Det er nok de færreste, der i nutidens digitale verden kan forestille sig at leve uden sociale medier som Instagram og Twitter på sin telefon. 

Ikke desto mindre er det hverdagen for skuespilleren Aziz Ansari, som står bag den Emmy-vindende Netflix-serie Master of None. Her spiller han også selv den kærligheds- og karrieresøgende hovedperson Dev Shah, der - som mange andre moderne mennesker - har udviklet en mindre afhængighed af sin smartphone.

Det gælder dog ikke Ansari selv. I et nyt interview med GQ fortæller han nemlig om, hvordan han på privatfronten frivilligt har slettet alle sociale medier på sin telefon - og oveni også har fravalgt nettet og digitale nyhedsmedier generelt.

“Det føles ikke som om, at vi læser nyheder af samme grund, som vi plejede - altså at få en bedre forståelse af, hvad der foregår i verden, og at berige sig selv ved at være informeret. Det virker som om, vi læser wrestling-rygter. Det er som at læse om, hvad der sker i Monday Night Raw (amerikansk wrestlingprogram, red.). Når du tager et skridt tilbage, virker det hele så sensationaliseret,” siger han til GQ.

“Når du checker Instagram for nye posts, og når du klikker ind på New York Times for at se, om der er noget nyt, handler det ikke engang om indholdet. Det handler bare om at se noget nyt. Du bliver afhængig af den følelse. Så den eneste måde at bekæmpe det på er at fjerne dig selv fra ligningen og fjerne alle de her ting." 

Det ligger nok meget langt fra de fleste fra Generation Google ikke at kunne gå på nettet overalt og på få sekunder blive opdateret på alt fra politik til sport. Men Ansari mener ikke, at man går glip af noget ved at melde sig ud af den digitale verden. I hvert fald ikke noget vigtigt.

“Det meste af det shit, du søger efter, behøver du ikke vide. Alle de hjemmesider, du læser, imens du sidder i en taxa, behøver du ikke kigge på. Det er bedre bare at sidde og være i sit eget hoved i et minuts tid,” siger han i interviewet.

“Og gæt engang - alt er fint. Jeg misser ikke noget. Hvis der sker noget vigtigt, finder jeg ud af det.”

Den tid, han førhen ville bruge med hovedet begravet i sin smartphone, bruger han nu mere konstruktivt, forklarer han.

“Jeg ville stoppe det dér med, at jeg kommer hjem og kigger på hjemmesider i halvanden time for at tjekke, om der er noget nyt, og læse en bog i stedet. Jeg har gjort det i et par måneder, og det virker. Jeg læser tre forskellige bøger lige nu. Jeg putter noget ind i mit hoved. Det føles så meget bedre end bare at læse på nettet og ikke kunne huske noget af det bagefter.”

LÆS OGSÅ: The Simpsons far Matt Growning er klar med ny serie

LÆS OGSÅ: Tom Hardy har hovedrollen i ny komedieserie med sin kone

LÆS OGSÅ: De 6 bedste nye tv-serier til en regnfuld sommer