LA GRANDE CÔTE ROSÉ 2013, PASO ROBLES. USA til 75 kr. 
4,5 stjerne ud af 6
americanwine.dk



Rosévinene har fortsat sine indædte modstandere, nok ikke helt så mange som tidligere, men roseen kom næppe for alvor nogensinde ind i det helt fine selskab. Og fred med det – det ændrer ikke på, at rosé her i sommertiden er et af de bedste bud på et glas vin i skyggen. Eller til mad – og i det selskab er La Grande Côte her eminent med sin let rustikke ’kødfuldhed’ og subtile strejf af sødme. Sæt den til jomfruhummere eller rejer, til sushi eller hvorfor ikke til en fed hvidskimmelost.

SOLI PINOT NOIR 2013, EDOARDO MIROGLIO. BULGARIEN til 69 kr. v./6 fl.
3 stjerner ud af 6
a-vinstouw



Vær ikke bange, vær meget bange! Pinot noir til under 100 kroner er sjældent en oplevelse, jo, ofte en skræmmende oplevelse. Når stadset så kommer fra Bulgarien af alle steder, stiger nervøsiteten. Nerverne kan dog godt falde til ro igen. Prisen afspejler kvaliteten i glasset, som er so-so. Lys gennemsigtig druetro farve og duft af rønnebærjuice, askebæger og æblemost, mens smagen er letbenet, tydeligt syrlig og uden anden form for bid. Eftersmagen er lidt mærkelig, uren, svedig og svovlet, men det kan oses af den. Skal ikke købes som pinot noir, men som sommerlig tørstslukker og dem er der jo som bekendt rigtig mange af. 

GRÜNER VELTLINER STEPHANUS 2014, WEIXELBAUM, KAMPTAL. ØSTRIG til 98 kr.
6 stjerner ud af 6
grapewise



Under en nylig rejse til Østrig fik jeg indsigt i en debat om nationaldruen grüner veltliner. Statusdrømmende internationalister ville gerne give den fadlagring. Puristerne svor, at det aldrig burde ske – den vil miste sin enestående mineralitet. Weixelbaum har prøvet begge løsninger. Hans Wahre Werte med barrique er tæt på misforstået, en nærmest pumpet vingummibamse. I kontrast til den er hans Stephanus græsset, fuld af røget pære, flintet, opretstående og søjleagtig. Knasende tør, nærmest som at slikke på en gipsplade vædet med æblejuice, doseret alkohol og sprøjtende saftig lige inden afslutningen, hvor stenmelet slår til og samler alt. Og så er den oven i købet billig. 

FOND CROZE 2012 VINCENT DE CATARI, CÔTES DU RHÔNE VILLAGES, RHÔNE. FRANKRIG til 99,95 kr.
5 stjerner ud af 6
eriksorensensvin.dk



Det er vine som den her, der gør, at mange med rette elsker rhonevine, og det er vine som Fond Croze, der viser, hvor langt man kan få ikke ret mange penge med Rhône. Der er tale om grenache (mestendels) fra gamle stokke. Lavt udbytte og i øvrigt økologisk dyrket. Et vidunderligt peber- og lakridspræg – det er en vin med markant tyngde, men uden den dér trættende væg-til-vægvelourtæppe- fornemmelse. Drik den tilpas afkølet til relativ kraftig mad, eksempelvis lam, der rent faktisk smager af lam, eller et stykke oksekød fra grillen. Et rigtig godt bud på en ’weekendvin’, der jo som bekendt gerne må koste lidt over daglig vande.

006 MALBEC 2013, ANIELLO, PATAGONIEN. ARGENTINA til 99,95 kr. v./ 6 fl.
5 stjerner ud af 6
eriksorensensvin.dk



Naturvin fra Argentina. Ja, det måtte jo komme, og landets klima egner sig på sin vis godt til den naturlige skånsomme tilgang. Rustik næse med læder, fermenterede lufttørrede skinker under lofter, lavendel og viol, køligt udtryk, laaangt fra Mendozas heftige sager. Smagen er mundvandsprovokerende, saftig, syrlig og fremragende sommerlig. Jeg testede den ved to temperaturer, 18 grader gik fint, men ved 14 var den strålende. Alkoholen er komplet i balance med resten af bestanddelene og konservative loirenaturvinstilhængere ville nok aldrig gætte argentinsk. Klart at anbefale.

LÆS OGSÅ: De bedste fra Bordeaux 2014

LÆS OGSÅ: Den fotogene italienske aperitif Aperol erobrer sommer-Danmark

LÆS OGSÅ: Det skal alle mænd kunne: Smage på vin på restauranten