Det er en gammel sandhed, at man ikke skal bedømme en bog på dens omslag, og det gælder naturligvis også plader. Selvom coveret betyder mindre i disse streaming-tider bliver der stadig gjort meget ud af det, og mange efterstræber det udtryk, der gør, at det i sig selv kan få ikonisk status.

Men ofte går det helt galt. Vi har samlet en håndfuld forfærdelige covers, som ikke desto mindre indeholder fortræffelig musik.

Babybird: Fatherhood



Han er en god mand, og han har lavet mange gode plader. Heraf er det nok stadig hans store radiohit ’You’re Gorgeus’, de fleste kender ham for. Til gengæld har han et skæmmende generalieblad, hvad angår covers . Og den her er godt nok den værste. Ikke så slemt som at se Schwarzenegger gravid i filmen ’Twins’, men puha, det er tæt på.

Bee Gees: Tragedy




Ingen kan ramme tonerne helt så højt som de ømme drenge. Og her på dette cover rammer de også deres signatur-look med vind i puddelhåret og fartstriber.

Tori Amos: Y kant Tori Read



Hun har givet os mange dejlige numre, men man får ikke umiddelbart lyst til at blive domineret af hende. Ikke i den mundering, i hvert fald.

Drake: Nothing Was The Same



Han har aldrig været bleg for at lege med den dårlige smag og en kitschet stil (alle kender hans berømte dans). Her skæmmer det virkelig en ellers fremragende plade.

Michael Jackson: Bad



En af verdens bedst sælgende plader (og måske en af de bedste overhovedet). Men coveret viser her med al tydelighed en Michael Jackson, hvis udseende og forhold til sig selv er på vej i opløsning. Huden er lysnet, make-uppen er alt for meget, og læderjakken med nitter kunne næppe skræmme en ældre dame i et velhaverkvarter.

Ps. Siden Bad er det kun gået ned af bakke, og efter hans død gør pladeselskabet alt for at lave de nye plader om muligt endnu grimmere. Synd for så stor en stjerne. 

Pirnce: Lovesexy




Ligesom Michael Jackson har han lavet utrolig mange gode plader – og mindst lige så mange grimme covers. Her er han i hans androgyne hjørne. Værsgo og spis.

Snoop Doggy Dogg: Doggystyle




Efter at have fået sit gennembrud på Dr. Dres mesterværk ’The Chronic’ var det tid til at sende hans eget fulde soloalbum ud. Og det blev en milepæl i rappens historie. Når man tænker på, hvor perfekt en rapper, han var på det tidspunkt, er det underligt at se, hvor sjusket og ringe coveret er.  Det er et af de omslag, hvor man med god mening kunne sige, at det kunne mit barn have lavet.

Aphex Twin: Windowlicker



Det er sjovt og kreativt lavet og egentlig meget rammende for musikerens flabede stil. Men specielt rart at se på er det ikke.

2 Live Crew: As Nasty As They Wanna Be



Man kan selvfølgelig diskutere, hvor god en plade den her er, men den gjorde et stort indtryk I slutfirserne hos alverdens teenage-drenge med deres XXX-rated rap. Albumcoveret, som angiveligt skal illustrere en gruppe, der vælter sig i kvinder, er noget af det mest usexede i rappens historie. Og den er ellers meget lang og meget broget. (Læg især mærke til nr.2 fra venstre, der ligner en mand – men måske er det meningen?).

Queen: The Miracle



I 80’erne begyndte man for alvor at lege med billedmanipulation, og her har det fantastiske britiske band fået den spøjse ide at splejse deres ansigter sammen. Det ser ret creepy ud, og man skal ikke kigge for længe på det.

N.W.A: 100 miles and running



Efter bruddet med en af gruppens vigtigste medlemmer, Ice Cube, skulle den på det tidspunkt største hiphop-gruppe vise, at de stadig var i live. Det gjorde de med denne ep, der indeholdt flere gode numre, men tegningen til dette cover er utrolig håbløs.

Deftones: Around the fur



Det er lidt uklart, hvad hårdrockgruppen vil udtrykke her. Men smukt er det ikke, snarere lidt foruroligende.

Beatles: Revolver



Når gruppens fantastiske bagkatalog skal gøres op, kommer denne plade op som en af de bedste. Tegneren har til gengæld gjort sig umage for at tegne gruppen, så det overhovedet ikke ligner.

Money: Suicide songs



Her er det nyeste cover på listen, og man kunne fristes til at tro, der her er tale om noget hård ubehagelig rock. Men ikke alene er det foruroligende at se på, det er heller ikke så dækkende for den tyste indie-rock, der er indholdet.   

LÆS OGSÅ: Princes nye pasbillede gør dit til skamme

LÆS OGSÅ: 6 scenarier: Her gør musik dig mere effektiv