banner image

Få 3 numre af EUROMAN for kun 99 kr. Spar 109 kr. 

BESTIL HER

Birgitte Hjort Sørensen: "Generthed har aldrig været mit problem. Tværtimod: ”Se lige mig”"

Jeg troede først, det var en joke. Jeg fik en mail fra HBO med alle de faktuelle detaljer omkring ’Vinyl’. Der stod, at Martin Scorsese instruerer og producerer, at Mick Jagger producerer, og at Terence Winter, som har lavet ’Boardwalk Empire’ og ’Wolf on Wall Street’ skriver. Bobby Cannavale og Olivia Wilde og alle mulige folk, jeg beundrer, stod også på den liste. Det var den vildeste namedropping-mail. Der stod også, at rollen krævede partial nudity og simulated sex. Og hvis jeg ikke var med på den, skulle jeg ikke søge rollen. Det var en ret ren røv at trutte i.

Jeg tænkte over det en ekstra gang. Jeg havde en enkelt scene i ’Borgen’, hvor jeg var nøgen. Dengang tænkte jeg ikke så meget på det, det var rigtigt for scenen. Men reaktionen på det fra den mere kulørte presse var ret intens. Derfor skal man vælge sådanne scener med omhu. Men jeg var ikke bange for det i det her tilfælde. HBO er kendt for at være den kanal, hvor alle er nøgne hele tiden, men jeg vidste, at de ville løse det smagfuldt. Det var jeg ret tryg ved. Det her var et projekt, hvor jeg godt ville tage nøgenscener med.

Jeg har lavet mange castings på prøveafsnit og tv-serier. Ofte foregår det ved, at jeg laver et self-tape sammen med min danske agent og hendes assistent på et kontor. Jeg spiller den scene, jeg har fået tilsendt, mens assistenten filmer og siger min modrolles replikker. Det sværeste er, når det er sådan nogle actionfilm, hvor man skal slås mod nogen, der ikke er der. Eller når man skal ind i et fantasiunivers, ’Game of Thrones’ fx. De sidste par år har især tv-serierne handlet meget om paranormal aktivitet og rumvæsener. Det er ret svært at spille sig op mod nogle usynlige rumvæsner på et kontor.



Jeg kan godt lide at gå analytisk til værks. I ’Vinyl’ spiller jeg Ingrid, en modeltype, der hænger ud i popart- og musikmiljøet omkring Andy Warhol i New York i slut-60’erne og start-70’erne. Inden jeg lavede mit self-tape, studerede jeg sangerinden Nico og lod mig inspirere af hendes dybe stemme, hendes lange pauser, hendes måde at undgå øjenkontakt på og hendes nærmest dekadente måde hele tiden at røre ved sit eget ansigt på. Og så røg jeg, selv om jeg ikke ryger. HBO kunne godt lide det. De sagde: ”Der er mange gode ting. Kunne du prøve at gøre det igen? Og kunne du prøve at være klædt lidt mere provocative.”

Nogle gange kan man godt føle sig som et stykke kvæg. Især når jeg har været i L.A. for at gå til sådan nogle casting-runder. Så sidder man der i venteværelset og kigger rundt på alle de andre kvinder, der også har langt, blondt hår, har samme alder og i det hele taget ligner én selv. Hmmm, tænker man. 

Jeg kan ikke afsløre, hvad der sker i ’Vinyl’, men der er en trailer ude, hvor jeg kysser med Olivia Wilde. Vi kører i en åben rød sportsvogn på Coney Island midt om natten. Vi har en fest, vi er påvirkede og glade, der er musik i radioen, og der er ikke nogen, der holder igen. Jeg synes ikke, at det er overskridende at spille den slags scener. Men det kan være svært, hvis man føler, at de andre spillere har en privat grænse, som er ved at blive overskredet. Det er godt at tale scenerne igennem inden: På dén og dén replik kysser vi, og dér tager du fat på min balle, og dér … Jeg er typen, der synes, det er nemmest at gå all in.



I de amerikanske tv-serier, jeg har været præsenteret for, indgår ordet sexy så godt som altid. Jeg var i gang med at caste til en ret fed serie faktisk, og så skrev min agent til mig: ”Husk, det er amerikansk tv. Så du skal være sexy mom.” Så skrev jeg tilbage: ”Øhh, men min karakter er jo ikke mor.” ”Nå, nej, det er også rigtigt, så skal du bare være almindelig sexy.”

Jeg fik rollen i ’Vinyl’ og tog til New York. Jeg ankom til Trump SoHo Hotel, og der lå en besked til Miss Sorensen fra ’Martys Office’ – en invitation til en meet-and-greet for de medvirkende. Det var alt sammen farligt fint, og hele tiden skulle jeg give drikkepenge. Det er uvant for mig. Jeg kan ikke lade være med at få sådan en ’Herskab og tjenestefolk’-følelse. Det er mig meget imod. Jeg synes, det er nedladende.

Jeg kan godt lide at komme til tiden. Da jeg tog hen på produktionskontoret for at afprøve kostumer, var jeg der 10 minutter før og meldte mig til assistenten, der tog mig ind til kostumedesigneren. Han kiggede mig ikke i øjnene, men sagde fornærmet: ”Is this now?” ”Fuck,” tænkte jeg, da jeg gik ud for at vente, ”nu har jeg allerede pisset ham af.” Da jeg atter kom ind til ham, kiggede han stadig ikke på mig, men sagde til sin assistent: ”I’m gonna need every possible measurement, because I can’t see what I’m working with.” Jeg følte mig virkelig slået hjem. Så var det af med alt tøjet og blive målt på alle leder og kanter. Det endte med, at de fandt nogle kostumer, jeg kunne prøve.

På teaterskolen fik vi altid at vide, at du ikke kan spille konge selv. Det er de andre, der spiller dig til konge, det er dem, der bukker og skraber, der giver dig status. Sådan var det også at møde Martin Scorsese. Han gør ikke selv noget væsen af sig, hverken fysisk eller på andre måder. Men alle omkring ham tiede pludselig stille, da han kom ind i lokalet til den her meet-and-greet. Man kunne fornemme en særlig aura omkring ham. Og at alle gerne vil sige hej. Jeg tænkte, at jeg ikke ville springe op på nakken af ham med det samme. Efter en times tid bad jeg casteren om at introducere os. Martin Scorsese var sød og venlig, da jeg kom over til ham. Og så spurgte han: ”Nå, og hvem spiller du så?” Av. Jeg fortalte ham, at jeg skulle spille Ingrid, og så sagde han: ”Nåeja.” Og jokede selvironisk med, at med hans udseende var det jo åbenbart for enhver, at han selv havde stærke vikingerødder.



Der var læseprøve på toppen af Trump SoHo med udsigt over New Yorks skyline. Scorsese og Winter og skuespillerne og alle HBO-bosserne var der. Heldigvis havde jeg ikke på forhånd gjort mig klart, hvor stort det var. ”Shit,” tænkte jeg, ”nu gælder det om at se cool ud og at gøre det godt.”

Når jeg bliver nervøs, hamrer mit hjerte så hårdt, at det går ud over min vejrtrækning. Min stemme kan blive gispende. Da min scene nærmede sig, kunne jeg mærke den følelse komme for fuldt tryk. Min karakter er en, der taler langsomt, og det prøvede jeg, selv om personen Birgittes hjerte slog virkelig hårdt, En af de andre skuespillere kom bagefter hen til mig og sagde: ”Du er jo iskold i røven, mand. Der sidder så mange HBO-bosser, og du tager det bare så roligt.” O.k., tak, men inden i mig var der altså rigtig godt gang i den.

Jeg trækker mentalt på tidligere succes-oplevelser. Det kan være svært at tvinge en mental tilstand frem. Men man kan gøre nogle fysiske ting som fx at trække vejret helt ned i maven. Eller lægge sig ned og mærke jorden. Vi skuespillere skal kontrollere noget, der ellers er ukontrollerbart. Man skal kunne frigøre sig fra sine egne reaktionsmønstre for at kunne spille en karakter. Det er sikkert derfor, at mange skuespillere coacher politikere og erhvervsledere.

Min første store rolle på film var i ’Verdens ende’, hvor jeg skulle ud i junglen med Coster-Waldau og Kaas. Jeg følte mig virkelig som en lillesøster på tur med de store drenge. I min første scene skulle jeg køre en stor bil ude i junglen på en smattet vej. Jeg var meget nervøs for at køre bil, og det bumpede hårdt, og jeg skulle hele tiden vende mig om og smile til drengene og være ovenpå og frisk, og min angst måtte da lyse ud af øjnene på mig, tænkte jeg. Det gjorde den åbenbart ikke.

Sidste efterår havde jeg arbejdet næsten nonstop i to år. Jeg havde været i London og spille teater og i USA og filme, og så kom jeg hjem og var arbejdsløs. Jeg havde ikke noget job i udsigt. Det første stykke tid var det meget rart bare at ligge på sofaen. Men pludselig kunne jeg ikke komme op af den der sofa igen. Jeg lå der i nogle uger og spiste peanutbutter af glasset med en ske og tænkte: ”Er det så mit liv? Hvad nu? Jagter jeg bare en drøm?”



Jeg begyndte at dyrke yoga. Når man presser sin krop ud i nogle yderstillinger, længere end man har lyst til, bliver man fritaget for en masse tankespind. Det blev meget konkret: I dag skal jeg investere i mit hundestræk, men samtidig acceptere, at det har sine begrænsninger. Den måde at tage en udfordring op på kan man overføre på situationer i livet. Det gav pludselig enormt meget mening for mig.

En dag, som slog lynet ned, tænkte jeg: ”Hvorfor ikke tage en anden uddannelse, læse noget andet?” Den tanke blev helt vildt frisættende for mig. Pludselig var det ikke så vigtigt, om telefonen ringede. Jeg ville gerne læse noget, der havde med den rigtige verden at gøre: statskundskab. Jeg begyndte at undersøge det. Jeg havde et ret fint snit i gymnasiet, men jeg manglede matematik på B-niveau for at komme ind. Jeg skulle lige til at gå videre med det. Så ringede telefonen. 

Der er en risiko for, at man i mit fag kommer til at miste sig selv. Det handler om, hvem man var, inden man blev skuespiller. Jeg har helt klart mødt folk, der har valgt at blive skuespillere for at slippe for at være sig selv. Det er sådan nogle, som man i pauserne nærmest ikke kan tale almindeligt med, men når optagelserne går i gang, føler man stor kontakt med dem.

Da jeg var 10 år, var der så mange ting, jeg gerne ville være, når jeg blev stor. Jeg kan huske, at jeg sagde til min mor: ”Hvis jeg nu blev skuespiller, kan jeg være alle de ting, jeg gerne vil.”

I 1. g skulle vi spille ’Snehvide’, og jeg fik rollen som den onde dronning. Jeg fik ret meget positiv respons, og jeg følte mig godt tilpas. Men jeg var jo en boglig type. Jeg skulle på universitetet, læse litteraturvidenskab eller dansk. Eller måske være journalist. En dag, efter gymnasiet, ringede min veninde og spurgte, om vi ikke skulle tage til audition hos noget, der hed Væksthuset under Gladsaxe Teater. Veninden kom aldrig. Men jeg kom ind. Og det var en awakening. Her kunne jeg bruge alle sider af mig selv. Jeg følte mig hjemme.

Generthed har aldrig været mit problem. Tværtimod: ”Se lige mig.”

Jeg er vokset op i ret trygge rammer. ”Man skal tænke på andre, før man tænker på sig selv.” ”Hvis du gør dit bedste, er der ingen, der kan forlange mere.” Det har jeg med mig hjemmefra. Vi havde også meget musik i vores hjem. Mine to søstre synger, min far spiller en masse instrumenter, og min mor er også musikalsk.

Jeg har altid vidst, at jeg har min familie, og at de er der uanset hvad. Det er først, når man bliver rigtig voksen, at man forstår at sætte pris på, hvad det betyder: Nemlig at alt kan gå galt, men der vil altid være en kerne, der passer på mig.



Det kan være en hæmsko kun at være artig og gøre, som læreren siger. Til gengæld har det givet mig en grundindstilling af, at jeg altid kan lære noget af nogen. Jeg har fået meget ud af altid at tænke: ”Her kan jeg måske lære noget.” Og det kan man hver gang. Nogle gange tager det bare lidt tid, før man opdager, hvad det er.

I tiden efter at jeg tog mit kørekort, var jeg bange for at være i vejen for de andre bilister. En dag kørte jeg ad en afkørsel væk fra motorvejen med en hale af biler efter mig. Jeg blev nervøs for at køre for langsomt. Derfor overså jeg fuldstændig et stopskilt og kørte i fuld fart tværs over en vej. Der skete ikke noget, men bagefter var jeg rystet over at have gjort noget så dumt. Der gik lang tid, før jeg turde sætte mig bag rattet igen.

Jeg er ikke særlig god til modgang. Det kan være svært for mig. Da jeg fik afslag på at komme ind på Teaterskolen i Aarhus, reagerede jeg meget umodent. Det var ned på gulvet og græde. Ikke så lang tid, men alligevel. Jeg er nok ikke så god, hvis noget kræver en lang indsats. Undtagen i kærlighedslivet.

Møder man mig, skal man ikke være bange for, at mine følelser er nogle, jeg spiller. Jeg bruger så meget af mit arbejdsliv på at illudere en sandhed, at jeg virkelig ikke har brug for det i mit privatliv. Tværtimod. Jeg er nærmest allergisk over for illusioner.

Jeg har ikke kunnet tage interessen fra mænd, jeg mødte, for gode varer. Vil folk snakke med mig, fordi jeg er mig, eller fordi de har set mig på tv? Da jeg var single, kunne jeg ikke bare gå i byen og møde nogen. Jeg sad fx med nogle venner, og så kom en af deres venner hen til gruppen. Der var god kontakt, og han var meget sød, og det kunne da godt være, og vi snakkede meget sammen en hel aften. Pludselig gik det op for mig, at han var homoseksuel. Hvorfor fanden brugte han så alt det krudt på mig? Jeg fik en klar fornemmelse af, at det kun var, fordi jeg var en offentlig person.

Ærlighed er det mest imponerende, en mand kan give en kvinde. I behøver ikke kunne klare alt, bare vis os, hvem I virkelig er.

De seneste par år har jeg fået en bevidsthed om, at der nok er nogen, der genkender mig, når jeg går på gaden. Men jeg prøver ikke at lade mig diktere af det. Jeg giver mig selv lov til at gå i supermarkedet i joggingtøj. Danmark er nu også et nemt land at være kendt i. Folk er ret afslappede. De fleste har nærmest travlt med at vise, at de ikke er imponerede. I USA og i London er folk meget mere sådan: ”Eij, er det dig? Må jeg tage et billede?” I Danmark har vi en anden blufærdighed. 

Jeg har ikke prøvet at tage stoffer. Jeg har røget en smule hash, da jeg var 14. Jeg er ellers meget artig og dydig, men jeg havde seks måneder, hvor jeg var ’vild’. Jeg hang ud med en pige fra min klasse, der havde mere oprør i sig end mig. Vi hørte Alanis Morissette rigtig højt og røg cigaretter, kom ikke hjem, når vi skulle, og hang ud i Birkerød med de store drenge fra niende, der røg hash. Det var meget sjovt at være noget andet, end jeg plejede at være. Men jeg blev bare sløv af at ryge hash. Og så begyndte mine lærere at påtale, at mine karakterer blev dårligere. Fra den ene dag til den anden føltes det pludselig forkert at være en del af det. Så holdt jeg op.

Jeg har aldrig set nogen tage coke, selv om jeg færdes i miljøer, hvor jeg nok burde have set det. Det kan godt være, at jeg er dum.

Jeg er et kontrolmenneske. Men i en periode, især da jeg arbejdede meget i udlandet, gav jeg slip og drak mere, end godt var. Nogle gange så meget, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme hjem. Jeg sad ikke alene og drak, men til festerne fik jeg taget for mig. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg ikke rigtig kunne styre det. 



Jeg var i London for at spille teater, og vi var gået i byen bagefter. Jeg var bare fulgt med strømmen. London er helt håbløs trafikalt, især fredag og lørdag nat, ingenting fungerer, og pludselig var vi endt på en tilfældig klub. Jeg havde helt klart fået for meget. Jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede, anede jeg ikke, hvor jeg var, og jeg kendte nærmest ikke dem, jeg var ude med. Det endte heldigvis med, at de fik mig hjem. Dengang forbandt jeg det ikke med alkohol. Det var først, da jeg kom hjem til Danmark, at jeg kom til at tænke på andre gange, hvor noget lignende var sket.

Jeg kan godt tvinge mig selv til at græde. Der er nogle bestemte episoder fra mit liv, som jeg henter frem. Hvad det er, vil jeg ikke sige. En tryllekunstner afslører jo heller ikke sine tricks. Men det bedste er, hvis tårerne kommer organisk i samspillet med en anden. Og så er det jo på en måde virkeligt, selv om man spiller. Det er det, der er så mærkeligt. 

Jeg har indimellem, de seneste 5-6 år, fået sådan nogle akne-udbrud. Det kommer tilfældigt, og det er åbenbart meget almindeligt, men jeg er blevet meget forskrækket hver gang. Det er et ømt område, når man jævnlig bliver filmet.

Det er ikke sundt at stirre på sig selv i spejlet så meget, som skuespillere gør. Da vi optog ’Borgen’, var det første gang, jeg dag ud og dag ind skulle sidde foran et sminkespejl. Det er svært ikke at blive enormt optaget af sig selv. Man skal hele tiden tage stilling til sit eget ansigt. I slutningen af optagelserne til første sæson fik jeg et akne-udbrud, og jeg havde taget lidt på, så kostumerne strammede. Jeg havde sådan en nederlagsoplevelse af at møde mit spejlbillede. Det fyldte helt vildt meget. Meget mere, end det skulle. Men så begyndte jeg at lukke øjnene, når jeg sad foran sminkespejlet. Jeg ville ikke tænke på min egen forfængelighed. Det var en kæmpe lettelse. 

LÆS OGSÅ: Oh Land og Helena Christensen: Scener fra et venskab

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Ulrikke Toft Simonsen

LÆS OGSÅ: Kvindelige bartendere: Her er vores bedste scoreråd

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok