Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

macaroni and cheese mac 'n' cheese

Mac 'n' cheese

Sådan laver du en snorlige macaroni and cheese

En genial amerikansk specialitet med pasta, bechamelsauce og ost. Nem at lave.

printer Print

Ingredienser

Til fire personer:

400 g macaroni (eller en anden form for pasta i rør, mezze maniche eller rigatoni kan også være udmærkede)
0,6 liter sødmælk
60 g revet parmesan
60 g revet Vesterhavsost
25 g smør
40 g hvedemel
Salt og peber
Muskatnød
3 laurbærblade
1 stængel frisk rosmarin

Selvfølgelig er det amerikanerne, der har opfundet macaroni and cheese, denne ret, der dybest set bare består af pasta, bechamelsauce og ost. Det kan lyde ret idiotsikkert, og det er det sådan set også, men samtidig er det også ganske genial budgetvenlig mad - og en meget efterårsagtig spise, der kan give trøst og varme, når regnen slår mod ruden.

Mac ’n’ cheese kan laves i en række variationer, folk har i tidens løb dullet den op med fornemme råvarer som hummer, med ydmyge grøntsager som porrer og blomkål og, naturligvis, med en maskulin yndling som bacon.

Men når det kommer til pasta, synes jeg ofte, at mindre er mere, og derfor kommer den her i en ganske skrabet udgave, hvor smagen er fokuseret på mælkeprodukterne og de få krydderier, der indgår. Spis den med modspil i form af masser af bitre salater, såsom frisée, romaine og radicchio med olivenolie og citronsaft. Say cheese!

Sådan gør du:


- Kog mælken op med laurbær og rosmarin, skru ned og lad simre.

- Smelt smørret i en kasserolle. Hæld hvedemelet i, rør om, til det er smeltet i smørret, skru ned og lad det simre under jævnlig omrøring et par minutter, indtil det er lysebrunt. Det er din opbagning, der jævner saucen.

- Sigt laurbærrene fra, og hæld mælken op i opbagningen, lidt efter lidt, mens du hele tiden omrører med et piskeris og sikrer dig, at der ikke er klumper i massen.

- Når al mælken er jævnet, smager du sovsen til med salt og peber og reven muskatnød.

- Kog pastaen i rigeligt saltet vand, til den er lidt mere al dente, end du normalt bryder dig om.

- Vend den op i den varme sovs, rør sammen med de revne oste.

- Kom det hele i et ovnfast fad, og tilsæt gerne en deciliter kogevand, hvis du synes, massen er lidt for tør, det er meningen, at pastaen skal have lidt at suge af i ovnen.

- Bag det hele i ovnen ved 220 grader i et ovnfast fad eller en gryde, der kan tåle at komme i ovnen i en lille halv times tid, til det er boblende varmt og gyldenbrunt på toppen. Besind dig, og vent et øjeblik med at spise, så du ikke brænder tungen.

- Det mest efterårsagtige ville være at skylle den ned med en robust rødvin. Men en god rosé kan også være god til at tage toppen af fedmen.