Jonathan Safran Foer husker stort set intet fra sin barndom. Men han husker dog, at han som seksårig skrev ’The Epic Poem’, et digt om den sejrrige og krigslystne indianerchef Monigoni.
På trods af den tidlige digterdebut skulle der gå 16 år, før Jonathan Safran Foer overhovedet drømte om at blive forfatter. Han var ikke den bedste studerende hverken i high school eller på college, fordi han ikke evnede at motivere sig til noget, som han var fuldstændig ligeglad med. Og det var han med stort set alt. Lige med undtagelse af skrivekurset han tog på Princeton University.
Som 21-årig havde han skrevet sit første udkast til en roman i kældre, på caféer og på det storslåede New York Public Library. Til at begynde med vidste han ikke, om han var ved at skrive en form for dagbog, en samling breve til sine venner, eller om det rent faktisk var indledningen til en roman. Men det var det udkast, der fik ham til at indse, at han ville være forfatter.
Han blev vild med følelsen af at skrive på noget, han ikke kendte slutningen på. Han tog udgangspunkt i sin universitetsafhandling om bedstefaren Louis Safran, der overlede jødeforfølgelsen under anden verdenskrig, og da han var færdig med at skrive, stod han med debutromanen ’Alt bliver oplyst’ om en ung mand, der leder efter den kvinde, som reddede hans morfar fra nazisterne.
Jonathan Safran Foer modtog en pris fra Princeston University for sin afhandling, og romanen blev en international bestseller. I 2005 blev den til en spillefilm med Elijah Wood i hovedrollen, og i samme år udkom han med den svære toer ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’ om en dreng, der mister sin far i 9/11-angrebene.
Karrieren som professionel og anerkendt forfatter var for alvor i gang. Alligevel siger Jonathan Safran Foer, at han aldrig føler sig inspireret, og han er som regel sikker på, at det, han har skrevet, ikke er godt.
LÆS OGSÅ: Euroman udgiver ny bog med 150 råd og regler: Sådan bliver du en mand
”Jeg kender ingen forfattere, der ikke regner med, at de er fulde af lort hele tiden. Det gør dig meget sårbar og usikker at skrive. Sommetider skriver jeg noget, jeg rent faktisk godt kan lide, men det er som regel mod slutningen af processen, hvor jeg har hadet teksten i lang tid, at jeg kan føle et lillebitte øjeblik af stolthed,” siger Jonathan Safran Foer og illustrerer den flygtige stolthed ved at vise et lille mellemrum mellem to fingre, han holder op foran sig.
Safran Foer har inden for en forholdsvis kort karriere bevæget sig inden for mange forskellige genrer. Han har skrevet romaner, kunstbogen ’Tree of Codes’, tv-serier til HBO sammen med Ben Stiller, og i 2009 udkom han med bogen ’Om at spise dyr’, som udstiller den amerikanske kødindustri på kvalmefremkaldende vis.
Bogen blev en New York Times-bestseller, men kritikere har anklaget Foers vegetarismeforsvar for at være en sammenblanding af genrer og snarere en personlig kostomlægningsrejse end journalistisk research.
LÆS OGSÅ: De bedste serier i 2017 indtil nu
Under alle omstændigheder skabte ’Om at spise dyr’ debat og fik folk verden over til at tage deres spisevaner op til revision, hvilket var hans mål med bogen. Han ville præge folk til at tænke i en bestemt retning. Fx har skuespilleren Natalie Portman offentligt erklæret, at Foers angreb på kødindustrien fik hende til at blive veganer.
De mange emner Safran Foer kaster sig over, er dog ikke et udtryk for, at det er nemt for ham at skrive. Tværtimod.
”Jeg har en ven, der plejer at sige, at det at skrive er som at trække tænder ud gennem sin penis. Det er forfærdeligt at skrive. Og det er så smertefuldt, som noget jeg er i stand til at forestille mig. Og for at komme over det, må man bare gøre det noget mere. Jeg har opdaget, at tiden ikke læger det sår. At gå væk fra det hjælper ikke rigtig – man bliver bare nødt til at blive ved det, og på et tidspunkt når man det næste øjeblik, hvor man bliver begejstret igen,” siger han med et smørret smil, der hurtigt bliver afløst af en alvorlig mine.
Skriveriet er smertefuldt, fordi det er fyldt med tvivl, og fordi det aldrig helt slutter. Når bøgerne er trykt, bliver Jonathan Safran Foer ved med at finde passager og sætninger, han ville have skrevet anderledes i dag. Han er stolt af sine bøger, men det føles lidt som at hive gamle, halvpinlige skolefotos frem, når han genlæser dem.
Nogle dage føler han, at han burde slå søm i på fuld tid i stedet for at skrive. Det er dog lidt bedre at skrive om morgenen, når han endnu ikke føler sig korrumperet af virkeligheden og tvivlen, og dagen stadigvæk føles frisk og uberørt. Og han vil blive ved med at skrive, selvom han på mange måder hader processen.
Tilfredsstillelsen i at kunne skabe noget, der er helt perfekt efter hans eget hoved og idéen om, at rammerne for, hvad han kan skrive om, er uendelige, overskygger frustrationen.
I øjeblikket turnerer han verden rundt med sine bogoplæsninger, og så skriver han på en ny roman. Lige nu handler den om politik og teknologi, og den udspringer af en scene om en astronaut, der blev valgt fra til hans seneste roman ’Her er jeg’. Men han ved ikke, om astronauten overhovedet kommer til at spille en rolle i det færdige resultat. Det finder han først ud af, når han har skrevet noget mere.
”Det er virkelig sjældent, at en idé bare popper op i mit hoved, mens jeg laver noget andet. Hvis jeg skulle gå og vente på dem, ville jeg aldrig blive færdig med et kapitel. Det er jo ligesom at finde en guldring på fortovet. Det sker virkelig sjældent.”
Kort om Jonathan Safran Foer
Født 1977 i Washington DC. Han er mest kendt for romanerne ’Alting bliver oplyst’, ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’ og ’Her er jeg’. Sidstnævnte var 11 år undervejs. I 2009 udkom han med bogen ’Om at spise dyr’. Var indtil 2014 gift med forfatteren Nicole Krauss. I øjeblikket skriver han på en ny roman.
LÆS OGSÅ: Han forsvarer skattesvindlere og momsfuskere: ”Jeg har aldrig siddet tilbage med skyldfølelse”
LÆS OGSÅ: Top 10: Så meget tjener verdens største professionelle gamere
