Den gastronomiske scene i København har vokseværk.

Restauranter skyder op som afkom eller afhoppere fra andre restauranter i stort set alle prislejer, kvarterer og madgenrer, og alene denne sommer er anmelder-darlings som restauranterne Alchemist, leaven, Umage og mange andre kommet til.

Den udvikling ser ud til at fortsætte til efteråret, hvor erfarne kokke og nye talenter beriger byen med deres bud på, hvad vi skal spise denne vinter.

Her er fire af de restauranter, vi glæder os allermest til slår dørene op.

September: Musling
Restauranten hedder Musling og den er sat i vandet af folkene bag Kødbyens Fiskebar, så det er nok ikke en overraskelse, at den nyeste restaurant på Israels Plads fokuserer på fisk og skaldyr.

LÆS MERE: Gastro tester de fem bedste spisesteder i Københavns Lufthavn

Musling vil forsøge at ramme den travle bistrostemning fra restauranterne omkring madmarkeder i London, Paris og Barcelona. Det betyder, at der er åbent fra tidlig morgen til sen aften, at der vil være begrænset mulighed for bordreservation men en åben invitation til at kigge forbi spontant, og at priserne vil være lavere og maden simplere end på Fiskebaren.

Restauranten byder de første gæster velkommen i løbet af september og vil blive drevet af et erfarent hold af kokke, restaurantchefer og tjenere, der tidligere har arbejdet på Ensemble, Noma, elBulli og Mesteren og Lærlingen.

Oktober: Naert
Vi forstår godt, at du begynder at gabe af kedsomhed, hvis vi begynder at snakke om ny nordisk mad, men hvis vi siger ny norsk mad, kan du så forklare os, hvad det er?

Det kan vi ikke, og derfor glæder vi os til, at restauranten Naert åbner i Pilestræde til oktober. 

LÆS MERE: Mænd går kun med 13 % af deres garderobe

Menuen vil være baseret på norske råvarer og vil blandt andet byde på rømme, klipfisk, fenalår og pinnekjøt. 

Kokken er danskeren Jacob Burmølle-Jensen, der i årevis har kokkeret med stor succes hos vores nabo mod nord. 

November: Eldorado
Bornholmerdrengene bag Kadeau har haft travlt på det sidste: først åbnede de Kadeau på Bornholm, så fulgte den københavnske version af Kadeau, så kom Pony, i sommers åbnede de SommerPony på Bornholm, og til november slår de dørene op på Eldorado.

Konceptet vil være løsere end på de andre restauranter, og menuen vil være mindre dogmatisk i sit fokus på bornholmske råvarer. I stedet vil køkkenet lege med en blanding af inspiration fra den store verden og lille Bornholm, og stemningen vil være mere uformel og festlig.

LÆS MERE: Danmarks bedste landevejskro

Det er endnu ikke sikkert, hvilken adresse Eldorado får, men det er ret sikkert, at det bliver godt.

Inden jul: Ramen & Beer
København får sin anden dedikerede ramen-restaurant inden jul, når Ramen & Beer åbner i Griffenfeldsgade i restauranten POPs gamle lokaler.

Restauranten er et samarbejde mellem bryghuset Mikkeller og den japanske restaurant Bento, og menuen kommer – ikke overraskende – primært til at stå på øl og ramen. 

En skål ramen, der består af en stærk suppe, nudler, grøntsager og svinekød, vil komme til at koste omkring 90 kroner. Mikkeller er i gang med at udvikle en øl, der passer godt til den japanske suppe.

LÆS MERE: Danmarks bedste landevejskro
LÆS MERE: 7 billige restauranter i København
LÆS MERE: Dislike-knappen: Derfor kommer den først nu