Jan Grarup fotograf

Jan Grarup fotograf

Jan Grarup: "Jeg er ikke den første krigsreporter i verdenshistorien, der har fået tillagt mig et for stort alkohol- og stofindtag"

Vi kender alle myten om den fordrukne og selvdestruktive kunster, der skaber sine værker under lige dele smerte og personlige skandaler. Men er selvdestruktivitet nødvendig for kreativiteten, eller er der kunstnere, der foretrækker regler og faste rammer? Nilo Zand møder otte mænd, der presser sig selv til det yderste under fuld kontrol eller i totalt kaos Her er det fotograf Jan Grarup.

Jeg var i Sarajevo under det store vinterangreb i 1991-92, hvor vi sad fast på Holiday Inn, og det væltede ind med granater. Vi skulle ud af en bagdør og op igennem nogle åbne sletter, hvor der var snigskytter.

Når du har gået den tur flere gange om dagen, og du ved, at folk bliver skudt, så har kroppen brug for et ekstra spark mod og energi til at tage turen. Det hjælper stofferne med. Noget af det handler om overlevelse.

Noget af det handler om at dulme, at have noget at falde i søvn på og komme i gang næste dag. Det er selvmedicinering. At drikke eller tage stoffer i det miljø har intet at gøre med kreativitet.

Min største dæmon ved at kvitte stofferne og alkoholen var mig selv. Jeg frygtede, at stofferne var en afgørende del af min kreative kraft og mit mod. Jeg ville hellere dø end at miste de dele. Det har vist sig slet ikke at holde stik. Jeg er blevet langt mere kreativ siden og holder bedre fast i mine idéer og mit mod er blevet tifold. 

En del af mit arbejde er blevet mere kunstnerisk. Det viser, hvad 25 års arbejde som krigsfotograf har gjort ved mig. Det handler om dyb ensomhed og følelsen af at være isoleret. Jeg kan ikke presse mig selv ind i det lykkelige billede. Det eksisterer ikke. Det, jeg laver, sætter spor. Det er derfor, jeg har talrige forliste ægteskaber og forhold bag mig. Prisen for mit liv som krigsfotograf er kærligheden.

Det er, hvad jeg har ofret. Jeg er ikke deprimeret. Jeg har levet et fantastisk liv, men i mit arbejdsliv beskæftiger jeg med med de mørkeste og sværeste menneskelige følelseslag, og den smerte har sat sig i mig.

Det ændrer et menneske at opleve ondskab i sin reneste form, og det bliver svært at tage livet herhjemme alvorligt. Jeg har set små børn blive hugget i hovedet med macheter, og kvinder blive slagtet. Under folkemordet i Rwanda måtte vi skrue op for musikken, fordi der var så mange skrig i luften.

Hvert eneste minde sætter sig i mig. Hver en lyd, hvert et navn, duft og sted, bærer jeg rundt på. Jeg taler ikke kun om ondskab og destruktivitet. Det er også kærlighed, overlevelse og omsorg.

Når man én gang har oplevet den rå menneskelige kamp for overlevelse, bliver man selv ekstrem. Det bliver kun igennem ens egne ekstreme følelser, man finder meningen fremover. Der er destruktive kræfter i alle mennesker. Det er ikke kun i Afrika eller Mellemamerika, at ondskaben findes. Herhjemme bliver vi bare sjældent konfronteret med de følelser, og mange er gode til at lægge låg på destruktiviteten.

Jeg er fascineret af at vise alle de mørke, menneskelige sider frem i mit fotografi. Jeg forskønner ingen konflikter, men jeg har respekt for de mennesker, jeg fotograferer.

De skal have lov til at bevare deres værdighed. Jeg har taget masser af billeder, der aldrig har forladt mit mørkekammer, fordi de er så hardcore, at man ikke kan forholde sig til dem.

Når jeg står i en kampzone, går jeg tæt på, og jeg fotograferer alt det, der sker. Jeg er i mit rette element i de situationer, hvor alle andre fotografer er bange. Jeg er aldrig bange i farlige konfliktsituationer.

Hvis et menneske er utryg, bliver det bemærket. Kroppen afslører frygt. Hvis du derimod står fast, så kan omgivelserne også mærke det. Så kan du bevæge dig frit omkring selv i de farligste steder, uden der sker dig noget.

Vores samfund er strømlinet, og mange går på kompromis med deres kreativitet og inderste drømme for at passe ind i nogle snævre rammer. Ingen har lyst til at stikke ud, for så er man sat uden for samfundet. Vi vil så gerne leve det pæne liv med et smukt hjem og en god pension.

Folk ligger i træningscenter fem gange om ugen for at opretholde en fysisk form eller se godt ud. En eller anden dag falder de om og dør som fantastisk smukke lig i en kiste. Jeg satser på at være helt smadret den dag, jeg dør, og min sidste tanke skal være: What a joyride.

Når der pludselig kommer flygtninge ind over grænsen, som vi har oplevet på vores motorveje, så føler vi os gået for nært. Det interfererer med vores pæne liv. Jeg ved ikke, hvorfor vi tilstræber det pæne liv, for det er også det kedelige liv. Jeg bliver indigneret over den mangel på overskud, vi udviser over for flygtninge herhjemme. Det gør mig hysterisk, og den følelse er en fantastisk, kreativ drivkraft.

Jeg har altid mit kamera om skulderen, når jeg går ud ad min dør, og jeg ser stor skønhed i både dystre og smukke motiver. For mig er det to sider af samme sag. Grimhed rummer noget meget smukt. Forfald kan være enormt smukt, Ikke kun i forbindelse med krig og ødelæggelse. Jeg udforsker mit eget forfald i mine selvportrætter. Det er en modreaktion på alle de her lækre selfier med filtre. Billeder af kvinder med trutmund gør mig virkelig træt. Det er det ærlige selvportræt, der er interessant, ikke forstillelsen.

At fejle er det allervigtigste for en kunstner. At lave fejl, og udforske dem, gør, at du bliver stærkere hen ad vejen. Hvis ikke du fejler, så udfordrer du ikke dig selv.

Der er en grund til, at jeg fotograferer på mange forskellige formater. Fotografiet bliver spændende, når det er uperfekt. Det uperfekte billede af det uperfekte menneske.

Det er der ikke plads til i dag. Der er ikke plads til fejl i kunsten. Der skal helst produceres noget, som kan sælges. Jeg kunne godt tænke mig, at vi tog flere chancer i livet. At vi turde slippe kontrollen og lod følelserne få frit slag. Jeg vil aldrig have været foruden den smerte, jeg selv har oplevet. Uagtet prisen og til trods for de varige spor, smerten har sat i mig.

For at forfølge sine kreative drømme i dag skal man være endnu mere kompromisløs end tidligere. Jeg bruger mine resterende penge på at købe dyrebare materialer i Tjekkiet til mit pladefotografi. For det skal jeg. Det er som de gamle malere, der samlede penge for at købe en tube maling, fordi det var vigtigt – det var vigtigere end at spise. Det er en del af det at være skabende. Man har nogle ting i hovedet, som skal brændes ud. Alt andet må vige.

LÆS OGSÅ: Jørgen Leth: "Jeg er mere forstående over for doping end de fleste"

LÆS OGSÅ: På Andreas’ kontor dyrker medarbejderne crossfit og møder kun to gange om ugen

LÆS OGSÅ: Er dit job på listen? Se verdens kedeligste jobs

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok