Lokumsbræt, mundkusse, motherfuckerskæg, Van Dyke, goatee, Flemming Jensen version 2.0.

Kært barn har mange navne, og det her barn er et af de kærere: skægget, der går i en løkke fra overlæbe til hageparti og danner en perfekt ramme om dit kyssetøj og dine talegaver. En barberbladsskarp skægfrisure, der dog kun er skarp, så længe den er millimeterpræcist eksekveret.

En mundkusse, der er flosset i kanten, er bare ikke helt så imponerende, vel? Men nu er der råd til alle, der nogensinde har rystet på hånden, mens de satte de afgørende strøg ind med skraberen.

Firmaet med det oplagte navn GoateeSaver har nemlig lanceret et aggregat, der ikke bare gør dig lækker, efter du har brugt det, men også øger din sex-appeal under operationen – på sådan en lidt sm-agtig måde, hvor du ikke kan tale samtidig.

Tjek den ud i al dens genialitet her i demonstrationsvideoen: