Togskinner på tænderne kan gøre underværker. Både for et tandsæt, der er kastet ind i munden, og for en skrabet pengepung.

Det fandt en velvoksen britisk mand ud af, da han fik bøjle på sine tænder i over- og undermunden med elastikker og udnyttede den på overfladen irriterende situation til sin egen fordel. 

Bøjlemanden ved navn Lewis satte sig nemlig for at finde ud af, hvor ung hans jernfyldte mund egentlig fik ham til at se ud. Eksperimentet blev udført i diverse butikker, barer og frisører, hvor han prøvede at hustle sig til børne- og studenterrabat.

Og det gik mildest talt strygende for ham.

Iført noget der ligner en skoleuniform, køber han mad på en restaurant fra børnemenuen, der gælder til og med 15 år. Han får studierabat hos frisøren og bliver tilbudt at købe en rejse på et rejsebureau for studerende.

Sidst, men ikke mindst, bliver han bedt om at vise ID på en bar. Den entydige konklusion må således være, at togskinner forlænger ungdommen betydeligt og sparer en gode penge. 

Længe leve voksenbøjlen.

Se hele Lewis’ geniale bøjletest her.