Michael:
Det begyndte med, at jeg fik nok af mit kedelige corporate job i 2005. Jeg havde lavet en meget tidlig prototype af Issuu. Ingen har set den, den var virkelig grim. Men den virkede. Så jeg sagde op og gik på jagt efter et hold af medstiftere. Vi var nødt til at have et fornuftigt team, et globalt pitch, og så skulle vi lave fundraising, hvilket virkelig var svært i Danmark dengang.

Vi kendte alle hinanden på kryds og tværs. Ruben Bjerg Hansen stod for design, Martin Ferro-Thomsen for kommunikation, Mikkel Jensen og en anden medstifter programmerede. Og jeg var adm. direktør og skrev vores forretningsplan.

Ruben:
Det startede egentlig lovende. Vi sad i Købmagergade i København i et lille baghus, som jeg havde brugt som tegnestue. Og meget tidligt fik vi besøg af en kinesisk forretningsmand, som en af mine venner kendte.

Han var på magasinet Forbes’ liste over milliardærer, og han ville gerne høre om vores idé. Han dukkede op i joggingsæt, konen var i power suit, og små assistenter vimsede omkring ham. Det var bizart. Han forstod ikke halvdelen af, hvad vi sagde, og så var den lukket. Det var første gang, vi prøvede at pitche. Derefter sendte vi vores businessplan ud alle steder. Det var en hel roman på 50 sider, voldsomt komplekst, som rakte fem år frem i tiden.

Så vi lavede også en tegneserie, der forklarede det hele til investorerne, der måske ikke lige havde koncentration til de mange sider.

Ruben:
Der var store ambitioner. Lave fremtidens publishing på nettet, ligesom det er sket med musik og film. Publishing var en af de sidste bastioner, der stadig stod, for det var forholdsvis svært tage noget så flot og grafisk som en lækker tryksag og give en tilsvarende oplevelse digitalt.

Martin:
Vi sendte vores forretningsplan til alle venturekapitalfonde i Danmark. Selv om vi fik at vide, at man ikke må det. Vi blev efterhånden ret paranoide over, om nogen ville tage vores idé. Og det var der faktisk nogen, der gjorde. Så vi sad og bandede, da de lancerede før os. Men så viste det sig, at de bl.a. udgav ting på cd-rom, hvilket vi så som totalt oldnordisk. De døde også ret hurtigt.

Michael: Vi var også bange for, at de store teknologifirmaer ville overhale os. Et utal af gange kom Adobe med et produkt, som vi troede ville ødelægge os. Men det skete ikke. Det er fordelen ved at være en lille startup. De har tusinder af fokuspunkter, vi har kun ét.

Martin:
Da vi endelig fandt en investor, var det Sunstone Capital, som vi mødte tilfældigt til en pitch-session, inden de var etableret. Det er altid godt at komme tidligt ind i en venturefond, og man kan ikke komme tidligere ind, end før de er stiftet.

Michael:
De investerede 8,5 mio. kr. Og et år senere 25 mio. kr. Det var lige under it-boomet, før crashet, så det var svært at finde dygtige folk til realistiske lønninger.

Mikkel:
Jeg kan huske, jeg cyklede rundt ude på Københavns Universitet, DTU og ITU og satte plakater op med jobopslag. Så ventede vi et par dage. Og der skete ikke en skid. Vi fik ikke en eneste henvendelse. Det var meget nedslående.

Michael: Vores første rigtige ansatte var fra Kina, en fyr, der hedder Yan. Han var ved at gøre sin mastergrad færdig og sad i det lille kolde kontor på Købmagergade. Vi fortalte ham, at vi ikke kunne betale ham løn, men kun optioner. Det var lige meget. ”Men du forstår godt, du ikke får løn?” Ja, det vidste han godt. Der kan man tale om motivation. Kort efter fik vi vores første investering, og så kunne vi jo også betale ham løn sammen med optionerne.

Ruben:
Efter den første investering fik vi et rigtigt kontor i Amaliegade. Vi samlede selv IKEA-møblerne om natten. Sådan er det stadig. Stifterne ordner det, hvis en lille dut under bordbenet mangler. Jeg har fandeme jagtet mange pga. kaffepletter på gulvet. For hvis de ikke kan fjerne deres kaffepletter, så kan de heller ikke rette koder på deres skærm.

Martin: Det handlede om at opbygge det rigtige community før lanceringen. Hvis du har for stor en andel i fx Latinamerika, er det ikke supergodt i starten, for det bliver dna’et i dit community. Og hvis du skal leve af annoncer, skal du satse på USA. Så jeg levede tre måneder på MySpace, hvor vi ikke turde sige noget om produktet, men alligevel fik 200 unge, cool designere og andre udgivere til at komme over til os.

Michael:
Ideen var, at når publikum kom på Issuu, fandt de ikke madopskrifter, men cool stuff.



Martin:
En aften kom Michael løbende gennem kontorets snørklede gange. ”Vi er på TechCrunch!” Det var kæmpestort for os, at et dagsordensættende, globalt teknologimedie skrev om Issuu. Og straks røg trafikken i vejret.

Michael:
Det var et stort øjeblik. En slags validering af, at vi ikke var sindssyge. Vi havde satset to års arbejde på at lave det rigtige produkt. Og nu, efter måneder med en flad kurve, eksploderede det.

Mikkel:
Jeg sad med det tekniske, men kunne vi holde til trafikken? Jeg skulle egentlig på ferie, men kunne godt høre, Michael ikke var glad for det. Så jeg måtte ringe til kammeraterne i lufthavnen og sige, de måtte rejse uden mig. Issuu holdt til belastningen uden at gå ned.

Martin:
Efter det højdepunkt begyndte ørkenvandringen. Tingene fladede ud. Du lever selv i fremtiden som iværksætter, mens resten af verden kører i en anden kadence. Jeg ringede til så mange danske journalister, der ikke ville dække os, selv om vi havde millioner af brugere. Først da magasinet Time udpegede os til en af verdens 50 bedste hjemmesider, begyndte de at ringe.

Ruben:
Efterhånden begyndte vi virkelig at vokse, og så en dag ramte vi det midtamerikanske Bibelbælte. Og pludselig blev vi forbudt alle mulige steder. Vi havde nemlig ikke filtre eller kontrol over alt, hvad folk lagde på Issuu, så der kunne være letpåklædte kvinder og den slags, der ikke var populært i Bibelbæltet.

Mikkel: Da vi skulle i Apples App Store, havde vi en lignende krise. De ville simpelthen ikke godkende os pga. pornografi. Selv om vi havde slået det fra. Men de fandt alligevel nogle snedige metoder til at finde ting, de kunne afvise os på.

Ruben: Det var lige før, de lancerede iBooks’ Newsstand, og de blev ved at afvise os med begrundelser, der ikke gav mening. Det handlede om at være først. Og de vidste, de selv var på vej med iPad’en, og der ville de altså ikke lukke os ind. Det var deromkring, vi opdagede, at giganter som Apple og Adobe havde profiler på os. De holdt øje.

Michael:
Det var meget sigende, at da Steve Jobs lancerede iBooks, havde de designet en hylde, der fuldstændig lignede den, vi havde haft på Issuu i to år. Jeg fik mails: ”Til lykke, fedt at se, Apple bruger jeres produkt.” ”Nej,” måtte jeg svare, ”de har bare kopieret det fuldstændig.”

Martin: Det var stort, da vi fik den første mio. brugere eller den første mia. sidevisninger. Men det blev hurtigt ret abstrakt, servereren stod ikke og knurrede i et hjørne. Pludselig kravlede kurven bare op. Jeg skulle tale med en fra Danmarks Radio, da jeg fandt ud af, vi havde væsentlig mere trafik end dem. Ja, nærmest mere end hele Danmark.

Ruben: En dag nåede vi til et punkt, hvor det var begyndt at blive big business. Når du har flere milliarder visninger om måneden, så er der penge at tjene. Pludselig havde vi en stor historie, noget, som måske kunne ændre industrien. Så gik investorerne all in, og vi var klar til næste skridt. I 2013 fik vi amerikansk ledelse og hovedkvarter i Silicon Valley.

Michael:
Venturefonde har ét formål, og det er at forrente penge. Det er deres eksistensberettigelse, og det må man acceptere og respektere. Der er mange muligheder. Firmaer i Europa er ofte meget lavere værdisat end i USA, så alene det at flippe herfra til Amerika kan tre- eller tidoble din værdi til gavn for firmaet og dets positionering i markedet. Det er en af bevæggrundene for, at vi har fået amerikansk ledelse. Firmaet er nu i gode hænder. Jeg selv trak mig tilbage for et år siden og har holdt fri. Det synes jeg, jeg har fortjent.

Ruben: Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg er cyklet forbi Kongens Have og bare bandet til Michael: ”For fanden, mand, se alle de piger derinde. Vi skal snart have noget ferie.” Men vi er bare cyklet forbi, syv år i træk.

Michael: Ernst & Young bad mig notere mit tidsforbrug. 90 timer. På en helt normal uge. Det kan man jo ikke holde til. Det er ikke sundt. Jeg fik desuden min søn, Storm, undervejs. Den timing vil jeg ikke anbefale. Det sidste år har jeg fokuseret på ham. Men jeg ser også tilbage på tiden med Issuu som noget af det bedste i mit liv. Hvor mange får lov at gøre sådan noget?

Martin:
Ja, tænk bare at mødes fem gutter, gå i gang, og så fem år senere have lavet noget, hele verden kender. Det har været spændende og lidt farligt, og jeg gik alligevel ud og gjorde præcis det samme lige efter. For hvad skulle jeg ellers lave?

LÆS OGSÅ: Vi gik så meget i flæsket på konkurrenterne. Hvis det havde været lovligt at slå dem ihjel, havde jeg gjort det

LÆS OGSÅ: Champagne-importøren: Sådan tjente jeg min første million

LÆS OGSÅ: Sådan investerer du dig rig igen