Per Vers er en af dansk rapmusiks grand old men. Han er en af landets bedste freestyle-rappere med et tungebånd skåret så skarpt, at han flere gange har vundet MC's Fight Night. Den 36-årige rimsmed har været i branchen så længe, at han både har oplevet ungdommens naive selvtillid og den erfarne mands tvivlen. Hans borgerlige navn er Per Uldal. Vi har fanget Per Vers til en snak om kærlighed til ord, at være for gammel til rap og at vågne det mærkeligste sted i verden - hver morgen.

Du har travlt for tiden, men du udgiver ikke noget. Hvad går du og laver?
Jeg har ikke indspillet noget "rigtigt" nyt i år overhovedet, kun enkelt-vers til andres numre - det hele er gået op i over 150 optrædener. Så jeg glæder mig virkelig til at holde fri hele foråret og bare indspille alle de mange halv- og helfærdige ideer, der rumsterer i krydderen. Jeg skal øve et show med et band, der improviserer på en måde, jeg aldrig har set nogen gøre før - og derudover mødes jeg for tiden en hel dag hver anden uge med en digter og en historiefortæller og skriver på noget, der forhåbentlig bliver til en teaterforestilling om den bløde mand og hans hårde odds.

Hvorfra kommer din kærlighed til ord?
Jeg ved ikke hvorfor eller hvornår det startede - som barn var det den gode historie og magien i at blive transporteret ud af sin egen virkelighed og ind i en anden. Det er sådan set stadig - blandet med fornemmelsen for form. Og glæden ved form bliver så straks blandet med den hovedpine man får, når man ser hvordan form overskygger indhold i næsten al kommunikation - både i medierne og mellem mennesker.

Hvad er et godt ord - og hvad er et dårligt ord?
Jeg tror alle ord kan være perfekte og forfærdelige - alt efter sammenhængen. Da jeg begyndte at lytte til rap, var jeg meget fascineret af hvordan rigtig mange ord betød det modsatte på hiphop-engelsk end hvad det betød på skole-engelsk. "Not bad meaning bad, but bad meaning good" som Run-D.M.C. sagde. Numerologer overbeviser folk om, at ord på magisk vis kan slette alle deres problemer, uden at ændre adfærd, de skal bare kalde sig noget andet. På samme måde er ordene betegnelser for ting i verden, og vi forhandler hele tiden om, hvad de helt præcist skal betegne.

Du er en af Danmarks bedste fresstyle-rappere. Er det bedst at være knivskarp og ædru for at rime, eller hjælper det bedre med alkohol og tobak?
Jeg FØLER mig skarpere når jeg er snalret, men det er desværre en følelse, der ikke stemmer overens med virkeligheden overhovedet. Så når jeg skal freestyle-præstere, holder jeg mig ædru. Når det er hele koncerter, snupper vi altid en skarp inden showet og en enkelt undervejs, for da er det vigtigere at jeg er afslappet, end at alt er perfekt.

En af mine yndlingsanekdoter om Jay-Z er, at han aldrig skriver noget ned, men altid har omkring 30 nye raptekster kørende rundt oppe i hovedet. Er det det samme for dig, eller er det noget, du kan genkende?
Jeg ville blive sindssyg, hvis ikke jeg skrev alt det ned der rumsterer. Det er selvfølgelig en svedig street-mytologi, at man ikke kan skrive noget ned, mens man står på gadehjørnet og dealer drugs. Men jeg synes ikke, det gør teksterne bedre, end hvis de var noteret på helt tynde stykker træ ligesom alle os andre dødelige.

Hvornår er man for gammel til at lave rapmusik?
Lige omkring konfirmationsalderen, tror jeg er den gængse holdning. Men det er selvfølgelig løgn - har jeg alderen til at mene. Alle aldre har sine fordele og ulemper. Den selvtillid, du starter ud med som ung sulten up-comer, er en fantastisk skabende energi, og den tvivl, der derefter sniger sig ind og langsomt bliver stærkere, er faktisk den bedst tænkelige drivkraft for at blive ved med at udtrykke sig kunsterisk. Det er nærmest en pligt til at udvikle sig, og hvis man ærer den forpligtelse, så har musik ingen alder.

Har du et ar, der fortæller en historie?
På mit højre håndled har jeg en tværgående frækkert, der ligner et selvmordsforsøg, men som er en syvendeklasses dreng, der leger fribrydning i klassen og punkterer pulsåren på vej gennem to vinduer. Blodet ramte loftet, fortalte mine klassekammerater mig bagefter.

Hvad er det bedste råd, du fik af din mor?
At det er rarest at gå arm i arm, hvis man går i takt med det samme ben forrest.

Hvad er det mærkeligste sted, du er vågnet?
I den her krop. Det er fandme syret.

LÆS OGSÅ Keith Thomas Lohse: "Ord gør mig pisseliderlig i hovedet"

FACEBOOK Bliv ven med Euroman