Clement Kjersgaard: Jeg nærer dyb mistillid til alle politiske partier

Det har jeg lært: Clement Kjærsgaard


36 år, tv-vært og redaktør

I 1985 medvirkede min far og jeg i en Otto Leisner-quiz med titlen ’Hvis er hvems?’ Jeg kan huske, da invitationen kom med posten, og min far spurgte over morgenbordet, om jeg ville være med. Men det helt store indtryk var efter udsendelsen, fordi vi fik lov at sidde i studiekontrollen under indspilningerne af det næste program. Der var et redaktørbord med tv-monitor og et lille relæ, så man selv kunne vælge, hvilket signal man ville se på monitoren, simpelthen ved at klippe mellem kameraerne, hvad jeg fik lov til. Under optagelserne siger Per Wiking, der producerede udsendelsen: ”Hold kæft, Leisner!”, muligvis i sneglen til Leisner, muligvis blot til de andre i kontrollen. Dér lærte jeg noget om magtfordelingen i tv: Det er produceren, der bestemmer. Jeg ville være producer. Det vil jeg stadig.

Som teenager tænkte jeg over, hvor glad min far var for at arbejde ved sit skrivebord. Jeg tænkte, at der er mange ting i ens tilværelse, man ikke er herre over, man er ikke herre over kærligheden, man er ikke herre over liv og død, men der er en sammenhæng mellem de timer, du lægger i at blive dygtig til dit arbejde, den glæde, du har ved det, og den indflydelse, du har på det. Man er herre over sit skrivebord.

Talent er overvurderet. Selvfølgelig er der folk, som er født til at blive bedre arkitekter end andre, men du kan eddermame nå langt alene ved din arbejdsindsats.

LÆS OGSÅ Det har jeg lært: Anders Lund Madsen

Jeg flyttede til Hongkong på min 17-års fødselsdag for at tage en tosproglig studentereksamen. Jeg skiftede hele min verden ud fra den ene dag til den anden. Jeg tog fuldstændig ansvar for mit eget liv. Der var ikke noget i min baggrund eller opvækst, der sagde, at det var en oplagt ting at gøre. Vi elever følte, at vi stod i et vindue til fremtiden, vores egen fremtid, men også verdens fremtid. Ingen i Hongkong var i tvivl om, at fremtiden lå i Asien, og at magten ville fordele sig anderledes. Det har jeg været forberedt på siden.

Jeg blev undervist i engelsk og verdenslitteratur af en lærer, der hed Ian Graham. Han skabte et fantastisk rum omkring sig af nærvær og nysgerrighed. Han var altid i kontakt med sine egne værdier og idealer, men samtidig lydhør og generøs over for enhver, han mødte. Han viste hele tiden, at samtalen havde et rum til på den anden side. Jeg kan ikke forklare det bedre end det. Da en af de andre engelsklærere dukkede op til et lærermøde i en meget spraglet skjorte, kastede Ian Graham ét blik på den og sagde: ”I once had a hangover that colour.”

Det er provinsielt at overvurdere det land, man kommer fra, men det er også provinsielt at undervurdere det.

Jeg lærte en teknik, da jeg lavede talkshowet ’Clement direkte’ i 2005. Showet havde så mange elementer, at man ganske enkelt ikke kunne overskue det. Jeg kunne ikke kigge fem minutter frem. Måden at gøre det på var at tænke: ”Hvis jeg kommer ind, og den første joke sidder der, bang!, så er det godt nok, så kan jeg i virkeligheden godt tage hjem. Men nu, hvor det går så godt, så kan jeg lige så godt blive og tage de næste 30 sekunder.” Jeg flyttede hele tiden opmærksomheden hen til det sted, jeg var i udsendelsen. Jeg gør det samme, når vi laver ’Debatten’. Lad os få de første fem minutter til at sidde i skabet, så er jeg ligeglad, så slapper jeg af. Det er et udmærket mentalt organiseringsprincip. Det er også meget mod min natur. Jeg er det lange sigts mand. Jeg har tillært mig nærværet.

LÆS OGSÅ Det har jeg lært: Johan Ol

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok