I dag er det præcis et år siden, at Donald Trump blev valgt til posten som USA’s mest magtfulde mand. Siden har alt fra hans specielle tøjstil til hans uheldige tweets på Twitter skabt overskrifter i medier verden over, og særligt hans hårpragt har ofte været omtalt for sit særegne udseende og har endda fået sin egen Twitter-profil.

Derfor har det naturligvis også kun været et spørgsmål om tid, før nogen tog hår-sagen under kærlig behandling. I et nyt tweet har en person med Photoshop-snilde kreeret et billede af, hvordan Trump ville se ud med hår, der er læner sig mere op ad det ‘normale’. Præsidenten har her fået en hårlinje, der er mere typisk for en 71-årig, og det har ændret hans udseende dramatisk.

Det amerikanske magasin GQ var faktisk de første til at udforske alternative frisurer til Trump, da de gav ham en makeover tilbage i starten af 2017, og også her var det svært at genkende præsidentens signatur-look.

Business Insider har tidligere fået en hår-kirurg til at forklare Trumps hår-situation, og han sagde her, at den højst sandsynligt skyldes en hårtransplantation.

Trump selv har været relativt åben omkring sin frisure og har i bogen ‘How To Get Rich’ fortalt, at han farver det, fordi han ikke kan lide den mere klassiske grålige farve. Han har desuden tidligere bedt folk om at hive i hans hår for at bevise, at han ikke bærer paryk - hvilket han også tweetede om allerede i 2013.