I hjørnet af kontoret på Islands Brygge står en briks mellem de rå betonsøjler. Over den hænger sketchen til en kæmpe rygtatovering, og ved siden af ligger udstyret til en tatoveringsmaskine.

Vi er hos Tattoodo, verdens største online markedsplads for tatoveringer og designs. Medstifter og direktør i selskabet Johan Plenge (32) viser rundt i det New York-inspirerede åbne kontorlandskab med store planter, Mac-skærme, moderne vinduesvægge og eget tatoveringsudstyr. 

Han er lige vendt hjem fra netop New York, hvor Tattoodo har åbnet sit første kontor i egne lokaler. Sidste sommer talte virksomheden fem medarbejdere, nu er der 35 fuldtidsansatte.

30 af dem sidder i Danmark, mens resten sidder i New York, hvor de tager sig af sociale medier og video-content til Tattoodo's største marked; det amerikanske.

"Efterspørgslen på tatoveringer har aldrig været større. De seneste tre år har vi oplevet en enorm vækst, der gør os til den absolut største platform for tatoverings-entusiaster, der når ud til over 200 millioner brugere hver måned," siger Johan Plenge.

Foto: Tine Sletting.

Han er autodidakt IT-iværksætter og har de sidste ti år arbejdet med digitale startup-virksomheder. Det er også i denne branche, at han mødte medstifter og nuværende bestyrelsesformand i Tattoodo, Mik Thobo-Carlsen (42). 

De havde sideløbende arbejdet sammen om flere projekter, da de i 2013 etablerede Tattoodo.com. Fortællingen om Tattoodo's start er faktisk ganske klassisk for iværksættere; de fandt et hul i markedet og udnyttede det.

Johan Plenge havde gået med overvejelserne om at få sin første tatovering, en havfrue med Københavns tårne som baggrund, da han begyndte at søgte på nettet efter inspiration til de konkrete motiver. Men han stødte ikke på andet end tilfældige billedgallerier og websites med indhold af tvivlsom karakter.

"Jeg var meget overrasket over, at der endnu ikke var nogen, der havde sat sig på det digitale tatoveringsmarked i en branche, der var så tydeligt i vækst," fortæller Johan Plenge, mens han viser resultatet på højre skulder frem.

Johan Plenges første tatovering på højre arm. Foto: Tine Sletting.

Han tog fat i sine gamle ven og kollega Mik Thobo-Carlsen, og hurtigt fik de sammensat en kort forretningsplan for projektet. Simpel research viste, at der hver måned blev foretaget 150 millioner Google-søgninger, der var relateret til tatoveringer.

"Med udgangspunkt i vores erfaring fra digital markedsføring kunne vi se, at potentialet var enormt, hvis vi kunne formå at sætte os på Google-søgningerne. Det var et klart hul i markedet uden konkurrence," forklarer Johan Plenge.

Ideen var oprindeligt at etablere en digital platform, hvor brugerne kunne få tatovører til at udarbejde konkrete sketches til deres egne tatoveringsønsker. Herefter kunne brugeren beslutte sig for, hvilket design de ønskede at gå med, og derved "vandt" tatovøren opgaven.

Men hvad Johan Plenge og Mik Thobo-Carlsen havde i teknisk erfaring om søgeoptimering og køb af trafik til websitet, manglede de i viden om tatoverings-branchen. Derfor ønskede de at få en tatovør med branchekendskab med ombord fra start.

Valget faldt på den internationalt ankerkendte Ami James, der selv har stået i lære i Nyhavn, der også er arnestedet for, at dansk i dag tatovørkunst er bredt kendt og anerkendt i udlandet.

Kendt fra tv-programmet Miami Ink havde Ami James millioner fans på verdensplan og et solidt netværk blandt nogle af verdens allerbedste tatovører. Med Ami James som en del af setuppet, kunne virksomheden få et slagskraftigt skub ind på markedet fra dag et.

"Alt, hvad jeg vidste om tatoveringer, kom fra Miami Ink. Tilfældighederne ville, at jeg kendte en, der havde været inde over en tv-produktion, hvor Ami James tatoverede Casper Christensen, og derfor havde kontaktoplysninger på ham," fortæller Johan Plenge og fortsætter.

"Jeg skrev til ham, og et kvarter senere bad han mig ringe. Herefter gik der ikke lang tid, før vi mødtes med ham i København og diskuterede fremtiden for virksomheden."

Ami James ville med ombord. Sammen med Johan Plenge og Mik Thobo-Carlsen blev han co-founder i virksomheden. Udgangspunktet for de tre iværksættere blev en crowdfunding-model, hvor investorer skød kapital i virksomheden.

"Det har været noget lettere at rejse penge, end jeg tidligere har prøvet, fordi vi allerede fra start havde et internationalt reach og adgang til mange hundredtusinde potentielle kunder. Det gjorde casen meget mere attraktiv for investorerne," forklarer Johan Plenge

Ejerkredsen består i dag af flere profilerede investorer som tidligere landsholdsanfører Daniel Agger, entreprenøren Christian Stadil, iværksætter og CEO hos AOL, et verdensomspændende internetselskab, Jimmy Maymann med flere.

Og senest har Tattoodo.com ifølge amerikanske TechCrunch rejst 2,5 millioner dollars til at styrke indholdsdelen på virksomhedens platforme gennem en ny investeringsrunde.  

Foto: Tine Sletting

Siden etableringen af Tattoodo i 2013, hvis navn i øvrigt er Christian Stadils opfindelse, har brugervæksten kun været opadgående. På de to første år voksede trafiktallene med 40 procent hver måned, til Tattoodo ramte 20 millioner månedlige brugere. Og ifølge Johan Plenge er der ikke tegn i markedet på, at tallet vil falde.

Derfor har Tattoodo også justeret sin strategi siden lanceringen. Fra kun udelukkende at være en markedsplads for tatoveringer, forsøger virksomheden nu i højere grad at opbygge den ultimative tattoo-platform. Konkret betyder det, at Tattoodo skal tilbyde alt fra designs, inspiration til på sigt også at formidle kontakten mellem tatovører og kunder og kvalitetssikre.

"Vi vil gerne være vores egen, men for forståelsens skyld kan du sige, at vi gerne vil være en blanding af Instagram og Tripadvisor for tatoveringer," siger Johan Plenge.

Sociale medier har ifølge Johan Plenge haft en helt afgørende betydning for tatoveringsbranchen opblomstring de senere år og har været med til at skubbe af tatoveringer fra subkultur til popkultur. Det samme har den store skare af influencers som fodboldspillere, skuespillere og musikere, der har taget tatoveringerne til sig.

Konkret mærker Johan Plenge, at tatoveringer som hans eget sleeve, tussen på låret og på læggen er blevet mainstream, når store, veletablerede virksomheder fra Silicon Valley viser interesse for projektet. På Facebook har Tattoodo i dag over 14 millioner følgere, men deres indhold når 200 millioner brugere, og på Instagram 1,4 millioner. 

Næste digitale skridt for Tattoodo er lanceringen af deres egen app, som allerede har fået 300.000 brugere på de første fire måneder. Her får brugerne mulighed for at gå på opdagelse i blandt tusinder af tatoveringer, selv lægge billeder op og få serveret indhold fra nogle verdens bedste tatovører.

Samtidig slipper brugerne med den ny app for burger-billeder, flyvinger og andet, der forstyrrer deres feed, fordi Tattoodo på baggrund af brugeradfærd i højere grad kan gøre indholdet relevant for den enkelte, som fx Spotify gør det med musik.

"Vi tror på, at der er behov for at give brugerne mulighed for at fordybe sig i deres interesser, uden at de bliver forstyrret af alt muligt andet. Vi ser, hvordan Facebook hele tiden ændrer på deres algoritmer, så dit feed bliver endnu mere skræddersyet og aldrig bliver irrelevant for dig. Det kan vi i endnu højere grad tilbyde med vores app," forklarer Johan Plenge.

Som en del af strategien ligger blandt andet, at Tattoodo vil skrue op for brugen af egenproduceret content ikke mindst videoindhold af høj kvalitet. Både i form af egentlige serieformater og små, kortklippede videoer med tatoveringsinspiration. Det er her, at Tattoodo sigt skal tjene sine penge. Ved at kombinere content og brugerinteraktion med kommerciel forretning. 

"Ambitionen er at eje hele det online tattoo-space og være den ultimative platform for tatoveringer. Vi skal være på alle de sociale kanaler, vores brugere er. Indtil nu har vi tjent penge på reklamer og på sponseret indhold, men for vores forretningsmodel er bookingdelen, hvor vi sætter kunder og tatovører op med hinanden, den mest interessante. Den begynder vi at rulle ud i løbet af næste år," siger Johan Plenge.

Det er det amerikanske marked, der er det absolut mest interessante for Tattoodo nu og her. Ifølge en rapport fra Pew Research Center har 36 procent af alle amerikanere i aldersgruppen 18-25 år mindst en tatovering. Men også markeder som Asien og Rusland kan på sigt blive interessant for forretningen. 

"Det er en af de industrier, hvor der stort set ikke er sket noget siden 60'erne. Der er virkelig et behov og et potentiale her. Vi ser ikke tegn på, at tatoveringer er ved at være usmart, eller at interessen daler. Tværtimod ser vi en stigende interesse i andre vækstmarkeder end det amerikanske," siger Johan Plenge.

”Som det ser ud lige nu, er der ingen konkurrenter, der kan måle sig med os i volumen. Udfordringen er, hvis mastodonter som Google og Yelp begynder at kigge i vores retning, men vi mener, vi er godt rustet, hvis det skulle ske.”

Det er ikke krav, at man har tatoveringer for at blive ansat hos Tattoodo, men det trækker bestemt ikke ned, fortæller Johan Plenge grinende. Frøen på hans ben er lavet af Ami James. Foto: Tine Sletting. 

LÆS OGSÅ: Liebhavermægler Adam Schnack: ”Forbløffende mange unge har råd til boliger til plus 10 millioner”

LÆS OGSÅ: Michaels liv skulle have været med i De Unge Mødre: Nu satser han på et stort iværksætter-eventyr

LÆS OGSÅ: Dansk iværksætter: ’Vi vil lave verdens bedste t-shirts’