en gang æggekage med tomat, bacon og purløg til 155 kr. Den skoldhede støbejernspande kom på bordet – vær så god at spise! Tak, dejligt!

Vi så bl.a. også en stegt sild i lage og med løg og kapers og en dejlig rullepølse på bordet – og rullepølsen var fra Slagter Munck. Smørrebrødet koster omkring 85 kr. pr. stk. – det er rimeligt nok, når to stykker faktisk er nok til at stille sulten. Faktisk synes jeg, at smørrebrødet er på kanten af at være overlæsset. Vi fik en anretning med tre slags sild, og det var nærmest et salatorgie, bl.a. rucola! Det var sprødt, fint og frisk, men jeg forbinder slet ikke sild med grønne salater, og slet ikke så meget af det!

Aftenkortet frister med en menu under titlen Sommerens flora 2013 – tre, fire eller fem retter til hhv. 495, 595 og 695 kr. Der er en tilhørende vinmenu. A la carte-kortet er mere klassisk orienteret, mens ’flora-menuen’ viser, at køkkenet har et større udsyn end som så og også kan være ’københavnersmart’ på den gode måde. Uanset hvad man vælger, så er det skarpt og præcist, og priserne er ikke ’Skagen-opskruede’.
__________

BONUSINFO: Det passer ikke, at vejret altid er godt på Skagen, slet ikke, men når det er, så sidder man rigtig dejligt i hotellets have, om end de klassiske hvide ’Drachmann-havemøbler’ er mere pittoreske end egentlig komfortable. Man bør heller ikke snyde sig selv for en tur på Skagen Museum lige ved siden af, hvor man bl.a. kan se den originale spisesal fra Brøndum Hotels storhedstid.

PS: Bestiller man snaps til sit smørrebrød, sættes der en hel flaske på bordet, og så styrer man det selv. Hvis man kan!
__________

Brøndums Hotel
Anchersvej 3
9990 Skagen
Tlf. 9844 1555

Åben alle dage – frokost og aften

broendums-hotel.dk

Hyttefadet
- Tilbage til 80’erne


Hyttefadet er ikke bare Gl. Skagen-festabernes foretrukne vandingssted – det er også et helt almindeligt spisested, der vækker ualmindeligt mange mindelser om pastelfarvede poloshirts og 1980’erne i det hele taget.

Jeg troede, at Hyttefadet ene og alene var et berømt og berygtet diskotek og feststed med strikse adgangskrav, selv om det mest af alt ligner en smugkro i en parcelhuskælder med vildt opskruede priser. Et sted, der kompenserer for, at et helt særligt – og i egen selvforståelse meget eksklusivt – feriefolkefærd reelt keder sig gudsjammerligt i sommerlandet. Og måske kommer Kronprinsen forbi, men sandsynligvis ikke!

Men det er altså også et spisested, og kortet ser ganske fornuftigt ud, enkelt og uprætentiøst, men absolut ok – nok sjovest om aftenen. Frokostkortet viste sig imidlertid at være noget beskåret (tæt på halveret), idet de søde piger meddelte, at de ikke havde fået dagens hakkekødsleverance fra Slagter Munch, hvorfor bl.a. burger og pariserbøf ikke var på kortet alligevel. Helt ærligt – vi ankom ved 14-tiden, og byens slagterberømthed er beliggende ca. 2 kilometer fra Hyttefadet! Hvordan f… kan det midt på dagen komme bag på personalet, at der ikke er noget hakkekød i køkkenet, og hvorfor bliver det ikke fremskaffet i en helvedes fart?

Nå, vi fik en ganske glimrende rejemad (skagensrejer) og en ditto ok omgang stegte fiskefileter, men der er nu noget hengemt og 80’er-agtigt over både mad og interiør – noget ugideligt og caféagtigt kulminerende med en isanretning, der til forveksling lignede en dessertsymfoni årgang 1985 med sine chokoladebremsespor og baner af coulis.

Og apropos Slagter Munch så er det på Skagen, lidt som om at hvis bare man på kortet kan skrive, at pølser og skinke er fra Munch, så er den home safe. Hvis jeg var Slagter Munch, så ville jeg være ked af at agere gummistempel for hvad som helst i byen.
__________

BONUSINFO: Der er bl.a. Krug på kortet til et par tusinde stærke – i noget der mere er en strand- kiosk med fine fornemmelser end en egentlig restaurant ... SÅ er vi på Skagen – og er det ikke søde Fritz og lille Poul? Hyttefadet har i øvrigt også et pizzeria – og det er aldeles glimrende og nærmest luksuriøse pizzaer (og gæt, hvem der står for charcuteriet på pizzaerne?). Men tag dem med hjem – der er ikke spændende at sidde på stedet.

PS: Kronprinsen kom ikke!
__________

Hyttefadet
Jens Bergs Vej 2a
9990 Skagen
Tlf. 9844 1777

Åben alle dage i august – frokost og aften (dog ikke 19. august, 20. august, 26. august og 27. august – tjek hjemmesiden for resten af året)

hyttefadet-skagen.dk

De 2 Have
- Og hundredevis af vine


Restaurant De 2 Have burde står på en verdensliste over restauranter med den mest fantastiske beliggenhed. Og når udsigten ned på tallerkenen så også er så god, som tilfældet er, kan man ikke forlange mere.

Ensomt beliggende så langt mod nord, man overhovedet kan komme i Danmark, ved en parkeringsplads i forbindelse med en af landets allerstørste turistattraktioner (Grenen) – der er kort og godt lagt i ovnen til en turistfælde. Jeg har en fjern barndomserindring fra De 2 Have, en erindring om et cafeteriaagtigt sted med udsigten som største attraktion.

Glem det – De 2 Haves genkomst er en af største gastronomiske nyheder på Skagen, siden Michel Michaud rykkede til Ruths Hotel for godt og vel ti år siden. Vi ankom til frokost og valgte at sidde udenfor, selv om det blæste helt afsindigt meget, men solen skinnede og mere spektakulær udsigt skal man lede længe efter – Skagerrak til den ene side, Kattegat til den anden side, klitterne, Grenen, hvor de to have mødes, og alle skibene, der passerer forbi.


TÅRNHØJT NIVEAU

Vi gik begge veje på frokostkortet – smørrebrødsvejen og a la carte-vejen. Det udmøntede sig i en rejemad med et bjerg af friskpillede skagensrejer på skønt brød og med mayonnaise, der må ha’ været hjemmelavet, men jeg er sådan set ligeglad, hvor den er lavet – hovedsagen er, at den var god. Der står ’højt belagt’ på kortet – det passede! Og 148 kr. er yderst rimeligt for denne gavmilde servering.

Vi prøvede også Dagens fisk, der den dag var stegt slethvar, serveret med sæsonens sidste hvide asparges, ærter, gulerødder m.m. og nye kartofler vendt i smør. Retten var drysset med blomster fra klitterne – stedmoderblomst, torskehoved (det hedder den!) og klokkeblomst. Saucen var en intens smagende bisque. De 195 kroner var givet rigtigt godt ud.

Aftenkortet fortsætter, hvor frokostens fiskeanretning slap – dvs. på et meget højt niveau og med anretninger, der på råvaresiden nærmest er bugnende. Og hvor er det en fryd at se et kort, hvor der i vid udstrækning er angivet, hvor de enkelte råvarer kommer fra. Der er ikke bare tale om råvarer, man kan være bekendt, men råvarer, man kan være stolt af.

Niveauet på De 2 Have er tårnhøjt, og at se aftenen falde på her på Danmarks yderste spids er en Skagen-oplevelse af de allerstørste.
__________

BONUSINFO: ”Vil I se vinkortet?” spurgte vores gode tjener os. Vi troede faktisk, at vi sad med det, men så kom han med det rigtige. De 2 Haves vinkort er en guldgrube for kendere – det er fyldt med vine, man gerne vil smage – topproducenter fra hele verden. Man bliver nærmest overrumplet. Der må stå en vinnørd bag!

PS: Skibsfarten omkring Skagen hører til den tætteste i Europa – der går flere skibe omkring Skagen end gennem Gibraltar, så der er noget at komme efter på De 2 Have, hvis man er ’ship-spotter’.
__________

De 2 Have
Fyrvej 42
9990 Skagen
Tlf. 9844 2435

Åben alle dage indtil 24. august, – frokost og aften (herefter kun søndagsbrunch frem til oktober)

restaurantde2have.dk
__________

SE OGSÅ: Anmeldelse: Restaurant Marchal
SE OGSÅ: Amazing Amass