Fantomsmerter er som bekendt de smerter, mennesker med amputationer kan have i amputerede lemmer – altså smerter i lemmer, man faktisk ikke længere har. Lidt på samme måde er det med klagerne over Rasmus Oubæks kæreste Ahn – Ahn, der er berømt og berygtet for ikke at stryge gæsterne med håret.

Ahn fortalte, at der stadig dukker klager op over hende på diverse websites – klager over hendes påståede opførsel som tjener på Restaurant Oubæk, hvor hun vel at mærke ikke har haft sin gang de sidste par år! Derfor sammenligningen med fantomsmerter!

Respekt
Jeg ved næsten ikke noget værre, end når andre mennesker gør sig kloge på ens oplevelser – man ved bedst selv, hvordan man oplever eksempelvis et restaurantbesøg, og derfor kan jeg ikke mene noget om andres oplevelser med Ahn.

Men jeg kommer rigtig meget rundt på restauranter og oplever gæster, der gebærder sig, så man må sig forbarme – og den aften på Retour specifik oplevede jeg et selskab få en sang fra de varme lande – og det var fuldt velfortjent.

Sent og efter køkkenets åbningstid ankom de og forstod ikke, at alt ikke var muligt. Køkkenet var ved at blive gjort rent, men de blev tilbudt en bøf, men næh, nej, for en af dem var vegetar (velkommen til Oubæk, bøf og bearnaisekongen!) og det ene og det andet.

For at gøre en lang historie kort, så var deres fremfærd bestemt ikke særlig sympatisk – de blev ikke mødt med tilsvarende arrogance, men de fik læst og påskrevet. Og det havde de selv bedt om. Summa summarum så holder jeg meget af Ahns no nonsens-betjening, der handler om respekt og om, at gæsten ikke skal komme anstigende med helt forkerte forventninger.

Smag, smag, smag
Maden på Retour er, som man kender og elsker den fra dagene på Oubæk i Store Kongensgade – relativt enkelt bistrokøkken, knivskarpt tilberedt og loaded med velsmag – lige fra det indledende snackbræt (skinke, pølse, surt m.m.) og den lune terrine til de næsten vulgært dejlige profiteroles med vaniljeis og chokoladesauce til slut.

Imellem det fik vi en forsommerlig servering med slethvar, porrer (helt fintsnittede), knivmusling, croutoner og riiigeligt smør og fløde. Der kom også en oubækklassiker på bordet – ravioli med snegle, parmesan, smør og salvie. Der var igen godt med smør og masser af hvidløg, som de fleste restauranter er så bange for.

Ribeyebøffen med pomfritter (perfekte), bearnaise (sublim) og salat (med en præcis sennepsvinaigrette) var et 10-tal på en skala fra 1 til 10. Også duebrystet med svineskank, foie gras og linser gjorde os glade.

Øko-bøko
Ahn gjorde opmærksom på, at der jo også var et ’rigtigt’ vinkort, hvis vi ikke gad ”det dér øko-bøko-vin …” – sagt i et tonefald, der indikerede, at det ikke var hendes kop te, altså øko-bøkovin. Heller ikke rigtig vores, så vi tog en skøn, skøn Chambolle-Musigny fra Domaine Comte Georges de Vogüé – der er noget med due og bourgogne! Den krøb lidt over 1.000 kr. – det kunne være gjort billigere, men det var pengene værd. Der er vine på kortet helt ned til 300 kr.

Retour har som bekendt til huse i Ensembles gamle lokale bag Det Kongelige Teater – et ret lille lokale, hvor det alligevel er lykkedes at få plads til en del flere borde end i Ensembledrengenes tid. Lokalet i sig selv kommer ikke med så meget, men det betyder ingenting, for rummet træder fuldstændig i karakter i takt med stemningen og ikke mindst maden.

Man kan spise et sådan set udmærket måltid og alligevel tænke, at det pågældende sted nok ikke er et sted, man har specielt meget lyst at frekventere igen – og faktisk er det vel et meget godt pejlemærke; har man lyst til at komme igen?

Ja, man har lyst til en retur til Retour – Retour er sådan et sted, man altid har lyst til at komme tilbage til.

Retour, Tordenskjoldsgade 11, 1055 København K, Tlf. 3333 8330
retour.dk

Rasmus Oubæk og Retours noget nært perfekte pomfritter.

Anmeldelsen er fra gastro nr. 67, maj 2012.