Det bliver ægte høstfest med lange borde i marken og masser af nyopgravede grøntsager og nyslagtede lam, når Rødder d. 1. september flytter pop-up restauranten fra København til den smukke Buresø i Slangerup og sørger for et rustikt måltid mad med meget lokale råvarer og naturlige vine.

Rødder hiver porrer, kål og andet godt op af jorden, går på æblerov i de nærliggende haver, braiserer kød fra de søde små lam på Steens marker og fanger måske en gedde eller to fra søen.

”Tidligere har vi taget marken ind til byen, denne gang tager vi byen ud til marken. Det er en unik mulighed for os Rødder at vise, hvor grøntsager gror og lade gæsterne se de glade dyr græsse – og spise deres fætre ved langbordene til middagen,” siger folkene bag Rødder, Esben Grundtvig, Solfinn Danielsen og Martin Marko Hansen.

Se også: Smag på vinen

Rødder sørger for bus til og fra København og det vil også være muligt at få en teltplads på marken. 

Fra kl. 16.30 kan man få sig en tur rundt i marken, og middagen starter kl. 18.
Prisen for snacks, lidt bobler, mad, kaffe og lidt sødt er 400 kr.

For Københavnere er der bus fra København fra Linnésgade 14 ved Torvehallerne kl. 16 og afgang igen fra Buresødal kl. ca. 22.30. Prisen for Transport er 100 kr. 

Adresse:
Buresødal
Jørlunde Overdrev 7
3550 Slangerup

Læs mere på www.facebook.com/rodder.dk

Om Rødder
Rødder laver en gang om måneden pop-up restauranter med fokus på lokale råvarer, glade dyr og naurlig vin. Rødder finder grønt og kød fra små gårde, hvor landmændene lægger en masse kærlighed i dyrkningen af grøntsagerne og sørger godt for dyrenes velfærd.