Mens Donald Trump er i fuld gang med at tilbagerulle Obama-administrationens planer for begrænsning af kulkraft, offentliggøres nu traileren til et nyt opråb om farerne ved global opvarmning fra Al Gore.

Nu kommer nemlig ’An Inconvenient Sequel: Truth to Power’, opfølgeren til den Oscar-vindende ’An Inconvenient Truth’. Lige som den første film handler den om Al Gore og hans verdensomspændende foredragsturné, der har til formål at få folk til at forstå alvoren af global opvarmning, en mission, som den tidligere vicepræsident for USA har helliget sig de sidste mange år.

I 2007 blev han æret for sin indsats med Nobels fredspris, som han modtog i fællesskab med FN’s klimapanel.

Med valget af den klimabenægtende Donald Trump som USA’s præsident har An Inconvenient Sequel fået en god, men dyster timing. Som han siger i traileren:

”De kommende generationer vil gøre ret i at kigge tilbage på os og spørge, hvad tænkte I på, mens moder natur skreg om hjælp?”

'An Inconvenient Sequel: Truth to Power