'
Knud Romer svære toer

Knud Romer om den svære 2'er

10 års sidespor: Hvorfor har Knud Romer så svært ved den svære toer?

I år er det 10 år siden, at Knud Romer modtog hædersbevisningen De Gyldne Laurbær. Siden da har han fået to børn og taget imod et utal af freelanceopgaver. Samtidig har han kæmpet med for dårlig tid, for meget alkohol og trusler om sagsanlæg. Men mest af alt er det måske kampen mod hans egen skygge, der forhindrer ham i at få færdiggjort sin anden roman.

Knud Romer kigger op fra A4-arket i sin hånd.

”Du må være Torben?”

Jeg smiler og ryster på hovedet. Han kigger ned igen. Skimmer papiret.

”Det er måske slet ikke mig, du skal besøge,” spørger han, nærmest håbefuldt.

Jeg forklarer, hvem jeg er, og hvorfor jeg er her.

”Nåh ja! Jeg bliver så forvirret,” forklarer han og sætter sig tilbage på læderbriksen.

Et par etager nedenunder knurrer trafikken mellem Gyldenløvesgades granitbygninger, men heroppe, i den trange kabine, hvor han modtager gæsterne til sit radioprogram Romerriget, er der fredeligt og lunt. Knud Romer er kort forinden ankommet til redaktionen på 24syv, og nu benytter han øjeblikket til at slappe af.

Han er i grå arbejdsbukser, blød skovmandsskjorte fra Dickies og et par noble, brune lædersko. Håret ligner morgenhår, selv om klokken er tre om eftermiddagen.

Knud Romer påstår, at han ikke har nogen egentlig arbejdsrytme, og at han aldrig har haft det. Alligevel lykkes det ham at få en del fra hånden.

Om natten skriver han litteratur, om dagen skriver han reklametekster (han vil ikke sige, hvem hans kunder er), indimellem holder han foredrag og spiller teaterroller, når han ikke skriver filmmanuskripter, digte, ABC’er, kronikker eller sangtekster til pigekoret.

Og så har han evnen til at improvisere, der får journalisterne til at ringe, hver gang, de har brug for et veldrejet citat om alt fra Donald Trump til parforhold. Romer kan på et ben fiske en analyse frem fra hjernebarken, formulere den overbevisende og ikke holde op med at tale, indtil du har, hvad du skal bruge på blokken.

Det var dét talent, der i nogle år gjorde ham til fast del af meningspanelet i TV 2-programmet Kulturen på News. Den rolle ophørte med lukningen af panelet for et par år siden, og Knud Romer er egentlig ikke utilfreds med at være sluppet for at skulle levere holdninger.

”Du aner ikke, hvor anstrengende det var at skulle have en eller anden mening en gang om ugen,” siger han.

På sit A4-ark har han printet navn og titel på dagens gæster i studiet samt et enkelt citat, som han er nødt til at kunne gengive nøjagtigt. Resten af programmets forløb lader han stå åbent, så samtalen kan forme sig frit. Han ved, at hvis hans gæster ikke selv vil folde sig ud, skal han nok køre udsendelsen i mål på sine egne talegaver.

”Det er den slags, jeg kan,” siger han, da hans gæster, litteraturforsker Lars Handesten og litteratur- og medieforsker Torben Jelsbak, har taget plads i studiet, kort inden transmissionen begynder.

Dagens diskussion skal handle om populær- og finkultur, om hvorfor vi definerer noget som finere end andet.

Apropos indleder Knud Romer programmet med en anekdote:
I 2008, året efter at han selv havde modtaget boghandlerprisen De Gyldne Laurbær for sin debutroman ’Den som blinker er bange for døden’, var han inviteret med, da Jens Smærup Sørensen skulle overrækkes årets laurbær.

Undervejs blev der sendt en stikpille mod Romer: Taleren sagde, at det, med al respekt for hr. Romer, var ”rart at kunne overrække prisen til en rigtig forfatter.”

”Jeg bliver aldrig en rigtig forfatter. Jeg er jo bare tekstforfatter,” hvisler Knud Romer ind i sin mikrofon.

LÆS OGSÅ: Jesper Christensen: opium, løgne og en far, han nægtede at se

Udsagnet om, at en reklameskribent ikke skulle være lige så god som en romanforfatter, er ment polemisk. Men måske er der, som i de bedste provokationer, alligevel noget, der trykker.

Knud Romer elsker, når nogen giver ham en kort deadline på en fyndig tekst eller en velturneret tale til en gang i næste uge. Eller når han kan jazze sig gennem et kort, defineret forløb som en radioudsendelse. Men det der med at få en bog færdig, det holder tilsyneladende en del hårdere. Faktisk har han siden modtagelsen af laurbærrene i 2007 ikke udgivet flere bøger. Og det er dét, jeg har henvendt mig for at spørge ham om: Hvad sker der med opfølgeren?

”Hvis den bliver sådan, som jeg drømmer om, så bliver det en fed historie. Men spørgsmålet er, om den nogensinde bliver færdig,” siger Knud Romer, da vi nogle uger tidligere sidder i sofaen i hans hjem i København.

Over halvanden liter cola – Knud Romer misser ikke en lejlighed til at lovprise Coca Cola  fortæller han om de spor og vildspor, som han har skrevet sig ud ad i de ti år, der er gået, siden han modtog De Gyldne Laurbær.

Oprindeligt ville han skrive historien om sin bedste ven, en russisk-amerikaner, der voksede op i Iran som søn af en CIA-agent, og som måtte flygte hjem til USA med familien, da shahen ved revolutionen i 1979 blev væltet og afløst af Ayatollah Khomeinis islamiske republik.

Han fik skrevet noget, der sagtens kunne være en bog, men det fungerede ikke.

”Jeg havde 300 sider spionthriller med verdenshistorie, med Khomeini og Shahen, med opiumrygende diplomatkvinder, med skønhedssaloner, der tjente som spionreder. Det var flotte sætninger. Men jeg syntes kun, jeg havde skabt nogle kulisser. Jeg synes, man kan mærke, når forfatteren ikke er nærværende i det, han skriver. Jeg har aldrig gået ned ad Ferdowsi-gaden i Teheran og kigget på tæppehandlerne. Jeg har ikke været der. Jeg har ikke lugtet det. Man kan finde på hvad som helst, men hvis man som forfatter ikke er i stand til at inderliggøre det, så det virker selvoplevet, overbevisende og nærværende, så er det virkelig noget skidt.”

LÆS OGSÅ: Fra rooftopbaren til slummen: 7 ting du skal lave i Mumbai

Inspireret af sin kones familiehistorie gav Knud Romer sig i stedet til at skrive på en roman om en familie, der vil rette Skjern Å ud omkring år 1900. Han forsøgte sig også med sin kones personlige historie, historien om en pige, der tager til Wien og giver sin ungdom i bytte for at blive en dygtig violinist. Knud Romer skrev den i første person, men var ikke i stand til at overbevise sig selv om dens nødvendighed.

Så blev han opsøgt af en dansk efterkommer af de tyske besættelsestroppers kommandør over Sjælland og Sydhavsøerne. Den to meter og 10 centimeter høje mand, der blandt andet fortalte, at hans stamtræ talte korsriddere og en pilot, som havde fløjet i eskadrille med Den Røde Baron under 1. verdenskrig, ville gerne have Romer til at skrive sin familiehistorie.

Desuden bød hans eget liv på en misbrugshistorie fra Stenhus Kostskole i Holbæk, hvor han havde tilbragt sin ungdom, en historie, der blandt andet involverede pisk til blodet flød.

”Det var næsten for godt til at være sandt, at han ville give mig sin historie,” siger Knud Romer, der fik besøg af den høje mand hver tirsdag i månedsvis.

Men pludselig en dag havde kilden, uden først at konferere med forfatteren, fortalt en journalist fra Børsen om rektoren, der afstraffede ham fysisk i hans barndom. I artiklen kunne man også læse, at den prisbelønnede forfatter Knud Romer var i gang med at skrive hans livshistorie.

Kort efter modtog Knud Romer et brev fra en advokat, der repræsenterede sønnen til den omtalte rektor, og som truede ham med sagsanlæg, hvis han skrev så meget som en linje om det. Det blev enden på dén roman.

Knud Romer havde også tidligere prøvet at blive angrebet for noget, han skrev.

Det skete efter udgivelsen af ’Den som blinker er bange for døden’. Den elegante lille bog sammensyr i et sømløst sprog Romers dansk-tyske families historie igennem flere generationer afsluttet med hans egen opvækst. Der er små tragedier, og der er store tragedier, alle sammen har de 2. verdenskrig som omdrejningspunkt. Og skildringen af det had, som han og først og fremmest hans tyske mor oplevede i efterkrigstidens Nykøbing Falster, faldt i dårlig jord hos mange nykøbingensere, der mente, at bogens scener var vildt overdrevne.

”At folk skulle have forfulgt dem og givet dem sur fløde, når de købte ind og den slags, er helt ude i hampen. Helt ude i hampen. Han er bare en dygtig reklamemand,” sagde en lokal til Politiken, da avisen året efter udgivelsen var i Nykøbing for at lodde befolkningens modtagelse af ’Den som blinker er bange for døden’.

Modstanden tog hårdt på forfatteren, der en overgang var på nervemedicin, når han rejste rundt i landet og holdt foredrag om bogen, fordi han vidste, at han altid skulle være forberedt på kritiske spørgsmål. På én gang måtte han forklare publikum, at det jo mestendels var noget, han havde opdigtet, men samtidig måtte han stå på mål for det, han havde gjort. Knud Romer blev efterhånden klar over, hvor øm en ligtorn, han havde ramt. I dag glæder han sig over, at han trådte til.

”Vi er ikke særlig stolte af vores tyskerhad. Men det er en del af vores nationalkarakter. Er du klar over hvor mange tyskerbørn, der er i Danmark, som aldrig har kunnet beklage sig, som aldrig har haft et talerør? Den bog rykkede Danmarkshistorien bare en lille bitte smule. Den satte en minoritet på landkortet.”

Det mente anmelderne også og belønnede værket med nogle af de allerdyreste superlativer. Efter at ’Den som blinker er bange for døden’ var udkommet i Danmark, skaffede han sig en tysk agent, der skulle prøve at få den udgivet på Insel Verlag i Frankfurt.

De eneste danskere, der var udkommet på Insel, var H.C. Andersen, I.P. Jacobsen og Herman Bang. Knud Romer boede et par år af sin barndom hos sin mormor i Frankfurt, og lige rundt om hjørnet, på Lindenstrasse, lå Insel.

”Da jeg var 13, svor jeg, at dér ville jeg udkomme,” siger Knud Romer.

Omtrent 35 år senere havde han sin redaktør fra danske Lindhart & Ringhof i røret.

”Knud, de har ringet fra Insel Verlag. Nu må du ikke få et nervesammenbrud.”

Knud Romer så sit liv forsvinde, mens han indstillede sig på afslaget. Så sagde redaktøren:

”Tillykke, Knud. Du er den første dansker, der er blevet udgivet på Insel i sin egen levetid.”

Da Knud Romer besøgte forlaget, blev han ledt ned i kælderen, hvor han kom til en bankboks, der blev åbnet med et stort hjul. Knud Romer trådte ind og kiggede på hylderne, hvor alle forlagets førsteudgaver stod. En medarbejder kom med hans bog, fik ham til at signere den, hvorefter han satte den op på dens plads på hylden og lukkede boksdøren efter dem, da de gik. Men når ens højeste ønske er gået i opfyldelse, hvad skal man så hitte på?

”Det er det vildeste gatecrash, jeg nogensinde har lavet. Problemet er, at nu kan jeg ikke komme ud af den bankboks igen. Så skal jeg lave en roman mere.”

Efter udgivelsen af ’Den som blinker er bange for døden’ levede Knud Romer godt af bogsalget og af at holde foredrag. Ellers lavede han ikke meget andet end at spise frokost, drikke fadøl og gå på museer, fortæller han.

Året efter udgivelsen blev han far til Vienna. Endnu et år efter kom hans anden datter, Odessa, til verden. Da det begyndte at rykke i fingrene på ham for at få skrevet på den næste roman, havde han pludselig et barn under hver arm og en telefon i en skruestik mellem øre og skulder, hvor hans kone fortalte ham, at han skulle huske at købe bleer og havregryn.

For at få udnyttet døgnets få ledige timer, begyndte han at bruge hvidvin og hash som brændstof til inspirationen.

”Alkohol virker som raketbenzin,” siger Knud Romer, der hamrede løs på computeren i en uopvarmet kælder i gården, hvor han bor, og pissede i vinflaskerne, i takt med han tømte dem, for at udnytte den dyrebare tid.

En aften, da han kom sejlende op fra sin skrivehule og stødte ind i sin kone med gylpen stående åben, sagde hun, at det var tid til at vælge: hende eller alkoholen. Hun mente, at han havde brug for antabus, men han klarede sig med sammenbidte tænder og holdt sig ædru de næste tre år.

Han gestikulerer, som om han var ved at dirigere en Boeing 747 sikkert ned på landingsbanen. Vi er tilbage i Romerriget, og værten er nået til klimaks i sin argumentation om, hvorfor nogle folks kultur er finere end andres. Historisk set handler det om religionens magt, mener han.

Lav kultur taler direkte til sanserne. Til lysten. Til folk, der kan lide sex, dans og beruselse. Hvorimod den finere kultur ikke er et mål i sig selv, men peger opad, på Gud.

Han vender tilbage til sit eget eksempel: Hvordan man ikke har villet acceptere ham som en rigtig forfatter, fordi han også ernærer sig som forfatter af reklametekster, noget som kultursnobberne ifølge ham opfatter som næsten lige så moralsk lavt som porno.

”Jeg er bare brugskunst. Jeg er bare pianist i et bordel.”

Men hans gæster godtager ikke præmissen.

”Du er en læst og prisvindende forfatter,” siger Lars Handesten.

”Der er en endeløs række af studerende, der har skrevet opgaver om din bog,” supplerer Torben Jelsbak.

”Nåh. Men det ser jeg jo ikke,” svarer Knud Romer.

Men så let lader Lars Handesten ham ikke slippe:

”Nej. Men så må du sætte dig ind i det. Så du ikke hænger fast i den forestilling.”

LÆS OGSÅ: Hassan Preisler: "Kvinder bliver langt mere blufærdige end mænd, når de taler om deres følelser"

’Den som blinker er bange for døden’ er læst af 200.000 danskere og udgivet i 15 lande. Efter den kunstneriske og kommercielle succes modtog Knud Romer med egne ord gigantiske forskud på sit næste værk.

”Forskud, jeg aldrig kommer til at kunne tjene ind igen. Men forskud er som vand på en varm sten. Man har brug for tilbagevendende indkomst. Jeg har døtre, der skal have nyt tøj. Jeg har et sommerhus, jeg bor midt i København,” siger Knud Romer og slår ud med armen i sofaen i sin lejlighed, der ligger et par Usain Bolt-sekunder fra Nyhavn.

Efterhånden kunne han ikke leve af forskud og bogsalg. Så blev han nødt til at jonglere reklamejobs, foredrag, tv-optrædener og radioprogrammer for at have frihed til at lave mere lystbetonede projekter, som for eksempel den ABC med illustrationer af John Kørner, som han tog initiativet og skrev teksten til, eller de sange, han har skrevet til DR Pigekoret.

”Jeg er stolt af, at jeg altid har været selvforsørgende. Folk siger: ”Han har skriveblokering Han tør jo ikke. Han kan ikke. Det var et one hit wonder.” Men sådan lever jeg ikke. Mit liv består af mange, mange små ting. Jeg elsker at skrive poesi. Og jeg sætter en ære i copywrite-håndværket. Når jeg skriver reklametekster, har jeg det med dem, som om de var mine små børn. De ting er lige så vigtige for mig som at skrive den roman.”

Sune De Souza Schmidt-Madsen er Knud Romers fjerde redaktør i løbet af 10 år. Da han tiltrådte som redaktionschef for Lindhardt & Ringhofs skønlitterære afdeling i 2014, inviterede han Knud Romer ud at spise frokost. Bagefter var han så betaget af de mange historier, der var kommet ud af munden på forfatteren i færdige, velkomponerede sætninger, at han foreslog ham at skynde sig at skrive dem ned. Det ville der hurtigt komme en 7-8 noveller ud af, tænkte han.

”Jeg er ikke utålmodig. Men når man ved, at han sidder på en skatkiste, og at den skatkiste forbliver lukket, så gør det næsten ondt. Jeg tænkte, at når det tilsyneladende var så svært at få den anden roman gjort færdig, så kunne vi begynde med at udgive en novellesamling, og så kunne han bagefter få skrevet romanen som sin tredje bog. Så havde han lavet den svære toer,” siger Sune De Souza Schmidt-Madsen.

Joh, det kunne han måske godt, sagde Knud Romer. Men han dukkede aldrig op på det kontor hos Lindhardt & Ringhof, hvor han på det tidspunkt havde en computer stående. Så besluttede redaktionschefen at bringe computeren hjem til forfatteren. Det kom der bare ikke mere novelle ud af.

Så besluttede han sig for at optage Knud Romers ord. Mandag morgen bankede han på hans dør. I den anden hånd havde han en diktafon. Det gjorde han hver mandag i et par måneder, og hver gang fik han nye historier med hjem. Han var imponeret over resultatet, da han havde fået dem skrevet ud.

Men da Knud Romer så dem, ville han ikke høre tale om at udgive dem, som de var. Det litterære niveau var simpelt hen ikke højt nok.

”Det går jeg alt for meget op i prosa til. Det hedder skønlitteratur. Det er sprog som kunst. Jeg gider ikke udgive en samtalebog,” siger Knud Romer, der i stedet besluttede sig for at integrere nogle af historierne i sin roman.

De seneste år har Knud Romer igen skrevet om sin russisk-amerikanske ven og hans tid i Persien. Han har besluttet at lade historien strække sig helt op til den tid, hvor vennen flyttede til Danmark, fordi han var blevet i forelsket i datteren af den danske presseattaché i Washington. Helt op til den tid, hvor han og Knud mødte hinanden på Grønjordskollegiet i København – og videre endnu.

På den måde bliver den persiske thriller vævet sammen med Knud Romers egen udviklingshistorie, fra barndommen på Falster over litteraturvidenskabsstudier, reklamebranche og kulturjetset i København til afskeden med faren, der blev dement og døde i 2008.

Knud Romer glæder sig til at skrive om virkelige mennesker som Günther Grass og Lars von Trier, der begge har spillet en rolle i hans liv, men fortællingen er langtfra biografisk, tværtimod snor den sig frem og tilbage mellem virkeligheden og et eventyrplan.

”Jeg synes, det er sjovt med sidespor. Jeg vil gerne ud ad så mange som muligt. Den metafor, der holder sammen på romanen, er et tæppe. Et tæppe består af millioner af knuder. På den ene side er der en masse knuder, på den anden side er der et billede. Min roman består af en hel masse tråde, der langsomt skaber et billede. Samtidig er der en parallel til tæppemetaforen i begivenhederne i 1979, da shahen bliver væltet, og Khomeini sætter tæppevævere til at sætte makulerede dokumenter sammen igen. På mange måder er den her roman lavet af sådan nogle strimler,” siger Knud Romer.

Når man ser lyset i hans øjne, når han fortæller om sit arbejde, og når man hører ham læse op af sit manuskript, på et falstersk, der vugger glitrende op og ned som Guldborg Sund på en sommerdag, skulle man tro, at han holdt af at skrive.

Men Knud Romer hader det.

”Jeg hader det som pesten. Jeg skriver så kunstigt og stiliseret, at det næsten er som et hold kæft-bolsje i munden. Meget opstyltet. Jeg skriver ekstremt langsomt, fordi jeg sletter to sætninger, for hver sætning, jeg skriver, for at få det til at lyde som afliret talesprog. Det er fandeme irriterende. Jeg har det som om, jeg er i fængsel, og jeg rusker i tremmerne.”

Men hvorfor bliver du egentlig ved, Knud? Kunne du ikke bare opgive og koncentrere dig om dine andre beskæftigelser?

”Jeg føler en pligt. Når jeg ved, hvor godt jeg kan skrive. Så kan jeg ikke bare opgive drømmen om at efterlade mig noget varigt. Til mine børn. Men også til eftertiden. Bogen er den mest varige kunstform, der findes.”

Romerriget er blevet rundet af, og studiet er tomt. Nede i lyskrydset på Gyldenløvesgade står Knud Romer og venter for rødt med en damecykel i hånden. Han skal ud at hente sin ældste datter, der synger i DR Pigekoret. Under strithåret er blikket udtømt. Roligt. Så bliver det grønt, og familiefaren hopper i sadlen. Han zigzagger sig over krydset. Hvorfor går det så langsomt?

Nåh, bagdækket er fladt.

LÆS OGSÅ: Jussi Adler-Olsen og millionerne: "Det slår folk bagover, at man kan tjene så meget på kultur"

LÆS OGSÅ: Fladt portræt: for meget Messias, for få modhager i ny Tupac-film

LÆS OGSÅ: 21-årige Thomas Korsgaard om sin debutroman: "Det er en kæmpe fuckfinger til dem, der ikke gad høre på mig"

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok