Hvilke tanker gjorde du dig, da du i sin tid blev spurgt, om du ville være køkkenchef på Falsled?
”Jeg blev først og fremmest meget beæret, og derefter indtraf en vis nervøsitet ved tanken om at skulle stå for et sted, der har en status, som Falsled Kro har. Vi brugte en uges tid på at beslutte os. På det tidspunkt havde vi været væk fra Danmark i ni år, og vi trængte egentlig til at komme hjem. Jeg er jo oprindelig fra Fyn, så for mig var det vitterlig nærmest som at komme hjem, og Randi er fra Sønderjylland, så for hende var det tæt på, hvor hun kommer fra. Jacob (Grønlykke fra familien Grønlykke, der ejer Falsled Kro, red.) gav os nøglerne og sagde ’Vær så god, nu er det jeres’.” 
Per Hallundbæk med hunden Filippa.
Og hvordan var det så at få overdraget det ansvar?
”Det første år var forfærdeligt. Helt igennem forfærdeligt. Jeg ved ikke, om det ikke var kommunikeret godt nok ud, at det nu var os, der var her, men folk kom og forventede, at det var Jean-Louis (Lieffroy, køkkenchef på Falsled gennem mere end 35 år, red.). Jeg oplevede at gå gennem restauranten uden at nogen hilste på mig, fordi jeg ikke var Jean-Louis. Vi prøvede at lave den slags mad, stamgæsterne var vant til, men det er ikke min madstil, og jeg kunne ikke lave den ligesom Jean-Louis kunne, så det holdt ikke. Jeg var den forkerte mand, men nu var det altså bare sådan, at det nu engang var mig, der havde fået til opgave at drive stedet. Det betød så også, at vi efter et år besluttede, at nu måtte vi altså gøre stedet til vores eget, og det betød så også et farvel til noget af staben.”
Du kom til ved årsskiftet 2008/2009 – ikke ligefrem det nemmeste tidspunkt. Det er få måneder efter den internationale finanskrise er begyndt at rulle.
”Ja, det var mildt sagt en udfordring. Der var meget på kroen, der var blevet noget træt i det og trængte til at blive skiftet ud eller renoveret. Det var en større mundfuld, end vi nok egentlig havde gjort os det klart, og så gjorde tiderne, at vi ikke helt kunne gå frem i det tempo, vi oprindelig havde sat os for.” 
Da Lene og Svend Grønlykke tilbage i 1971 åbnede kroen, var det for et måbende opland, og det har vel alle dage været et sted, der ikke rigtigt var forankret i lokalområdet. Er det noget I arbejder på at ændre?
”Helt bestemt. Engang var kroen et sted, stort set alle var sure på, og de lokale nærmest hadede kroen og kom her aldrig. Vi prøver at åbne mere op, bl.a. har vi et stort julearrangement i december med julehygge, arrangementer for børn og den slags.”
Men I kommer vel ikke udenom, at kroen er og bliver et sted for et pengestærkt publikum udefra og dermed er lidt af en lukket fest.
”Ja og nej. Selvfølgelig har vi masser af gæster i den tunge ende, rent økonomisk, men jeg tror, vi har lige så mange gæster, der har sparet op og i lang tid glædet sig til at komme – og som kommer igen, når de synes, de har råd. Jeg ved godt, at mange opfatter Falsled Kro som noget, man kun drømme om, og naturligvis skal der lægges nogle penge for et ophold, men jeg mener ikke, at vi adskiller os markant fra steder som Henne Kirkeby Kro eller Dragsholm Slot.
Men Falsled Kro er – og det vil være løgn at sige noget andet – et sted, som mange i offentligheden kendte personer bruger som et hide away – et sted, hvor de kan slappe af og være i fred. Det betyder dog ikke, at kroen er forbeholdt nogen og ikke andre. Der er heller ikke dresscode, som der var engang. Jeg vil ikke være så glad for, hvis der kommer gæster i H2O-badesandaler, men jeg kunne ikke drømme om at afvise en gæst i shorts. Vi er ude på landet, og det skal være afslappet. Folk kommer netop her for at slappe af, ikke for at blive mødt af alle mulige krav.” 
Nu er Falsled Kro ikke just indbegrebet af Udkantsdanmark, men I ligger dog i provinsen, og topsteder i provinsen beklager sig ofte over at være overset. Er det en holdning, du deler?
”Ja, så ubetinget. Jeg kan eksempelvis ikke huske, hvornår der har været en fynsk nominering til Årets ret. Men den geografiske placering er en udfordring – vi ligger bare lidt uden for spotlyset, og vi skal råbe lidt højere for at blive hørt. Jeg vil så sige, at det på en måde også gør det lidt lettere ikke at føle sig underlagt diverse storbytrends. Vi har for eksempel skruet ned for de indledende snacks, hvor jeg i København nogle gange føler mig bombarderet af snacks og ikke rigtig kan finde ud af, hvornår måltidet egentlig begynder. Jeg kan ikke huske, hvad jeg egentlig har fået med alle de serveringer. Vi serverer tre snacks ude i pejsestuen, og det er det. Den der naturvinsbølge er vi heller ikke hoppet på. Jeg bryder mig simpelthen ikke om såkaldt ’naturvin’.” 
Du drømmer ikke om en karriere i København?
”Nej, absolut ikke. Jeg skal have natur omkring mig. Jeg kan godt li’ at komme til København, men jeg bryder mig ikke om at være der i længere tid. Og så er der også lige det i det, at jeg ikke hører til den type kokke, der springer fra sted til sted. Hvis du ser på mit cv, så er det mildt sagt ikke præget af jobskift. Når man siger ja til at drive et sted som Falsled Kro, så er det ikke bare et 9-16-job, så er det en livsstil og noget, man går ind til i døgndrift. Vi bor ikke på kroen, men tæt på, og selv om Randi på papiret er direktør, og jeg er køkkenchef, så er vi reelt altmuligmænd. Det var vi vant til på Engø Gård, og det er vi indstillet på. Vi har noget, vi vil med det her sted.” 
Gammelt ser det ud, men Sognegården blev bygget så sent som 1996 i forbindelse med kroens 25-års jubilæum. Dog er bindingsværket 200 år gammelt og stammer fra en sognefogedgård fra Brylle på Midtfyn. Thomas Grønlykke fra Grønlykke-familien, der ejer kroen, var arkitekt på byggeriet.
Har I så nået målet nu?
”Nej, nej, og det tror jeg ikke, at vi nogensinde kommer til. Det øjeblik, du sætter dig ned og siger, at nu har du nået målet, så er du i virkeligheden færdig.”
Se også: Få opskriften på en forret à la Falsled Kro »
Bliv ven med gastro på facebook »
